« Tilbage til søgeresultaterne
Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde
Minna Canths Noveller.)
(Fortsat.)
Det kom mig for, at han ikke sagde dette helt ligegyldigt. Men hans Usikkerhed ,var maaske fremkaldt af mit heftige Sindsoprør. Kanske havde han ikke Uret? Kanske laa - mod min Vilje - Mistanken og lurede paa Bunden af min Sjæl. Jeg bluedes og foragtede mig selv. Jeg maatte kvæle denne Tanke, jeg maatte rykke den op med Rode.
- Du gaar maaske først, sagde jeg, thi jeg vilde vise, at jeg var fri for enhver Mistanke. Jeg har endnu lidt at gøre her hjemme, - jeg kommer lige ned til Stranden.
- Som du vil.
Da jeg kom ned til Stranden, var de ikke komne endnu. Jeg kastede mig ned paa Grønsværet. Der havde jeg god Tid til at tænke over al muligt.
Følte jeg ikke igen et Gran af Bitterhed, fordi de ventede saa længe. Hvad frygtede jeg egentlig? At han skulde blive forelsket i Agnes? Skulde finde hende smukkere, mere indtagende end jeg?
Men det var jo saa naturligt, hvor skulde han kunne andet, han var jo ikke blind. Og hvilken Ret havde jeg til at misbillige dette? Alle andre blev jo ogsaa forelskede i hende, jeg selv ikke mindst.
Og var det fornuftigt at blive vred fordi han ikke tænkte paa Solopgangen, da han talte saa ivrigt med hende? Var det noget at undre sig over?
Vi havde levet sammen i mange Aar, jeg gav ham alle mine Tanker de bød ham ikke noget nyt eller særligt fængslende. Og dog havde jeg fordret, ,at - nej, det var urimeligt smaaligt, dumt. Forelske sig i Agnes? Opgive mig og Børnene? Nej, det gjorde han ikke. Hans Pligtfølelse vilde forbyde ham det.
Men tungt blev det alligevel at holde ham fast med Pligtens Baand mod hans eget Hjertes Tilbøjelighed. Tungt blev det hver Dag at møde hans Kulde og tungt at se hans egen indre Strid.
Skulde han nogen Sinde kunne glemme? Hvem kan sige det? Vilde han blive mere og mere ked af mig og maaske begynde at hade mig, fordi hans Frihed var ham berøvet for min Skyld? Børnene og jeg skulde blot være ham en Byrde?
Var det da ikke bedre, om han en Gang for alle forlod os. Kan hænde, at han da vilde tænke paa os med Venlighed og Ømhed, kanske tilmed savne os? Forlade os? Og rejse med Agnes til Petersborg?
Hvad var min Kærlighed, om den ikke frem for alt saa paa hans Lykke? Men vilde det blive ham til virkelig Lykke? Vilde det ikke blive et Øjebliks Sanserus, og derefter en pinlig Opvaagnen til Skam og Anger? Hvem skulde da raade ham i Ulykken ? Vilde han komme til mig for at søge Trøst? Ja, om han ikke kom, da skulde jeg opsøge ham, være kærlig og øm og bringe ham til at glemme alle sørgelige Minder, trøste ham og atter vinde hans Hjerte. Vinde det fuldstændigere end nogen Sinde før. Og vi skulde atter være lykkelige og ikke skilles førend i Døden. I Prøvelsens Skærsild skulde vi begge blive lutrede.
Jeg forestillede mig alt det, som kunde indtræffe i Fremtiden. Til en Begyndelse vil hans Kærlighed røre Agnes, hun vil vinde ham saa vidt, at han opgiver sin Familie og følger hende ud i den store Verden. Der vil hun i nogen Tid for at gøre Effekt blandt sine bekendte nyde hans Beundring, derefter kaste ham fra Haab til Mistrøstighed, og derigennem yderligere ægge hans Lidenskab. Først da opgiver hun ham og driver ham bort fra sig. Han bliver syg. Jeg opsøger ham, finder ham lidende, fortvivlet, sønderslidt uden en eneste Ven. Han er oprørt mod Agnes, taler vildt, forbander og raaber paa Hævn, raser og vil med Vold styrte efter hende. Jeg stryger sagte hans Hænder,
tørrer Sveden af hans Pande, hviske ømme og hjertelige Ord i hans Øre Han sover ind. Og naar han vaagner, kender han mig igen - vaagner og -
Saa langt var jeg kommen, da jeg saa dem komme oppe paa Bakken De talte med Liv og Lystighed. Ved Vejen laa nogle Brædder opstablede Agnes sprang op og gyngede overmodigt paa det yderste - Antti advarede og bød sin Haand til Støtte. Men hun forsmaaede den og hopped ned uden at bryde sig om hans Advarsler. Det havde dog maaske været Hensigten, at han skulde tage imod hende.
Hun satte sig ned hos mig, mens han gjorde Baaden i Stand.
- Du har det vel ligesom i Aftes Lisi ?
Nej, ikke helt.
Jeg saa hende i Øjnene.
- Virkelig, lille Lisi! Er du saa; fornuftig ?
Jeg svarede ingenting. Hun tav for et Øjeblik og betragtede mig.
- Hør - hun vendte sig om og sænkede Røsten: er du. virkelig ikke skinsyg?
- Agnes!
Jeg forsøgte at se fornærmet ud for derigennem at dølge det skyldbevidste Udtryk i mit Ansigt.
- Hvor kan du spørge saaledes?
- Det er jo en ganske naturlig Ting.
- Jeg, som fuldstændig stoler paa min Mand.
- Ja saa, af den Grund. I saa Fald advarer jeg dig oprigtigt for alle forfængelige Illusioner. Tror du virkelig, at saadanne Egenskaber som Forstand, Grundsætninger, Vilje, Pligtopfyldelse og hvad de alle hedder, at de kan bestemme over et Menneskes Liv?
- Det tror jeg aldeles sikkert.
- Hvilket stort Barn du er. Hun lo højt.
- Nej, kære. Tro ikke det. Fornuft, Vilje og Grundsætninger betyder ingenting, saa snart Lidenskaberne vaagner. Lidenskaben - den er Herre, og de andre Følelser staar hel og holdent i dens Tjeneste, om de overhovedet faar nogen Plads.
- Paa min Mand passer dette det mindste ikke.
- Jo netop, paa ham passer de aldeles ypperligt. Han har et kraftigt og tillige tungt Naturel. Tilbøjelighederne vaagner ikke let hos ham, men naar de en Gang er vaagnet, saa vokser de til mægtige Lidenskaber og da - Vorherre være med os! Ingenting i Verden kan beherske dem, allermindst hans egen Fornuft.
(Fortsættes.)
