Kritiske Bemærkninger

J. Blicher-Clausen: „Inga Heine.“

 

Naar jeg udbeder mig Plads i „Kvinden og Samfundet” for disse Bemærkninger, er det ingenlunde for at give nogen Anmeldelse af den nævnte Bog. Jeg agter hverken at indlade mig paa nogen Bedømmelse af Hand­lingens Gang eller Personernes Ka­rakteristik, og vil ej heller forsøge nogen Bestemmelse af Bogens æsteti­ske eller psykologiske Værd. Alt sligt ligger udenfor mit Fag. Jeg vil kun paavise en utilgivelig Løshed, ja lige­fremt Jaskeri i Opfattelsen, som vist­nok de færreste Læsere er blevne op­mærksomme paa, men som alligevel er saare iøjnefaldende. Hvis jeg reg­nede „Inga Heine” for en daarlig Bog, vilde jeg ikke fundet det Umagen værd at paavise dette. Tværtimod, netop fordi jeg synes godt om dens Fremstilling af Personer og Situationer, og især fordi jeg billiger dens Grund­opfattelse, at „Lidelsen er en Livs­værdi lige saa vel som Lykken”,

d. v. s., at Geniets og især Karak­terens Udvikling fremmes fuldt saa meget ved Lidelse som ved Medgang, netop derfor har det harmet mig at se det Hastværk, hvormed Forfat­terinden har nedskrevet sin Bog, og de grove Fejl, som derved er frem­komne. Ved en lille Smule Omhu kunde de alle let være undgaaede, og da de kun vedrører rent ydre Forhold i Fremstillingen, vilde Bogens Kærne slet ikke blive paavirket af Rettelserne. Enhver Forfatterinde skylder virkelig ikke alene sig selv, men ogsaa sit Køn at være varsom ved sit Arbejde og vise al fornøden Agtpaagivenhed for ikke at bringe det kvindelige For­fatterskab („Dameromanerne”) i ufor­tjent Vanry.

Paa første Side i Bogen staar der: „Inga Heines Oldefader var den første (af Slægten), som kjøbte Klitholm. Fra ham gik den i Arv til Sønnen og senere til Sønnesønnen, der faldt som frivillig i Krigen 1864. Den Gang var I. H. kun faa Uger gammel og havde allerede ved Fødselen mistet sin Moder.” Bedstemoderen, som over­tog baade Gaardens Styrelse og Bar­nets Opdragelse, „havde næppe fyldt de treds”. Dette stemmer helt vel med, at Bedstemoderens Alder (S. 69) i det Aar, da Bogens Handling foregaar, sættes til 80, og ligeledes (S. 149), da hun dør, bestemmes til over 80. Thi efter hvad der fortælles om Inga, at hun er bleven Student efter 4 Aars Arbejde, derefter en Tidlang har forsøgt sig som Kunstnerinde og endelig boet et halvt Aar paa Klit­holm, maa hun paa den Tid, da Hand­lingen begynder, være omtr. 21 Aar. Med andre Ord, vi ere i Aaret 1885, og Bedstemoderen er født 1805. Det fortælles ogsaa (S. 98), at hun i 60 Aar havde regeret enevældig paa Klit­holm; der kunde godt have staaet „over 60 Aar”; thi hun var kun 17 Aar gammel, da hun blev gift (S. 136), og hun havde straks efter Brylluppet taget Ophold paa Klitholm og der anlagt „Hulvejen” med dens blom­strende Træer (S. 97), der spiller en vis Rolle i Bogen. Man læser derfor med den største Forbavselse (S. 135-36) en hel anden Historie, hvorledea hun nemlig gjorde Bekendtskab med sin Ægtefællle, da han som midal­drende Mand gik frivillig med i Kri­gen 1848, og som det synes, endnu samme Aar som Kaptajn i Artilleriet (en aldeles uhørt Oprykning) kom i Indkvartering i hendes Faders Gaard i Fyen; de bleve da gifte, men kort efter Brylluppet rejste han igen til Lejren og kom først hjem ved Krigens Ophør. Herefter er Bedstemoderen født 1831, og hendes Søn, der blev født 5 Aar efter Brylluppet, da Mo­deren var 22 Aar, faar saaledes alle­rede i 11 Aars Alderen 1864 en Dat­ter. Dette er jo det rene Galimathias. Endvidere fortælles (S. 70) om Sønnen, i Modsætning til, hvad vi læste (S. 1), at han efter at have taget ju­ridisk Embedseksamen for et Syns Skyld overtog Gaardens Bestyrelse, men pludselig rejste til København, fik en Ansættelse i Ministeriet (d. v. s. i et af Ministerierne), giftede sig Aaret efter med en ung Pianistinde, som døde, da Inga blev født - dette fortaltes ogsaa S. l - og at han der­efter bragte Barnet til Klitholm, men selv drog til Syden og døde i Rom af Malaria. Her have vi altsaa lige­som om Moderen en hel anden Frem­stilling om Sønnen, end den korte Meddelelse om hans Død i Krigen 1864. Den stemmer visselig langt bedre med, hvad der senere (S. 139) fortælles om ham; men hvorledes kan en Forfatterinde glemme S. 70, hvad hun skrev S. l, eller undlade at rette paa sidstnævnte Sted, naar hun under det paafølgende Arbejde faar en anden Ide end den, hun først havde tænkt sig? Thi selv om man kan tænke sig, at slige Fejl kunne glide med under den første hurtige Nedskrivning, naar Forf.s Tanker ere helt optagne af at udarbejde Bogens egentlige Indhold, kender hun da slet ikke til en rolig og grundig Gennemgaaen og Affiling af den nedskrevne Fortælling i dens Helhed, eller har hun ingen fortrolig og alvorlig Raadgiver, der kan hjælpe hende til at op­dage og rette saa grove Bommerter? Det ærgerligste ved disse er, at hver­ken Krigen 1848 eller den 1864 har den ringeste Betydning for Bogen; thi Bedstemoder Heine kunde ligesaa let have gjort Bekendtskab med sin Ægtefælle under helt andre Forhold, f.Ex. ved hans tilfældige Besøg paa en Nabogaard, og hans Tilbøjelighed for Vin og Kvinder kan langt bedre tænkes udviklet under Garnisonslivet i Kjøbenhavn end under Feltlivet 1848-50. Hendes halvt tvungne Giftermaal (S. 136) vilde ogsaa blive lettere forklarligt, naar vi tænke os tilbage til 1822 eller de nærmest føl­gende Aar, som er den eneste rette Tid efter Bogens hele Bygning, end naar det skal henføres til 1848. - Som vi sagde ovenfor er den nye Fortælling om Sønnen langt bedre; kun bliver det besynderligt, at der skal medgaa 37 Aar fra 1827 til 1864 inden han faar afsluttet sit lidet ind­holdsrige Liv. Dog herpaa kunde der let raades Bod, naar man skød enten Moderens Fødsel eller hendes Giftermaal nogle faa Aar frem i Tiden. Men Forf. forstaar desværre slet ikke at beregne sin Tid eller at over­holde nogen Tidsregning. Ingen kan læse Bogen uden at faa det Indtryk, at dens hele Handling foregaar i Lø­bet af nogle faa Maaneder, fra Foraarets Begyndelse indtil en kort Tid etter Bedstemoderens Død, der falder paa St. Hans Aften. Den afgørende Samtale mellem Lægen og Inga holdes „en varm Juniaften” (S. 91); det næste Afsnit, da Inga gaar i Strand­bad med lille Kaj, foregaar „en hed Julidag”(S. 103); men derefter gaar der endnu nogen Tid, inden, Bedste­moderen bliver syg, og nogle Dage - der siges ikke hvor mange - inden hun dør - St. Hans Aften. Hvor­ledes kan det rimes sammen ? Er det en Trykfejl (S. 103) og skal der staa en Junidag i Stedet for Julidag, da er det stilistisk meget uheldigt at begynde to Afsnit paa denne Maade, og det er heller ikke rimeligt, at Kajs Moder der første Gang (S. 42) - i April - bylter Drengen ind i Sjaler og Tæpper til en Køretur, skulde til­lade ham at gaa i Vandet i Vester­havet tidlig i Juni Maaned. Forf. har utvivlsomt gjort en stor Fejl i at ville presse hele Handlingen, især dens sidste afgørende Del sammen i altfor kort Tid, alene for at opnaa en sym­bolsk Virkning ved at lade Bedste­moderen dø selve St. Hans Aften.

Naar Forf. kan gøre saadanne Fejl i Bogens Anlæg, er det intet Under, at man kan finde andre Unøjagtig­heder i dens Enkeltheder. Hun be­stemmer saaledes Blomsternes Blom­stringstid med en utilladelig Frihed; hun har (S. 99) Æbleblomster sammen med vilde Roser, men de første af­blomstre i Maj, de sidste fremkomme mindst en Maaned senere. Ligeledes lader hun (S. 159) St. Hans Aften og (S. 172) en Uge senere ved Bedstemoderens Jordefærd Syrener og Guldregn, der begge ere afblomstrede i de første Dage af Juni, optræde sammen med Gyvel, der snarere er samtidig med Roserne. Vistnok have ogsaa andre Forfattere, selv en saadan Realist som Schandorph gjort sig skyldig i lignende Forsyndelser; men det gør virkelig ikke Sagen bedre, især da Blomsterne spille en virkelig Rolle i hendes For­tælling. Naar Bedstemoderen (S. 143) minder om H, C. Andersens Æventyr, „de vilde Svaner”, omtaler hun Prin­sessens 9 Brødre; men i Æventyret er der 11. Det er ogsaa kun lidet rimeligt, at Bedstemoderen, hvis Mand har været Kaptejn og ellers ikke ud­mærket sig paa nogen Maade, er bleven Etatsraadinde, hvad der heller ikke har mindste Betydning for Bogen; og hvorfor Inga, der fra sin spæde Barn­dom er opdraget hos hende og aldrig har kendt nogen anden Bedstemoder, skal kalde hende „Bedstemoder Heine”, er ikke let at forstaa. Endelig vil enhver, der læser Lægens Digt (S. 217) omhyggelig igennem, snart op­dage et vildt Virvar i Personbetegnelserne: Du i første Strofe er utvivlsomt Inga, og i de tre andre Strofer forekommer Ordene min og mit, altsaa om Lægen selv, men alligevel gen­tages som et Slags Omkvæd „Du og hun alene”, hvor der fornuftigvis bør staa Jeg og Du.