« Tilbage til søgeresultaterne
Svar til E. Elberling
Tør jeg bede den ærede Redaktion om at give Plads for følgende:
Hr. Emil Elberling gør mig den Ære at ofre adskillige Spalter af saakaldte „kritiske” Bemærkninger paa min Bog „Inga Heine”, hvis „grove Bommerter” saaledes har opbragt ham, at han rent har glemt at efterse andet Oplag af Bogen - udkommen i Oktober - hvori alle de omtalte Tryk
fejl og Unøjagtigheder findes rettede - baade dem, som jeg selv, og dem, som Trykkeriet alene bærer Skylden for.
Hr. Elberling er saaledes kommen for silde med sine velmente Raad til Efterfølgelse.
Straks efter Udgivelsen af Bogens første Oplag opdagede jeg selv de nævnte Fejl. fremkomne ved, at Indstregningerne i Manuskriptet var blevne oversete i Trykkeriet; men da jeg saa Korrekturen, er Ansvaret selvfølgelig mit, og ingen kan have ærgret sig mere over de indløbne Unøjagtigheder end jeg selv.
Saa vidt mig bekendt har dog senere kun een eneste af Bogens mange Læsere bemærket Fejlene, og han havde den Hensynsfuldhed at tilskrive mig privat, gaaende ud fra, at da der i mine foregaaende syv Bøger ingen saadanne Unøjagtigheder fandtes, var der ingen Grund til at raabe højt om „utilgivelig Løshed i Opfattelsen - Galimatias” o. s. v.
Sluttelig et Par Ord til Hr. Elberling.
Naar man stanser ved en saa almindelig Sætterfejl som Juli i Stedet for Juni, da maa der en mere end almindelig god Vilje til. Ogsaa tror jeg, de fleste vil indrømme, at man meget vel kan bade en hed Junidag, fordi man har frosset i April. I øvrigt er det jo slet ikke Doktorfruen, der bader sin Dreng, men Inga, som tager sig selv Forlov dertil.
Hr. Elberling slutter sine „kritiske” Bemærkninger med følgende Passus:
„Endelig vil enhver, der læser Lægens Digt omhyggelig igennem (Side 217) snart opdage et vildt Virvar i Personbetegnelserne (!) „Du” i første Strofe er utvivlsomt Inga (!) og i de andre tre Strofer forekommer Ordene min og mit altsaa om Lægen selv, men alligevel gentages som en Slags Omkvæd „Du og hun alene”, hvor der fornuftigvis burde staa jeg og du.
Det turde maaske blive lidt vanskeligt at bevise det vilde Virvar i følgende Vers:
„Skærende hvor Himlen ler og haanler ganske stille:
Se, hvor mine Stjærner smaa imod hinanden spille!
Evig følges de, som her blev for hinanden skabte,
Du og hun alene gaar adskilte og fortabte!
Det er Himlen, Havet, Luften, Jorden, som haanler til den skrivende selv –
Du og hun alene
Kunne sammen Reden bygt,
men slog dem ned med Stene”!
Hr. Elberling har imidlertid i sin altfor store Iver for at retlede, overset et meget vigtigt Tegn, nemlig - Kolon!
Hermed tager jeg Afsked fra Hr. Elberling og hans velmente „kritiske” Bemærkninger.
