Apropos Barnemordsagen!

Mon der i hele København findes en eneste tænkende Kvinde eller en eneste Moder, hvad enten det nu er en af de lykkelige, der sidder ved Hjemmets beskyttende Arne og hygger om sine smaa, eller en af hine, der af den ubarmhjærtige Samfundslov er, var eller bliver tvunget til at sætte sit smærtefødte Barn i en af disse gyselige "Englefabriker", uden hun i sit Hjærte er forfærdet og med Gysen spørger sig selv og andre: "Hvad kan der dog gøres, hvorledes skal vi bære os ad, hvorledes kan der straks gøres Forsøg paa at forandre disse Tilstande?"

Ja, hvorledes?

Et Hittebørnshospital. Jo vist! Det har vi haft for næppe hundrede Aar siden, stiftet af Dronning Juliane Marie; men det bestod ikke længe. Det befordrede Usædeligheden, sagdes der, og naar fattige Folk havde for mange Børn og for lidt Brød, saa lagde de et af dem i Skuffen, trak i Klokken og lod saa Staten føde og klæde det. Men vor Stat bør ikke befordre Usædelighed, og den følte sig for fattig til at tage sig af alle de mange Børn, og derfor gik Hittebørnshospitalet ind, Klokke og Skuffe forsvandt fra det store Hus ude i Amaliegade.

Men som Aarene gaar, bliver Befolkningen større, og der fødes flere og flere ulykkelige Børn, hvis Mødre er nødte til at skjule sig og dem.

Vi er i det nittende Aarhundredes sidste Aartier ikke komne et Fjed længere ind paa den humane Tankegang, der i moralsk Henseende dømmer Kvinden lige med Manden. Et Fejltrin er hos Kvinden en Forbrydelse, der i dets Konsekvenser - Barnet - mærker hende for Livstid og sætter hende udenfor det gode Selskab, hvis hun ikke formaar at skjule sin Skam og føde i Løndom. Manden, i bedste Fald hendes medskyldige, dømmes ikke, fordømmes ikke, han har Lov til at have hede Sanser og varmt Blod.

Men det lille uskyldige Barn, som Staten ikke har Raad til at give Føde og Klæder, og som Samfundsloven tvinger Moderen til at give fra sig, skal anbringes - og saa fremkommer Englefabriker og Englemagersker.

Derfor maa der handles straks. Det vilde være taabeligt at lægge Hænderne i Skødet og vente paa Hittebørnshospitalet. Vi maa rejse os, alle Kvinder, alle som én, og Borgermester og Øvrighed maa staa os bi. Vi maa organisere os og føre Tilsyn med hver en Plejemoder. Vi maa ikke lade os blænde af søde Ord og venlige Lader, men fast og mildt maa vi se med egne, skarpe Øjne, maa fordre alle Døre aabnede for vort Blik. Vi maa - alle Klasser, fra de ringeste til de højeste - mælde os frivillig til Tjeneste, og ingen Plejemoder maa nogen Dag være sikker for, at vi vil aflægge hende Visit. Hvad det nu nuværende Tilsyn fører til, har vi jo nu set. Vi maa ikke give Vink om vort Komme, ikke have nogen bestemt Dag, men falde ned som en Bombe, naar det mindst ventes.

Hvis Kvinderne vil vise deres Indignation og Medynk i mere end Ord, da træde de sammen en masse, søge Tilladelse af Øvrighed til at turde inspicere, og de tøver ikke. Dette til Overvejelse!