« Tilbage til søgeresultaterne
De kristnes Pligt
Af Fru Katharina Waugh Mc. Cullock. Fredsdommer i Evanston, N. Amerika.
(Sluttet).
Disse Ordsprog, der var til, før man havde Bøger, gik fra Mund til Mund, fra Slægt til Slægt Forældre lærte deres Børn dem, og disse lærte dem atter til deres Smaafolk. Utvivlsomt lærte Maria ogsaa Jesus disse og mange andre Skriftord og Salmer efter jødisk Skik og Brug. Marias egen Lovsang vidner om, at hun var en Kvinde, der var besjælet af ædle Tanker, Kærlighed til sit Land og Folk og en inderlig og stærk Tro paa Gud, og at hun havde en god Forstand. Maaske har hun bidraget sit til, at Jesus kom til at sætte Kvinderne saa højt. Aldrig har han i Ord eller Gerning behandlet dem, som om de var mindre Værd end Mændene.
Til Kvinder gav han den første Befaling om at forkynde hans Opstandelse for Folket. Ikke alene Maria, men ogsaa mange andre Kvinder var blandt den første kristne Kirkes trofaste Arbejdere. Der var Kvinder blandt Tilhørerne, og der var Kvinder blandt dem, der forkyndte Ordet og dem, der profeterede.
Paulus, Menighedens store Fører, har talt meget om Slavernes Frihed og gode Behandling. For ham var alle Mennesker lige, enten dette Menneske saa var Slaven, Onesimus, eller Læreren, Philemon. Paulus lærte, at der ganske vist var Slaver og frie Folk til, men at overfor Kristus var de alle lige. Han erkendte og opmuntrede Kvindens Arbejde i Kirken, Blandt de Kvinder, som Paulus anbefaler og mindes med Ærbødighed er: Pbøbe; Priscilla; Maria; Junia; Tryphena; Tryphosa; Persis; Rufus’s Moder; Julia; Nereus’s Søster (Romerbrevet); Claudia (2. Tim.) og Appia .(Philemon).
Nogle vil hævde, at Paulus var saa meget imod, at Kvinderne forkyndte Ordet; og at han paalagde dem alt muligt ringe Arbejde. Naar man imidlertid læser hans Breve opmærksomt igennem, vil man lægge Mærke til, at han kun har søgt at føje sig efter de Skikke, der paa hans Tid fandtes blandt de østerlandske Folk, og at da han blot foreskrev en Maade, hvorpaa de Kristne kunde bære sig ad, saaledes at de vakte mindst Anstød. Han anerkendte fuldtud Kvinderne som Prædikanter, der hvor han raader dem til, at holde Hovedet dækket, naar de prædiker eller pofeterer (1. Cor. 11, 5), eller naar de beder (V. 13), for derved ikke at støde an mod østerlandsk Skik og Brug. Det Hverv, han overdrager Phøbe, der har ydet ikke alene ham, men mange andre Hjælp og som tjente Kirken i Kenkreæ sandsynligvis som Diakon, og hans gentagne Forskrifter til Priscilla, der lærte Apollo at prædike, viser dog ganske tydeligt hans Holdning overfor troende Kvinders værdige Udførelse af de hellige Handlinger. Det er sandt, at han gav de korinthiske Kvinder Raad om, hvorledes de skulde være klædte, naar de prædikede eller bad, og ligeledes gav han dem Formaninger om, at de skulde være stille, det kunde ikke gaa, at de sad og snakkede i Kirken. Det vilde jo ogsaa være ganske upassende, om Mænd eller Kvinder gjorde det nutildags.
Vi maa indrømme, at det lyder noget underligt i Retning af Logik og Kendskab til de rent legemlige Forhold, naar Paulus i sin Anvisning om, at Kvinderne skal bedække deres Hoved, begrunder dette med, at Manden ikke er af Kvinden, men Kvinden af Manden. Ikke en eneste Kvinde undtagen Eva er dannet ud af en Mand, men siden den Tid er alle Mænd fødte af Kvinder.
For Aarhundreder tilbage talte Job og senere Jesus om „Manden, der er født af Kvinden". Hvilke Slutninger man nu saa siden vil uddrage af Paulus’s Ord, dette at Kvinderne er fødte af Mænd, kan han da ikke have ment Hvad han nu end har tænkt paa dermed, saa talte han i denne Sammenhæng til de korinthiske Kvinder, og dette kan da ikke gælde Nutidens Kvinder, der lever under ganske andre Forhold. Naar vi læser Pauli Breve, saa aander der gennem dem alle hans store Kærlighed til Frihed og Retfærdighed, der uden Tvivl vilde stille ham ved Siden af Mænd som Stuart Mill, Jakob Bright, Abraham Lincoln, William LIoyd Garrison, Præsident Rosevelt og andre Mænd, der har kæmpet for Kvindens Frigørelse.
Apostelen Peter bliver ofte paa Grund af hans Ord om Underdanigheden, stillet blandt vore Modstandere, som om han dermed havde sagt: „Kvinderne maa ikke stemme". Men Stemmeretten har ikke noget at gøre med Lydigheden mod vor Ægtefælle. Vi kan være lydige mod ham eller lade være, selv om vi ingen Stemmeret har. Ingen Stemmeret at have er meget værre, end at maatte vise Lydighed mod vor egen Mand. Det første betegner nemlig, at „vi maa lyde Love, der er lavede af andre Kvinders Mænd". Hvis Petrus havde sagt, at alle Kvinder altid skulde lyde alle mulige Mænd, der var alle mulige andre Kvinders Ægtefæller, enten de saa er fordrukne eller afholdne, ærlige eller, Snydere, kydske eller vellystige, oplyste eller uvidende, gode eller onde, troende eller ugudelige, se da var sikkert det Petrus skrev, ikke indblæst ham af Gud; Men det sagde han jo heller ikke. Og selv den bedste Mand nutildags kan vel en Gang imellem tage Fejl og komme til at forlange det af sin Kone, som selv den bedste, frommeste og lydigste Kone ikke mener, hun kan forsvare over for Gud at lyde ham i.
Regeringen straffer ikke længere Mændene for det, deres Koner gør galt; Kvinden maa selv tage Straffen. Hvis de er forstandige Kvinder, overvejer de først, om det er Ret at handle saaledes, førend, de adlyder.
Petrus, der selv fandt det saa vanskeligt at være taalmodig og underdanig, fremhævede Underdanigheden som en Hoveddyd: Værer al menneskelig Orden underdanig - det være sig Konger - det være sig Statholdere. Viser Kongerne Ærefrygt. I Tjenere, værer Eders Herrer underdanige. De yngre maa stadig underordne sig de ældre. Ifører Eder alle Ydmyghed, for at I bedre kan tjene hverandre. Naar man vil fremhæve Petrus som en Autoritet; hvad Kvindernes Underdanighed angaar, saa kan Kvinderne som Svar derpaa anføre Petrus’s Ord: ”Ifører Eder alle Ydmyghed mod hverandre”. Nutidens Kvinder, der har taget akademiske Grader, der er Ledere af de store Samfundsreformer, er anderledes end Størsteparten af Kvinderne paa Paulus’s og Petrus’s Tid.
Vi søger nu at udføre i Praksis det, som deres Skrifter lagde Grunden til, og i deres Aand forandre Love, Sæder og Skikke i de Lande, som vi lever i. Vor kære gamle Frk. Susan Anthony kan meget godt for 30 Aar siden have raadet en ung Dame til at gaa med den eller den Dragt, som man brugte den Gang, men vi der elsker og ærer hende gaar dog ikke i Troskab mod dette Raad i den samme Dragt endnu den Dag i Dag. Naar vi læser hendes Udtalelser fra den Tid igennem, hænger vi os ikke ved, at vi skulde bære den eller den Dragt, men vi forstaar, at hun mente, at vi, der arbejdede for Kvindestemmeretten, skulde klæde os tarveligt og tækkeligt. Naar vi stiller os Kristi Forbillede for Øje og husker paa Pauli Ord, at overfor Kristus er der ingen Forskel paa Mand og Kvinde, men at vi alle er et, og paa Petrus’s Ord til Ægtefæller og andre, at vi alle er Arvinger til Livet og Frelsen i Kristus og skal være et i Aanden, maa vi tænke over, hvad vi nu kan gøre, for at vore nuværende Samfundsforhold kan blive bedst indrettede i Evangeliets Aand.
Først maa vi indrømme, at det er Kristendommen, der allerede til Dels har hævet Kvinden op af Hedenskabets Fornedrelse og de mørke Aarhundreders Slaveri Men den har endnu ikke bragt Kvinderne den fulde Frihed til Selvudvikling og til at hæve sig. Den har endnu ikke gjort Kvinden til Mandens politiske Ligestillede.
Kvinderne bør sammen med deres Mænd raade over deres Børn. De bør have samme Raadighed over Familiens Indtægt som deres Mænd. De bør have samme Løn for samme Arbejde. Enhver Skole, enhver Bestilling; bør staa aaben for dem. Skilsmisse bør for dem kunne faas paa samme Betingelser som for Mænd. Love bør beskytte mod Udbytning ligesom mod Overfald af Mænd, og disse bør straffes strængt derfor. Kvindefængsler bør have kvindeligt Personale, og Børn, der lider ondt, bør beskyttes.
Alle disse i høj Grad ønskelige Reformer kan kun naas gennem Kvindestemmeretten, og for at skaffe Kvinderne denne Ret, maa Kristenfolket slutte sig sammen.
De kristne hersker i alle europæiske Lande, i Nord- og Sydamerika, i Australien og i store Dele af Afrika og Asien. Naar først Kristi Aand faar Lov at gennemtrænge de Love, der vedrører Kvinderne, da skal Frihed og Ret komme til Højsædet i Landene, og da skal det blive de troende Kvinder muligt sammen med de troende Mænd at bringe „Fred paa Jorden og Guds Velbehag over Menneskene"; da skal de faa Lov at virkeliggøre det Budskab, der gennem Englesangen for
19 Aarhundreder siden tonede ud over den faldne Jord.
