« Tilbage til søgeresultaterne
C. Barner-Aagaard:Erik Randborg
Der er megen god Villie i denne Bog; men Forfatterinden synes mærkværdig upaavirket af den realistiske Retning, som dog snart i en Menneskealder har behersket Litteraturen. Selv om man kun kendte vort radikale Venstreparti gennem Avislæsning, maatte man vide, at denne Mand, som kun er vittig i en Kreds af Undermaalere, kun virksom overfor Toddyglassene, kun vinder Damernes Gunst, naar ingen Løjtnantsuniform kommer ham i Vejen, og kun vover at duellere pr. Cycle - at han er for ringe en Repræsentant for et Parti, der i hvert Fald har vist, at det ikke lader sig sætte til Vægs af en Smule Dameroman havde jeg nær sagt, men af Respekt for det Blad, jeg skriver i, skynder jeg mig at ændre Udtrykket til: en grumme overfladisk Kritik.
I én Henseende kan man sympatisere med Forfatterindens Tendens: den Demokratisme, der for sig selv først og fremmest kræver Luksus og Livsnydelse er noget fordægtig og fortjener, at man gaar den paa Klingen. Men det norske Ægtepar, der opstilles som Eksempel paa ægte, demokratisk Sindelag, minder lige saa lidt som Bogens Levemænd om Figurer fra det virkelige Liv. Forfatterindens lette og behagelige Pen synes ikke skaaren til at behandle store Samfundskonflikter eller dybtgaaende sjælelige Rørelser. Den vilde gøre større Virkning paa mindre Omraader.
