« Tilbage til søgeresultaterne
Forholdet mellem Forældre og Børn før og nu.*}
*) Artiklen er udarbejdet for et større Værk: Danmarks Kultur i 19. Aarhundrede; den offentliggøres her i en lidt ændret Skikkelse og med Udgivernes Samtykke.
I.
Den pædagogiske Storm, Rousseau havde rejst i forrige Aarhundrede, naaede først gennem Tyskland herop; og som mange af den Tids Reformbevægelser begyndte den fra oven. Den lille Kronprins Frederik maatte allerede, inden han var fire Aar, sulte og fryse paa Struenses Anordning. Det gjaldt at hærde Børnene baade legemligt og aandeligt. I den foregaaende Tid var man, som Biskop Mynster bemærker i Anledning af sin egen Opdragelse, gaaet ud fra den Opfattelse, at Barnenaturen var i Bund og Grund fordærvet. Rationalismen rokkede vel denne Opfattelse, men overvandt den ikke; og endnu langt ind i dette Aarhundrede var Opdragelsen urimelig streng.
Løsenet var: Pligt, Dyd, Moral; disse Ord blev, siger Frederik Hammerich, (født 1809) gentaget saa ofte, at man blev led ved dem. Af Pligt bankede Forældrene da Børnene, om end det sved dem selv i Hjertet. Som en fattig Kone udtrykte det, da hun pryglede sin artige lille Pige for Katekismuslektie: Pryglene skal hun have, saa hellere faa dem af mig end af fremmed.
En nu 8o aarig Præstedatter siger: jeg kunde ikke forstaa det, naar min Moder, inden hun straffede mig, sagde: jeg er, nødt til det. Hvorfor var hun nødt til det? - Frøken Arnesen-Kall (født 1813) havde som 14aarig Skolepige deltaget et harmløst Drilleri mod en Lærerinde. I Hjemmet straffede man hende derfor med ensomt Fængsel og halv Kost saa længe, til man en Dag fandt hende besvimet og dødssyg. Selv Hammerich, der fik en ualmindelig kærlig og omhyggelig Opdragelse, klager over, at hans Faders mange urimelige Forbud tvang Nødløgnen frem hos ham.
Efter alles Vidnesbyrd - blandt andre Ingemanns - gjorde den alvorlige Opdragelse intet Skaar i Børnenes Kærlighed til Forældrene; men een Ting gik det dog ud over: Fortroligheden. Bondesønnen Ole Nygaard (født 1827) fortæller, at naar han og hans Søskende ventede Straf, bad de - ikke Forældrene om Eftergivelse af denne - men Vorherre, at han vilde mildne den, saa at den ikke skulde blive dem for streng. At tale til Forældrene uden at være spurgt faldt ikke Børnene ind, aldrig sad de ned i Forældrenes Nærværelse, selv ikke naar de spiste, og aldrig brugte de det fortrolige du i Tiltale. De ældre benyttede ogsaa en vis stiv Tone over for de unge. Kontreadmiral Sneedorfs Moder tiltaler i et Brev sin halvvoksne Søn „Kære Sneedorf". Hauchs Farbroder begyndte at sige De til ham, saa snart han var bleven Student. Man maatte holde paa Formen, mente han, paa en Tid, da der var saa lidt Ærbødighed i Ungdommen. Der var dog altid saa megen Ærbødighed, at det hindrede Forstaaelsen.
Mens Hauch (født 1791) endnu var Barn, bad hans Fader ham en Gang, da han havde straffet ham med Urette, højtidelig om Forladelse. Drengen var imidlertid saa overvældet af det usædvanlige i Situationen, at han ikke kunde sige et Ord, blot græde; og Faderen opfattede dette som stiv Trods, hvilket endnu mange Aar efter synes at nage den gamle Digter.
K. P. Paludan Müller (født 1805) huskede det som noget helt usædvanligt, at hans Moder - hans Moder! - en Gang, da han havde stukket sig paa et rustent Søm, havde taget ham paa Skødet og kærtegnet ham.
II.
Den Tvang, som Børnene maatte paalægge sig i Forældrenes Nærværelse holdt de sig skadesløse for, naar de kom uden for deres Rækkevidde. Forældrene ansaa det ingenlunde for nødvendigt altid at vaage over deres Børn. „Vi var," siger Mynster, „naar Forældrene var i Selskab og ved andre lignende Lejligheder, ganske overladte til Tjenestefolkene."
Steffens (født 1773) syntes heller ikke videre godt om, at Pigen i hans Hjem havde den Opgave at opsummere hans Forseelser, som Faderen da ved Lejlighed kvitterede for med en Generalafstrafning. I en Præstegaard paa Lolland var der 22 Børn, for ikke at faa for meget Rend med Dørene, vænnede man de smaa til at vente paa Lejlighed og kun passere under Vingerne paa en voksen eller naar 3-4 af dem var samlede.
Under mindre gode Forhold blev denne Opdragelse tit rent ud til Forsømmelse.
Præsten Junge (1798) fortæller saaledes, at han engang fandt en 11aarig Bondedreng døddrukken i en Grøft. Han vendte tilbage for at underrette drengens Moder herom; men hun svarede blot; Lad ham ligge, det er ikke første Gang. Blicher giver i Novellen „Ak, hvor forandret" et trist men ikke usandfærdigt Billede af en Præstegaard paa Landet, hvor Faderen staar paa Møddingen, Moderen Køkkenet, og Børnene føjter om, som de kan bedst.
Medaillen har dog ogsaa en anden Side: Tjenestefolkene følte den Gang langt mere Ansvar for Børnene end nu og havde ofte en gavnlig Indflydelse paa dem. Grundtvig mindes jo saaledes med Rørelse den gamle Magdalene, „som, før man det troede, fra bister blev mild." Hammerich anfører som dem, der i den tidlige Ungdom havde paavirket ham ideelt, sin Moder, sin Barnepige og Oehlenschläger. Under Trykket fra oven sluttede Søskende sig ofte meget nær sammen. Brødrene Ørsted var et Eksempel paa et saadant varmt og inderligt Søskendevenskab.
Børnene blev selvhjulpne og nøjsomme. I det velhavende Hammerichske Hus havde de ikke andet Legetøj, end hvad de selv forfærdigede, og ikke andre Lommepenge, end hvad de erhvervede ved at undvære Sukker i Te, de saakaldte Sukkerpenge, som endnu midt i Aarhundredet var en Indtægtskilde for Børn. At man derved berøvede dem den væsentlige Næring ved Teen, tænkte man ikke paa. Fornøjelserne var heller ikke overdaadige. Juletræer saa man sjældent. General Holten (født 1817), opdraget ved Hoffet i Odense, kendte intet saadant. Hammerich havde kun set et ved en Fest i den hernhuttiske Menighed. Professordatteren Marie Reinhardt (f. 1819) blev derimod tillige med sine Søskende hvert Aar overrasket med et dejligt Juletræ. Der var dog en karakteristisk Forskel mellem dette og Nutidens. Børnene fik ogsaa den Gang smukke Gaver, men ingen tænkte paa, at de kunde give noget tilbage. Den Frøbelske Tanke, at Børnenes Vilje og Handlekraft udvikles ved mange smaa Indøvelser i praktisk Arbejde, hører den nye Tid til. Det hed den Gang: Man kan, hvad man skal, mens vi nu siger: Man vil kun, hvad man kan.
Det var ikke saa indviklet en Sag at opfostre Børn, som det er nu. Navnlig benyttede man mindre Hjælp ude fra. Den ovennævnte Præstedatter fortæller fra sit Hjem: Min Fader vakcinerede os, min Moder kurerede os efter en Lægebog, og min Søster underviste os. Jonas Collin (født 1776) lærte at læse af sin Moder, da han var tre Aar, at skrive af sin Fader, da han var fire, og at regne af Husets Kontorist, da han var fem. Det synes næsten, som om Skrive- og Regnekunsten var saa lidt dyrket, at man vanskelig kunde betro Undervisningen deri til de ulærde Fruentimmer. Conradine Dunker (født 1780 i Kristiania) havde ikke „dristet sig til" at skrive noget Brev i sit Modersmaal, før efter at hun var gift - Fransk skrev hun derimod -; og hun undgik længe at bruge Ord med det vanskelige Bogstav k i. Tidlig blev de unge kastede ud i Livet. H. G. Sneedorff blev i sit femtende Aar sendt som Løjtnant med et Hjælpekorps til Frankrig. Kristen Kold var kun tretten Aar, da man gjorde ham til Enelærer i en Skole. Man forlovede Conradine Hansteen (ovennævnte Fru Dunker), da hun var 14 ½ Aar, ikke længe efter, at Moderen havde „flettet Tampen" til hende og „uden at hun selv havde sagt et eneste Ord;" Aaret efter blev hun gift under samme Passivitet.
Mærkeligt, at der ofte kunde komme noget helt udmærket ud af disse unge, der uden eget Valg og næsten uden Forberedelse blev stillede over for Livets alvorligste Pligter. En Række lysende Navne fra Midten af Aarhundredet vidner herom. Men saa falder det jo rigtignok i Øjnene, at i de
allerfleste Familiehistorier fra hin Tid figurerer der en eller anden, som aabenbart ikke er kommen paa sin rette Hylde, en „mislykket Student", en „afskediget Løjtnant", en „stakkels Faster" o.lign. Der skulde stærkt Tømmer til at bære en Opdragelse, som af alle forlangte samme ubetingede Pligtopfyldelse.
