« Tilbage til søgeresultaterne
” Kvinden og Samfundet.”
Fra mange af Bladets gamle Venner er rettet en Anke imod os, som vi mener bør besvares.
Man beklager Bladets forandrede Format, ønsker det som hidtil i Hefteform, tjenlig til Indbinding. Maa vi hertil svare med en lille Redegørelse hvorfor netop dette Format er valgt. - Oprindelig gjaldt Forslaget et Tillægsblad i Udstyrelse og Format som „Udstillingstidende", der, som bekendt, fulgte med „Kv. og S." som Tillægsblad i Udstillingsaaret. Dette skulde da udgaa de tre Ugedage i Maaneden, mens Hovedhæftet blev bibeholdt i dets tidligere Skikkelse.
Ved nærmere at forhøre, ikke blot Stemningen, men hvorledes Udsigterne faktisk vilde stille sig, saavel overfor den ny Læsekreds, vi ønskede at vinde, som i al Almindelighed, set fra Forretningsstandpunktet, blev det imidlertid hurtigt klart for os alle, at et saa lille Format vilde have den aller største Udsigt til aldeles ikke at blive ænset, hverken til den ene eller den anden Side - og dermed maatte vi dog, som fornuftige Mennesker, lade den Fugl flyve. Meningen var jo dog ikke at begynde et nyt Foretagende, der maatte anses for dødt, forinden det blev sat i Gang. Fra alle Sider blev derimod fremhævet, at et Format som det nuværende vilde have de allerbedste Udsigter i enhver Henseende. Der var da intet andet Valg. Formatet er valgt af praktiske Hensyn, som vi umuligt kunde lade ude af Betragtning.
Naar man nu særlig beklager, at Bladet ikke kan indbindes og derfor heller ikke opbevares, da vidner det jo om en Interesse, som kun kan glæde alle, hvem Bladets Fremtid ligger paa Sinde, men vi maa alligevel bede alle disse gode Venner - netop for denne Fremtids Skyld - forsone sig med den foretagne Forandring. Og vil nogen endelig opbevare Bladet, da er Formatet dog heller ikke saa kolossalt, at det ikke skal kunne lægges ind i en Mappe eller indbindes alligevel. For adskillige Aar siden havde vi et Ugeblad i lignende Format: „Dansk Folketidende", udgivet af Sofus Høgsbro og Harald Holm, vistnok et af de bedste Blade vi nogen Sinde har haft i Landet; dette Blad kunde, indbindes, blev indbundet, opbevaret og gik i Arv til yngre Læsere - trods Formatet, der vistnok ikke var mindre, snarere større end „Kvinden og Samfundets".
Men skulde vore Ønsker nu ikke hellere gaa i en anden Retning? At Bladet bliver sat paa Hylden og mulig nogle Gange om Aaret taget ned og bladet igennem – har dog ikke saa afgørende Betydning som om det kunde blive Budbærer for ny Tanker, ny Idéer, der atter kunde vække ny Interesser, nyt Liv i stadig større Kredse, indtil disse Kredse en Gang kan blive store, stærke, varme og offervillige nok til at fordre noget mere, mere Plads, videre Udsigter, højere til Loftet - med et Ord: fordre et Dagblad - et eneste Dagblad til at varetage alle Kvindernes Interesser.
Den Dag vi kan tælle 10,000 Kvinder i Landet, lysvaagne og interesserede for alt, hvad der angaar Landets Ve og Vel, og som derfor heller ikke søger Roman- og Kogebogslekture for at tilfredsstille deres dybeste litterære Interesser, den Dag staar Kvindernes Sag bedre end den staar i Øjeblikket, selv om „Dagbladet" muligt skulde blive brugt til Indpakningspapir Dagen efter at det er læst.
Hvad der nu i Øjeblikket ligger for, det er da ikke at fæste sin opmærksomhed paa Formatet
som Nr. et, men det er at tage fat paa Arbejdet, enhver paa den Plads vi staar. Dersom hver eneste af „Kvinden og Samfundets" nuværende Abonnenter skaffer hver tre ny Abonnenter til, saa kan vi gaa videre, - saa vil der paa „Dansk Kvindesamfunds" næste Delegeretmøde blive stillet Forslag om ny Udvidelse af Bladet; - det ligger til os Kvinder selv, at føre vor gode Sag igennem, men da maa vi ogsaa blive mange om arbejdet.
