« Tilbage til søgeresultaterne
Forholdet mellem Forældre og Børn før og nu
III
Det tredje Spørgsmaal, som jeg havde forelagt mine unge Venner, gjaldt direkte Forholdet til Forældrene. Kun 6 var gaaet paa Siden af dette Spørgsmaal. Af de øvrige 44 havde 9 fundet fuld Forstaaelse i Hjemmet; 16 havde følt sig forurettede men, mente de selv, væsentlig uden Grund. 19 syntes derimod at have bevaret et bestemt, for nogles Vedkommende ret bittert Indtryk af hvad der i denne Retning havde manglet. Een havde ofte som Barn tænkt: der er ikke een af de voksne, som forstaar mig. En anden havde følt sig misforstaaet i de ni Tilfælde af ti, saa langt han kunde huske tilbage. Een havde indbildt sig, at hun var Hittebarn, medens hendes to Søstre var de „rigtige” Børn; en fjerde vidste vel, at hvad der var i Vejen, „var kun lidt, men hun følte det som meget”. Ejendommelig nok var de yngste mest misfornøjede; de allerfleste af de 19 var under 20 Aar. Rimeligvis et Tegn paa, at Kritiken er vaagnet hos Ungdommen. Man vil maaske mene, at slige Fornemmelser er uundgaaelige. For mig staar det dog snarere som et Bevis paa, at de ny Opdragelsestanker ikke er trængt helt og fuldt igennem. De gaar ud fra Sympatifølelsen - som en af mine Korrespondenter blandt Forældrene siger. Jeg lærte Lydighed af Frygt, mine Børn har lært at lyde af Kærlighed Men det er meget lettere at spille ufejlbarlig, at være - hvad navnlig Faderen tidligere var - som Jupiter der fra Skyerne slynger sin Torden kile ud over de stakkels dødelige end at leve som Menneske bland Menneskebørn.
En anden ung Moder mener ogsaa at en Del af den gamle Ærbødighed og Lydighed mod Forældrene gaar tabt, naar man er bleven Børnenes Ven og Kammerat, men tilføjer hun jeg fortryder ikke den Del, jeg har valgt, mine Børn ser sundere paa Livet end jeg gjorde i den Alder, de er ikke saa nysgerrige og drømmer ikke saa meget om hvad Fremtiden vil bringe.
Med Hensyn til den Forkælelse, som blandt andre mange Skolebestyrere klage bittert over, da spiller det her sikkert en betydelig Rolle, at Kvinderne har faaet saa meget mere at sige i Hjemmene end tidligere. Kvinderne har lært mere end før; men de har endnu ikke lært nok, de kender ikke tilstrækkelig til Livet, og de har endnu ikke smøget af sig de Lyder, som er en naturlig Følge af deres uansvarlige Stilling i Samfundet.
Men det er dog den udviklede Kvinde, som skal føre de ny Tanker ud i Livet; og allerede det er et stort Fremskridt, at hun nu frit og aabent kan gøre sin Indflydelse gældende, i Stedet for som ofte før - som f. Eks. Hammerich fortæller om sin Bedstemor - at maatte gøre sine Børn til Gode i Smug bag Faderens Ryg.
Ikke mindre væsentligt er det, at Faderen træder Børnene mere menneskeligt nær. Det hænder, at han er den af de to Ægtefæller, som har den fineste Forstaaelse af Barnenaturen; hvorfor da ikke give den naturlige Følelse frit Løb? Lad mig nævne et saadant Eksempel paa moderlig Faderømhed. Den ovenfor nævnte Almuesmand Ole Nygaard giftede sig sin ældre Alder og fik en lille Pige, der blev moderløs ved Fødselen. Han maatte om Dagen tilse sin Forretning, et Slagteri, men om Natten vilde han ikke tillade nogen anden at passe den lille, og der udviklede sig Aarenes Løb et meget ømt Forhold mellem de to. Han levede senere - lever maaske endnu - som omvandrende Af holdsapostel; den lille Maren travede rundt med ham, saa længe hendes Fødder vilde bære hende; men ofte maatte han dog lade hende blive tilbage hos Venner. „Jeg har nu”, siger han til en Ven, „paalagt hende at beherske sig, naar jeg siger Farvel, for at jeg ikke skal have det lille forgrædte Ansigt at tænke paa”. Men Vennen ryster paa Hovedet: det er for megen Selvbeherskelse for et Barn, og Faderen lover, at for Fremtiden skal han give den lille Lov til at græde. Dette er en Hensyntagen til Barnets Følelser, som jeg mener er noget moderne og noget berettiget, om end den Grænse, der skiller det fra Forkælelse ikke altid er let at drage. En bestemt Grænse er der dog. Det forkælede og forvænte Barn er uskikket til at tage Livet op uden for Hjemmet. Derimod er den sunde Tillid og Fortrolighed mellem Forældre og Børn netop det eneste Middel hvorved den ældre Slægts Erfaringer kan overføres til den yngre.
Et sørgeligt Vidnesbyrd imod Forældrefølelsen er det uægte Barns forladte Stilling. Men ogsaa her hænder det dog nu hyppigere end før, at Faderen giver Barnet ikke blot sit Navn men ogsaa en Plads ved sin Arne sjældnere, desværre, at Moderen finder det mere stemmende med sin Kvindeære at vedkende sig Barnet end at lade det forkomme blandt fremmede.
Alligevel, hvad man kan sige om den ny Tid, saa medfører den dog en voksende Stræben efter Sandhed og Naturlighed i dette Forhold som i andre. Paa dette Grundlag tør man da ogsaa af Fremtiden vente en fuldere Forstaaelse og et inderligere Samliv mellem Forældre og Børn.
