« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinders Arbejdskaar
VI
Tilfældigt kan man faa Øje paa en saalydende Annonce: „Damer kan lære et smukt Hjemmearbejde og faa stadig Beskæftigelse efter Læretiden.” Det var dog maaske et Forsøg værd. - „Jo - „leve af det” - vi har Damer, der kan forarbejde et helt Pund Zephyrgarn om Dagen - og det faar de 125 Øre for.” - 125 Øre! - man har hidtil naaet de 70-75 Øre - dette var jo meget bedre. - Det koster ganske vist 5 Kr. at „lære” Arbejdet, og de skal betales forud, - men - man faar laane sig frem. - Og saa „lærer” man et Arbejde i Løbet af tre Uger, som ethvert normalt Menneske kan lære paa to Dage, - spilder sin kostbare Tid, - for saa bagefter at opdage, at det hele er overlagt Bedrag.
Hvad saadanne driftige Damer lægger an paa, er selvfølgelig udelukkende Lærepengene, - derefter gælder det ved Trakasserier og Chikanerier at faa alle de lærelystne Damer saa vidt paa Afstand, at de betakker sig for at have mere med disse Forretningstalenter at skaffe. - De enkelte, der ikke lader sig sætte paa Porten ved disse Midler - men fordrer den lovede Beskæftigelse, vil, imellem Indleveringsdagene i hver Uge faa udleveret saa meget Materiale, som de kan forarbejde paa to Dage, og dertil svarer en Betaling, som en fleraarig øvet Arbejderske i dette Fag har opgivet for den dygtigste og hurtigste Arbejder: 40 Øre pr. Dag.
Det er meget glædeligt, at Politiets Opmærksomhed nu er henvendt paa disse Forhold. Kriminalretten har i Efteraaret idømt en saadan Dame 20 Dages Vand og Brød. Hermed er dog mulig lagt en Dæmper paa denne Svindel.
Lidt forskelligt Haandarbejde kan efterhaanden opnaas, dels for private og dels fra Forretninger, men at skulle leve af dette Arbejde vil være en trang Tilværelse, og Udsigterne er ikke til, at det skal blive bedre i den kommende Tid.
Vanskeligheden bestaar i, at saa godt som alt kvindeligt Haandarbejde har vundet Hævd som Bibeskæftigelse med tilhørende Bifortjeneste for bedrestillede Kvinder. Om disse, dog en Gang maatte forstaa, at de gør Synd mod deres arbejdende Søstre, som skal leve af deres Arbejde, ved at underbyde dette efter deres eget Lommepenge-Behov, da vil de ganske sikkert ogsaa tænke lidt alvorligt over, om de ikke heller skulde hjælpe lidt, hvor der trænges saa haardt, og til Ekspl. hjælpe med noget saa let som at indføre en Priskurant for alle de forskellige Arbejder. De arbejdende Kvinder siger Jo ikke: „I behøver ikke dette Arbejde for at leve - det kan I alligevel, lad derfor dette Arbejde ligge til os, vi er nok om det,” men de siger: „Vi skal leve af den Løn, vort Arbejde kan indbringe, gør os derfor ikke Tilværelsens Kamp tungere ved at underbyde dette Arbejde, men gaa sammen med os om at indføre en ensartet Betaling for os alle, - en Priskurant, anerkendt fra alle Sider - saa beder vi jer ikke om mere.”
En Priskurant vil imidlertid meget sandsynligt fremkalde et Modtræk fra den anden Part i Sagen, fra Fabrikanterne. - Disse vil indføre tyske Varer, - i hvert Fald for en Tid for at kunne svække eller mulig knuse Sammenholdet. Men her kunde da en stærkere og endnu mere vidtrækkende Solidaritetsfølelse blandt Kvinderne, hele det købedygtige Publikum, lukke Bommen for Indførelsen ved blot og bart at ville fordre de Varer, der er forarbejdede efter Priskuranten og bærer dennes Stempel - selv om der skulde gaa en Øre eller ½ mere paa hver Krone. Nu mener ganske vist adskillige paa Arbejdernes Side, at saa store Ofre vil de bedrestillede Kvinder aldrig bringe deres arbejdende Søstre.
Mon? “
