« Tilbage til søgeresultaterne
Nye Bøger
Elna J. Panduro: Det seksuelle Spørgsmaal i Hjem og Skole. Nordisk Sundhedsforlag, København, - Tanken med dette lille Skrift er at slaa til Lyd for og vejlede i den Sag, der i de senere Aar har trængt sig mere og mere i Forgrunden: Skolens og Hjemmets Pligt til at oplyse og vejlede Børnene paa et Omraade, der hidtil i altfor høj Grad har været henvist til „den indbyrdes Undervisning" eller til Besked fra Personer, der var en saa vanskelig Opgave lidet voksne.
Bogen indeholder ikke blot en letfattelig Forplantningslære og mange gode Raad af forskellig Art, men den berører ogsaa Prostitutionen, Kønssygdomme, den hvide Slavehandel og Arvelighed, ligesom der bag i Bogen er nogle fortræffelige Illustrationer.
Det er en god Vejledning for Mødre og Lærerinder. Sproget forekommer een undertiden lidt naivt, men dette hidrører imidlertid fra, at Forf. tænker sig større Partier ligefrem forelæst Børnene.
Det er at haabe, at mange Mødre og Lærerinder vil tage mod den Hjælp, der her rækkes dem. Det er paa Tide, at vi selv tager den Sag i vor Haand.