Sidste Uge.
Rigsdagen. Saa har vi Rigsdagen samlet igen. Paany skal vi have den Fornøjelse at høre denne Samling af lutter Mandfolk bestemme over, hvad der skal være Lov og Ret for os Kvinder, mens vi mer eller mindre lytter til fra vor Plads i Damelogen.
Man maa tage sig i Agt der nede i Rigsdagssalen. Siden vi har begyndt at øve os i Gymnastik og har lært, at vi med en Smule Energi og Udholdenhed kan disciplinere vore Muskler og Nerver til at sætte over Forhindringer, vi før ansaa for uoverkommelige, se vi snarest med et medlidende Smil paa den Smule Skranke, der adskiller os fra selve Rigsdagssalen. En Dag gør vi Springet og dhrr.
har os saa i deres Midte. Og skulde man surmule en Smule til at begynde med over vor Entré, saa vil vor naturlige Elskværdighed og Ævne til at fængsle Manden sikkert ogsaa dér gøre det af med alle de gnavne Ansigter. Vi vil alle - muligvis med Undtagelse af gamle Rosen og Hr. Lars Dinesen - blive modtagne med lutter Smil og Velkomstord. Indtil da ønsker vi af et oprigtigt Hjærte, at Mændene maa baade have Lykken og Forstanden med sig i Rigsdagssalen.
L. N.
Landstinget vil rimeligvis i denne Samling drage mest Opmærksomhed til sig. Et af Tingets ny Medlemmer, Højesteretssagfører Oktavius Hansen, sendte allerede den første Dag en saa vældig Salve over Minister Estrup, der trods Lovens Fordringer havde ladet sig vælge i Randers, endskønt han bode i København.
Gid Hr. Oktavius Hansen vil tale lige saa træffende og vittig, naar Kvindernes Sag kommer for i Landstinget.
Naturligvis havde Ministerens Venner nok til at forsvare hans Færd. Thomas Nielsen og Jørgen Pedersen behøvede saamæn ikke ogsaa at have lagt deres demokratiske Stemmer til.
