« Tilbage til søgeresultaterne
Af K. K. F.s Historie
Det var den internationale Kvindestemmeretskongres, som i 1906 holdtes i København, der vakte et saadant Røre blandt Kvinderne ud over Landet, at selv de Kvinder, der var fuldt optagne af det direkte kristelige Arbejde i Tilknytning til K. F. U. K., Børnegudstjenesten, Dansk Missionsselskab m. m. og som Regel ikke ofrede megen Tanke paa end sige Arbejde for Samfundsspørgsmaal, berørtes deraf og - vaagnede op.
De - eller lad os lige saa godt straks sige vi, da det var disse Kvinder, som K. K. F., senere samlede under sin Fane – havde hidtil levet vor eget isolerede Liv indenfor vor snævre Vennekreds, og vi vidste ofte bedre Besked om, hvorledes den hedenske Kvinde langt borte havde det, end vi kendte til de Forhold, hvori Kvinderne i vort eget Land levede, og under hvilke mange af dem led.
Da denne temmelig pludselige Opvaagnen skete, var vi noget i Tvivl om, hvad vi skulde gøre. Vi følte, at vi frem for alt trængte til Oplysning, men da denne absolut maatte være ud fra et kristeligt Synspunkt, og da vi som Begyndere fandt, at mange af de Foredrag som Dansk Kvindesamfund og Kvinde-Valgretsforeningen lod afholde, krævede Forudsætninger, som mange af os endnu ikke var i Besiddelse af, mente vi, af vi først af alt maatte begynde paa et Oplysningsarbejde indenfor vore egne Rækker. For selve Stemmeretten turde vi endnu ikke begynde at arbejde. (Se Kr. Kvindeblad Nr. 1, 1. Aargang).
Vi nøjedes derfor foreløbig med Dannelsen af:
Udvalget til Oplysning af Kvindens Samfundspligter.
Dette Udvalg, der bestod af Pastorinde Frantzen, København, Fru Fotograf Søbye-Christensen, Tørring, med Fru Blauenfeldt, Kørup, som Formand, arbejdede dels ved Dannelsen af Læsekredse, dels ved Udlaan af Bøger og Smaaskrifter.
I Løbet af et halvt Aars Tid havde imidlertid Forstaaelsen af Kvindestemmerettens Betydning vokset sig saa stærkt blandt Læsekredsenes Medlemmer, at man skred til Dannelsen af en kristelig Kvindevalgretsforening, der under en foreløbig Bestyrelse, under foreløbige Love stiftedes under det foreløbige Navn:
Valgretsforeningen af 1908, og som først paa Delegeretmødet i Vejle i Maj 1900 fik valgt Bestyrelse, vedtaget Love og traadte frem under Navnet:
Kristelig Kvindevalgrets-Forening. (K. K. F.)
Da „Udvalget til Oplysning om Kvindens Samfundspligter" ved Begyndelsen af 1908 havde besluttet sig til at søge dannet en Valgretsforening, henvendte den sig til de forskellige større kristelige Kvindeforeninger, saasom: „Kristelig Forening for Sygeplejersker", „ Kristelig Lærer- og Lærerindeforening", „Kristne Kvinders Studenterforening" o, s. v. med Forespørgsel, om de vilde være med. Disse Foreninger har hovedsagelig Sæde i København, og da de gik med lignende Tanker, samledes disses Ledere og Medlemmer til et Møde i April, hvor Sagen drøftedes. Resultatet blev imidlertid, at de ikke mente i Øjeblikket at kunne gaa sammen med det øvrige Land, da som den senere Formand for K. K. V. skrev til den senere Formand for K. K. F.: „Københavns Interesser er meget andre end Landets." Dette Møde gav Anledning til Dannelsen af „Kristne Kvinders Vælgerforening" (K. K. V.), der var en udelukkende københavnsk Forening og kun tog Sigte paa de kommunale Valg.
For ikke at gaa i Vejen for denne Forening, der, om den skulde faa Betydning ved Valgene i en saa stor By, maatte have en saa talrig Skare af Medlemmer som vel muligt at manøvrere med, gik
K. K. F. ved sin Stiftelse og er senere bestandig gaaet uden om København. Selvfølgelig har vi modtaget de Medlemmer og Foreninger derinde, der vilde slutte sig til os, ligesom vi paa Opfordring fra Medlemmer har ladet afholde ganske enkelte Møder, men det var først efter at
K. K. V. paa et Møde i Grundtvigs Hus, 12. Oktober 1910, sluttede sig til K. K. F., at vi holdt vort Aarsmøde derinde, og selv efter den Tid har vi ikke gjort noget direkte Arbejde i København, da
K. K. V. jo med sine 6 a 700 Medlemmer ved Tilslutningen til K. K. F. bragte Københavns kristelige Kvindekredse ind i Arbejdet for Valgretten.
Foreningen havde, da den som „Valgretsforeningen af 1908" 26. Maj 1908 indmeldtes i „Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund" som en selvstændig Gruppe af fire, 63 Medlemmer. Ved Nytaar 1911 opgaves til Valgretsforbundet 22 Kredse og 1200 Medlemmer. Det sidste Tal har Foreningen holdt, indtil K. K. V. ved Slutningen af Aaret 1913 trak sig tilbage. En kristelig Virksomhed, der ikke kan opgive noget Medlemsantal, har siden 1911 staaet i Tilslutning til
K. K. F. nemlig „Kvindehjælpen i Aarhus". Af andre Foreninger, der har været tilsluttede K. K. F. kan nævnes nogle Afdelinger af „Det nationale hvide Baand", af „Blaa Kors", en D. M. S. Kvindeforening og „Kristne Kvinders Valgretsforening" i Hellerup.
Af dem, der i Aarenes Løb har haft Sæde i K. K. F.s Bestyrelse, er der to, der var med at danne det første lille Udvalg, som senere valgtes ind i den foreløbige, genvalgtes i den første ordinære og senere bestandig har holdt deres Plads i Bestyrelsen: Fru Blauenfeldt, der bestandig har været Formand, og Fru Søbye-Christensen, der nogle Aar var Kasserer.
Lærer Østerby, Grønfeldt, indvalgtes i Bestyrelsen ved Dannelsen af „Valgretsforeningen af 1908", og har beholdt sit Sæde der lige siden. Han var Sekretær et Aars Tid.
Fru Sophie v. der Osten, Hellerup, valgtes ind i Bestyrelsen paa Delegeretmødet i Vejle 1909. Hun var en Tid baade Kasserer og Sekretær, men da Pastorinde Riber i Sæby paa Delegeretmødet i København indvalgtes i Bestyrelsen, overtog hun Sekretærposten, som hun varetog saa længe Foreningen bestod.
Af andre, der i kortere eller længere Tid har været Medlemmer af K. K. F.s Bestyrelse, maa nævnes Pastor H.F.Poulsen, Dalum, Fru Ingeborg Agger, Holstebro, Pastor J. A. Hansen, Bredstrup, Manufakturhandler Fru Marie Sørensen, Odense, og (som Repræsentant for K,, K. V. ved denne Forenings Tilslutning), Bogholderske Frk. Ellen Lind, København.
I Aarenes Løb er der bleven afholdt en Del større og mindre Møder. Langt den overvejende Del er holdt af Formanden, men ogsaa andre har staaet os bi. Saaledes har f. Eks. Provst H. Ussing, Valby, og Præsterne J. A. Hansen, Bredstrup, H. F. Poulsen, Dalum, H. L. Blauenfeldt, Kørup,
N. P. Hansen, Odense, Indre Missionær Søren Bech, Esbjerg (nu Odense), Lærer Østerby, Grønfeld, og Frk. Gautier, Skovtofte, m. fl. talt, særlig ved større Møder.
Den, der foruden Formanden har gjort det betydeligste Arbejde som Taler ved Møder, ordnede af
K. K. F., er Professorinde Michelet, fra Norge. Aar efter Aar har hun gjort os den Glæde at imødekomme vort Ønske om at holde sine inspirerende Foredrag rundt om, hvor K. K, F. havde vundet Fodfæste. Gang paa Gang har Kredsene bedt Fru Michelet om at komme igen, og en stor Del af K.K.F.s gode Indflydelse skyldes sikkert hendes alvorlige, vækkende Ord.
Spørger vi, hvad K. K. F. har udrettet i sin forholdsvis korte Levetid, saa er dette selvfølgeligt ikke saa let at bedømme fra saa nært Hold. Imidlertid er der dog forskelligt, der straks falder en i Øjnene. Den har først af alt staaet som et ,”Modsigelsens Tegn" indenfor en Kreds af Kristne, der gennemgaaende mente, at troende Mænd maaske nok maatte - dog med en vis Forsigtighed - tage Del i det kommunale og politiske Liv, men Kvinderne slet ikke. Og dette „Modsigelsens Tegn" har fremkaldt megen Diskussion for og imod baade paa K. K. F.s større Møder og endnu mere i private Kredse; Som kristelig Forening har den formaaet at faa Kvindesagen belyst og forhandlet i Missionshuse og det i en Kreds, der ikke vilde gaa til almindelige Kvindesagsmøder. i Vi mindes
f. Eks. Møderne for fuldt Hus baade i Vejle og Esbjerg, ved hvilken Lejlighed der f. Eks. paa det sidste Sted fremkom Udtalelser, der røbede en saadan Uvidenhed og Mangel paa Forstaaelse, at det maa betragtes som et Gode at de ikke blev optegnede.
Paa de internationale Kvindestemmeretskongresser i Amsterdam, London og Stokholm, har Foreningen været repræsenteret ved sin Formand, der de to Gange tillige var indbudt som Taler. For selve Landet, hvori Kongressen holdtes, havde det navnlig i Holland sin store Betydning, at man saa, at der var troende Mænd og Kvinder i Danmark, der virkelig ansaa Kvindesag og Kvindestemmeret for noget, der ikke var i „Strid med Guds Ord". I dette Land er de kristelige Kredse nemlig gennemgaaende yderlig konservative, hvorfor man ogsaa finder Kløften mellem Kristendom og Fremskridtsvennerne ualmindelig dyb. Paa Initiativ af K. K. F.s Formand blev der af en af de stedlige Landsforeninger for Kvindestemmeretten under Kongressen arrangeret et Møde i Koncertpalæet i Amsterdam med Talere fra 8 forskellige Lande, hvor Kvindestemmeretten belystes fra et kristeligt Synspunkt. Nogle Dage efter gentog K. K. F.s Formand sit Foredrag dér paa et stort Møde i Haag. Det, der gjorde Indtryk paa den troende Kvinde i Holland, var, at en af „deres egne", der tillige stod midt i Arbejdet for Hedningemissionen, havde kastet sig ind i Bevægelsen. Baade den Gang og adskillige Gange senere har troende Kvinder dernede, efter at have raadført sig med
K. K. F.s Formand sluttet sig til de stedlige Kvindestemmeretsforeninger. Kløften er ogsaa nu begyndt at jævnes noget, og vi har jo set, at den hollandske Dronning, der er en meget varm Missionsven, og som under Kongressen i Amsterdam ikke viste Spor af Sympathi, i den senere Tid begynder at vise Sagen Forstaaelse.
I Sverrig er man langt videre fremme end i Danmark. Det var i K. F. U. K.s store Sal under Forsæde af K. F. U. K.s Landsformand, at det kristelige Møde for Stemmeretten her holdtes.
I England - Mrs. Butlers Land - stod der, da Kongressen holdtes i London, Skarer af troende Kvinder i de forskellige Stemmeretsforeninger. Den kendte Præst, Dr. Scott Holland, talte ved det store kristelige Møde i St. Paulskirken. Siden den Tid er der i England dannet 4 kristelige Kvindevalgretsforeninger.
Til Kongressen i Buda-Pest i Fjor var det Tanken, at Østens Kvinder - Kina, Indien o. s. v. - for første Gang skulde sende deres Delegerede. Det lykkedes imidlertid ikke for dem denne Gang at give Møde personlig. Men næste Gang - -. Lederne af denne Kongres havde anmodet K. K. F.s
Formand om at være dem behjælpelige med at ind byde fremragende troende Kvinder til at deltage i Kongressen. De vilde da opfordre enkelte af dem til at tale ved de store offentlige Møder. Der skete Henvendelse f. Eks. til Mrs. Creighton, den Gang det eneste kvindelige Medlem af
Edingburg-Fortsættelseskomiteen, der desværre var forhindret i at komme men som udtalte Sig meget sympathetisk for Sagen. Derimod sendte bl. a. den „engelske Kirkes Forening for Kvinders Stemmeret" to Delegerede.
Naar Kvinderne fra de hedenske Lande i Fremtiden sender Delegerede til de store Kongresser, vil de ogsaa der møde Repræsentanter for Foreninger, hvis Medlemmer netop som Kristne vil være med at løse deres Medsøstres Baand, af hvilken Art de saa end er. De store engelske Foreninger, (der ikke fandtes, da K. K. F. dannedes), vil med deres dygtige og tiltalende Talere bedre kunne løse denne Opgave en den lille danske K. K. F.
Kristeligt Kvindeblad bør heller ikke glemmes. Saalænge Kvindesagen var ilde lidt i troende Kredse, havde Bladene sjældent Plads til Artikler om denne Sag. Der er kommen Ting frem her i Bladet, der burde f rem; Meget er i nu forandret. Er en Opfordring fra „Kristeligt Pressebureau" til K. K. F.s Formand om Artikler om den kristelige Kvindebevægelse ikke f. Eks. et glædeligt Tidens Tegn?
Og den stille Indflydelse, der bevirker, at de, der ser til og klogelig holder sig udenfor Striden, efter moden Overvejelse - ikke slutter sig til Foreningen - men ganske stille handler i dens Aand, som om de altid havde været paa den Side, har den ikke ogsaa sin Værdi? For fem Aar siden fandt man det i visse Kredse aldeles ukristeligt, at en Kvinde talte i en Kirke. Nu sker det og averteres endog uden Protest. Troende Kvinder i fremskudte Stillinger indenfor det kristelige Arbejde sidder i Byraad og Sogneraad, ja, vi hørte endog for nylig, at i et Menighedssamfund paa Landet, fra hvilket man i 1907 undlod at sende en Repræsentant fra Kvindeforeningen til D. M. S.s Kvindemøde i Randers, fordi man frygtede for, at det kunde være i „Strid med Guds Ord", dér sidder nu Lederens Hustru i Menighedsraadet.
K. K. F. har været Banebryder. Banebryderes Tid varer ikke bestandig. Vi haaber at have Ret i, at den er omme nu. Vi skylder de to store Landsforeninger en Tak, fordi de i os aldrig saa en Konkurrent, men forstod, at vi kun vilde søge at bryde Vej der, hvor de ikke formaaede det. „Dansk Kvindesamfund", der med sit fyldigere Program stod os nærmest, har altid vist os megen Velvilje og Imødekommenhed; det vil sandsynligvis ogsaa blive i denne Forenings Blad, at vi i Fremtiden vil tales ved igen.
