« Tilbage til søgeresultaterne
”Kvindelig Læseforening” i Aarhus
I Haab om, at det ikke vil være helt uden Interesse for Bladets Læsere, vil jeg her give en lille Beretning om „Kvindelig Læseforening” i Aarhus.
Denne, som begyndte sin Virksomhed den 3. November 1896, er et Barn af „Dansk Kvindesamfunds” Aarhus Kreds, som satte 1000 Kr. ind paa Montering af Lokalerne og desuden indestod for Huslejen.
Foreningen har - saalænge indtil den kan staa paa egne Ben - Bestyrelse sammen med „Dansk Kvindesamfund”.
Man begyndte smaat. Der var endnu ingen Bøger, men alle de lokale Blade foruden de større københavnske, en Del illustr. Blade og Tidsskrifter. Aarskontingentet sattes til 5 Kr., som heller ikke forhøjedes, da man senere fik Bøger til Udlaan.
Da Foreningen fejrede sin første Fødselsdag havde den 121 Medlemmer, Aaret efter 146, Og nu i Aar var man naaet op til de 200; den er altsaa stadig i Fremgang. Men dette er heller ikke saa underligt, thi der bydes slet ikke paa saa lidt.
Der holdes aabent fra Kl. 10 Formiddag til Kl. 11 Aften; den venlige Værtinde er til enhver Tid parat til at lave en god og billig Kop Kaffe, The eller Chokolade. Man kan faa sig en hyggelig Whist eller L’hombre deroppe, og hver Mandag i Vintersaisonen er der gode Oplæsninger eller Foredrag.
Naar Foreningen holder Fødselsdag er der altid særlig festligt. Der afsynges Sange, skrevne i Dagens Anledning, og „Fødselsdagsbarnet” modtager Gaver i Form af Bøger, Blomster m. m.
I fjor fik Byens første Musiklærer, Kapelmester Bäncke, den gode Idé at give en Koncert til Fordel for „Kvindelig Læseforening”. Den indbragte 125 Kr., for hvilke der købtes Bøger, en anonym Giver sendte 50 Kr. i samme gode Øjemed, og et Par Boghandlere foruden flere Medlemmer sendte Bøger.
En enlig stillet Dame vilde vise, hvor glad hun var over her i Foreningen at have fundet Selskab og Hygge og sendte som Tak et Bogskab.
Saaledes grundlagdes Biblioteket. Det tæller endnu kun 330 Bind, men forhaabentlig vil det snart vokse.
Det er sikkert, at „Kvindelig Læseforening” i Aarhus gør megen Gavn og Glæde; og derved, at Kontingentet er saa moderat, kan enhver enlig stillet Kvinde, som har Interesse for Læsning og Trang til lidt Selskab, faa sit Ønske i saa Henseende tilfredsstillet.
I dette Efteraar flyttede Foreningen og har nu store smukke Lokaler, med central Beliggenhed og vinder stadig større Tilslutning.
Andre Provinsbyer burde følge Aarhus Bys gode Eksempel.