Tilsidst.

Efter "Dalmaren".

Langt udenfor Byen i et af de tættest befolkede Arbejderkvarterer bode hun - "Strygekaren" som hun kaldtes af Naboerne.

Manden var død og nu havde hun kun sin lille Dreng at arbejde for.

Det var undertiden strængt nok; ti her ude bode ikke mange rige Folk, og for Arbejderen er fin Vask og stivet Tøj Luxus. Derfor hændtes det ofte, at hun var arbejdsløs, og saa fik de tunge Bekymringer for Brødet Magt over hende.

Idag stod hun dog i sit lille Kammer og strøg med Fortvivlelsens Mod, ti det var snart Midsommer, og saa vilde alle svinge sig i renvaskede Kjoler og stivet Lintøj.

Frem og tilbage gik Strygejærnet. Luften herinde var kvalm og trykkende af Osen fra Jærnene. Vinduet var aabent og i Gaarden legede smudsige og lasede Børn med itubrækkede Kasseroller, hankeløse Kopper, Flaskeskaar og andre Ting, som Fattigmands Børn kan anse for Rariteter.

Midt iblandt disse Børn stod Vaskerkonens lille Dreng. Han var saa fin og ren, og med sit søde lille Ansigt, sin ranke Holdning og sit smukke Væsen lignede han en Prins, syntes Moderen.

Saa travlt hun end havde, kunde hun dog ikke lade være at kysse paa Fingeren ad ham. Derpaa tog hun det glohede Jærn fra Strygeovnen, prøvede det paa en hvid Lap, hvorefter hun i sikre og rolige Tag førte det over den rene Bomuldskjole, medens hun fortsatte sine Drømme om sin elskede Drengs Fremtid. Moderkærlighedens Trylleglans faldt over disse Drømme, derfor fik de en poetisk Glans selv hos denne tarvelige Kvinde. I de fattiges Drømme er der ellers kun én Tanke - Brødet.

Endelig var Arbejdet endt for den Dag. Klokken slog ét i Katrinekirken, da Vaskerkonen lagde sit trætte Hoved til Hvile for nogle faa Timer.

Hendes lille Dreng havde allerede længe slumret sødt uden Anelse om Moderens haarde Kamp og Møje.

Fortsættes.