Medfører Kvindernes forandrede Stilling en Fare for Hjemmene.*)

*) Professorinde Michelet har atter i Aar glædet K. K. F. med at holde Møde i en Del af vore Kredse. Alle Vegne har man som sædvanlig været meget glade ved de udmærkede Foredrag. Der er kommen en Del kortere og længere Referater, men paa Grund af Pladsmangel har vi maattet nøjes med dette, indsendt af Fru Cecilie Hey i Nørre-Nebel.

 

Professorinde Michelet fra Norge holdt den 18. April her i Nørre Nebel et meget godt, ud­viklende og overbevisende Foredrag om dette Emne. Mange blev den Aften klar over, at det ikke alene er Tidens Krav det Maal, Kvinde­bevægelsen har sat sig at naa, men at det tillige er Guds Retfærdighed, der kræver, at Mand og Kvinde stilles lige, saa at de ved fælles Hjælp maa skabe gode Samfundsvilkaar, saavidt det er muligt for Mennesket.

Fru Michelet belyste først, hvori Kvindens forandrede Stilling bestod, ved at gaa tilbage til den Tid, da Kvindebevægelsen rejstes. Da var det jo saa, at den eneste Mulighed, en Kvinde havde til at blive forsørget paa en hæderlig Maade, var at blive gift. Skete ikke det, maatte hun være enten hos en Broder, Svoger eller Onkel. Gift kunde jo ikke alle Kvinder blive, da der var mange flere Kvinder end Mænd. Følgen blev at mange Kvinder maatte spise Naadsens Brød. Kvindens Selstændighedstrang vaktes; hun arbejdede sig frem og fik Adgang til mange Erhvervskilder, som før var lukkede for hende. Følgen deraf blev, at Kravet om Medbestemmelsesret og Indflydelse paa de Omraader, hvortil hun allerede var naaet, kom frem. Det er det, der er Kvindens forandrede Stilling fra Fortid til Nutid.

Vi spørger nu: Er disse Forandringer til Gavn for Kvinden selv eller ej, og er det til Gavn for Samfundet eller ej? Fru Michelet vilde tage det sidste Spørgsmaal først. Var det til Skade for Samfundet, var dermed Kvindesagen dømt, thi hvad der skader Samfundet, skader ogsaa den enkelte, og da maatte alle Kræfter samles om dette at slaa Kvindebevægelsen ned. Hvordan skal vi undersøge det. Ja hvad er Samfundet, et Samfund bliver jo en Sammen­slutning af de enkelte. Derfor bliver vi nødt til at se paa den enkelte, for at blive klar over, hvad der skader Samfundet. Hvorfra kommer den enkelte? fra Hjemmet. Det er i Hjemmet, den enkelte vokser op; der er Samfundets Rød­der. Det er fra Hjemmene, Samfundslivet udgaar, det er Hjemmene, der bærer vort Folk frem. Som Hjemmene er, saa bliver vort Sam­fund, vort Folk. Ser vi saa paa, hvad Indflydelse Kvindens forandrede Stilling har haft paa Hjem­met, ja, da kan vi vistnok snart blive klar over, at det har været til Gavn for Hjemmet. Hvad Betydning har ikke det for Hjemmet, at vore unge Piger nu selv kan skaffe sig Erhverv, hvoraf de kan leve; ingen ung Pige behøver nu at gifte sig for at blive forsørget. Hvordan vilde det komme til at se ud, om vi under vore nuværende Forhold, hvor Kulturen er gaaet frem, skulde tænke os at ernære alle vore Pige­børn hjemme. Blot dette at skaffe dem Arbejde. Der, hvor de før har haft en tre, fire Piger, kla­rer de sig nu med en. Hvor skulde de faa Plads, om de alle skulde anbringes i Hjemmene, og hvorledes bliver de Hjem, der skal bygges op af Fornuftægteskaber.

Hvis vi ret forstaar, hvilken Betydning det har for vort Folk, hvorledes Hjemmene er, da maa vort Maal være at skaffe gode Hjem. Men skal dette naas, da maa Ægteskabet hæves. Vi maa betragte Ægteskabet som den højeste Lykke, et Menneske kan naa. Vi maa opdrage vore Unge til at betragte Ægteskabet som et Kald fra Gud. Ikke alle har dette Kald. Det er en meget stor Fejltagelse at mene, det at være Hustru og Moder er noget enhver Kvinde kan, det er saa langt fra. Vi skal sørge for, at vore Døtre kan blive saa dygtige som muligt, men den Kvinde, der ikke føler Kaldet til at blive gift, og som har Lyst og Evner til at uddanne sig til et eller andet Erhverv, maa vi ikke hin­dre, men hjælpe frem. Kun den enkelte selv kan her bestemme. Kun da har vi Forudsætningen for at faa gode Hjem, hvorfra der kan udgaa en ren og forædlende Kraft til vort Folk. Vi maa lære vore Unge, at den eneste Bevæggrund for Ægteskabet maa være en ren og gensidig Kær­lighed. Hverken Penge, Skønhed eller Stilling maa faa Indflydelse paa Ægteskabsforbindelse.

Spørger vi, hvem der har den største Magt, Mand eller Kvinde, da maa vi svare Kvinden. Gud har givet Kvinden en stor Magt fremfor Manden til at øve sin Indflydelse. Husk det unge Pige, hvilken Indflydelse du kan have overfor en ung Mand, enten til den gode eller daarlige Side. Og du Mor, glem aldrig dit An­svar overfor dit Hjem paa dette Omraade. Her gælder det, at vi holder Sædelighedsfanen højt. Hvor har vi Kvinder forsømt meget overfor vort Hjem. Vi har været svage; mange Ting har faaet Lov at komme ind og øve sin ødelæg­gende Magt. Kravet, der er bleven stillet til os, og som vi har stillet til os selv, har ikke været højt nok; vi har ment, at naar vi holdt vort Hus rent og ordentligt, lavede Maden og holdt Mandens og Børnenes Tøj i Orden, var dermed vor Plads udfyldt. Hvilken Misforstaaelse! Det største af alt lod vi ofte ligge, vore Børns Sjæle­livs Pleje. Og den Støtte Manden saa tidt trængte til i Kampen for Tilværelsen, fik han ikke. Det er ikke altid sandt, naar det ofte har lydt, at Manden har ødelagt Hjemmet. Konen har ogsaa haft sin store Skyld. Dog, hvis dette skal blive anderledes og vore Hjem skal blive det, som de skulde være, Arnesteder for det, der skal bære et Folk frem, da maa Guds Tanke med den enkelte naaes, at hver naar ind i Barneforholdet til Gud. Bliver enhver sig det fuldt bevist, at ved Jesus og igennem Jesus har jeg ikke alene Lov, men Ret til at kalde Gud i Himlen min Fader og have Adgang til at hente alt, det jeg mangler for at udfylde den Plads, hvorpaa jeg er sat, saa det kan blive til Gavn for Samfundet, da og ogsaa kun da vil vi kunne skabe gode Hjem.

Dog selv om en Kvinde naaede dette saa højt satte Maal, var dermed alt naaet? Vi maa svare nej. Ligesom der i hvert Hjem er noget, der er Fars Arbejde, og noget, der er Mors Arbejde, og som kun kan gøres godt af den enkelte hver paa sin Plads, saaledes er det og­saa i det store Hjem, som vi kalder Samfundet. Kan to Mand bygge et Hjem op? Nej, selv med den bedste Vilje vil der altid blive en stor Mangel. Hvor spores det stærkt paa mange Omraåder af det offentlige Liv, at Manden har været ene om at bygge Samfundshjemmet. Vi er, Gud ske Lov, ude af den Tid, (den har været), da Kvinden troede, hun skulde være lige­som Manden; det skal hun ikke være, men hun skal udfylde sin Plads Side om Side med Manden. Og hvad er det for en Ret Kvinden har haft og har. Manden har jo endnu her i Danmark Lov at gøre med Børnene, hvad han vil; Mo­deren har ingen Indflydelse her ved Lovens Hjælp. Det er en stor Fejltagelse fra Mandens Side, naar han har ment at kunne undvære Kvindens Deltagelse i det offentlige Liv. Ogsaa der gælder det, at der er noget Arbejde, der ud­føres bedst af Manden, der er ogsaa noget, der gøres bedst af Kvinden. Kun i Fællesskab, Mand og Kvinde, naas det bedste Resultat. Saadan har Gud fra Skabelsen indrettet Livet her. Vi kunde nævne mange Ting, dog kun nogle enkelte. Vilde ikke baade Sædeligheds-, Be­værter- og Retsvæsenets Love paa flere Punkter have set anderledes ud, om Kvinden havde været med, da de blev givne. Vi forstaar ogsaa, at den Kvinde, der siger: det offentlige Liv kommer ikke mig ved, er blind. Hvad kan en Moder være for sine Børn, naar det Liv, som Børnene skal ud i, er Moderen fremmed. Lad os se Sandheden lige i Øjnene, der gaar for meget tabt, om vi lukker Øjnene i for Tidens Krav. Har vi ikke Sans for andet end for, hvad der rører sig indenfor Hjemmets Vægge, da begaar vi Synd, selv om vi giver vore Børn den bedste Pleje, baade aandelig og legemlig. Spørger vi saa, er der da ingen Fare ved Kvindens forandrede Stilling, saa maa vi svare, jo der er, Farerne er store og vi ser dem. Selvstændighedstrangen og Kravet om Medbestem­melsesret kan saa let svinge over til den for­kerte Side. Stærkest mærkes det overfor de unge Kvinder. De fremskudte og vellønnede Stillinger har en stærk Tiltrækningskraft paa dem; dels det vellønnede Arbejde og saa mere Frihed. Dog den største Grund tror jeg ligger deri, at Hjemmets Arbejde ikke er respekteret, som det burde. Mange synes, at det Arbejde, der maa og skal gøres hjemme, er der ikke noget ved, det har de Unge tidt ingen Lyst til. Nej, saa komme til Byen, det er noget andet, faa en Plads ved et eller andet, hvor man kan faa 40 Kr. om Maaneden, det er rigtignok noget, der er bedre. Ja men er det kun 40 Kr. om Maa­neden paa egen Station, hvad bliver der saa tilovers? Fru Michelet fremdrog et Træk fra Norge, som belyste, at saadan var Forholdene paa sine Steder der. En fattig Kone havde to Døtre, der, da de var konfirmerede, skulde un­derholde sig selv. Jeg talte med Moderen, da jeg hørte, at de havde faaet Plads paa en Sy­stue; de skulde der have 40 Kr. om Maaneden paa egen Station. Jeg sagde til hende: „De skulde da have ladet deres Piger komme i et godt Hjem i Stedet for." Nej det gav ikke saa meget i Løn. Jeg foreholdt hende da, at de fik jo da baade Kost og Ophold, samt fri Vask. Da kom den egentlige Grund. Pigerne havde ingen Lyst, det var finere at komme til Byen, og der havde de mere Frihed. Ja det er sandt, men hvad bruger de Unge tidt deres Fritid til?

Eller ogsaa vil de lære et Haandværk, saa de siden kan ernære sig. selv; tidt gaar det saadan, at naar de faar udlært, (ja mange før), gifter de sig, hvad saa? Da maa Manden betale Lære­pengene. Den Tid, som Kvinden har ofret paa at. blive uddannet til Haandværker, er paa mange Omraader spildt. Og hvad duer den Kvinde saa til i sit Hjem. Skal dette forebygges, da maa Hjemmene træde til. Lad kun de unge lære alt, hvad de har Lyst til, ja lad os hjælpe dem frem det bedste vi formaar, den bedste Uddannelse er ikke for god for Hjemmene. Men een Ting maa vi afgjort forlange af vore Pigebørn, at hvad der nødvendigt hører til, for at bygge et Hjem op, det maa de lære. Vil nogen sige, det er ikke let, naar de Unge ikke har Lyst dertil, svarer jeg, det er sandt, men det skal udføres. Og her maa vi Mødre selv gaa foran, vi maa selv hæve Hjemmets Arbejde til det, det er værd, saa vil ogsaa Børnene faa mere Lyst. Vi maa ikke alene sige til vore Børn, men ogsaa vise dem det, at alt Arbejde er hæderligt og stort, blot det gøres med Troskab. Det alene kan Kristendommen hjælpe os til, Her gælder det, kun hvad man selv har modtaget, kan man give til andre.