« Tilbage til søgeresultaterne
Forfatterinden Henriette Nielsen
I.
Henriette Nielsen blev født den 24, Januar 1815 i Thorup Strand eller „den røde Gaard”, som den ogsaa kaldtes paa Grund af sit røde Tegltag, lige ved den vildeste Del af Vesterhavet, tæt ved Bulbjerg og Skarreklit, omgiven af de mærkværdigste maleriske Klitter.
Gaarden tilhørte hendes Fader, der foruden at være Strandfoged drev en meget stor Tømmer og Kornforretning. Der var en stor Børneflok, hvoraf Henriette var Nr. 4; der holdtes afvekslende Huslærer og Lærerinde, saa Børnene fik den bedst mulige Opdragelse, men den lille Henriette syntes at holde mest af at lære ved at lytte til de mange, der kom i hendes Forældres gæstfri Hjem; saaledes lærte hun engelsk ved at høre efter og tale med de engelske Kaptajner, der ved de paa denne farefulde Kyst saa ofte forefaldende Strandinger blev Husets Gæster for en Tid.
Der var lange rummelige lavloftede Værelser, der var livligt og hyggeligt, selv om Gulvene ikke altid var i den bedste Forfatning. I et af Værelserne skød saaledes en Rosenbusk op gennem Gulvet, Moderen vilde have den bort og Gulvet repareret, men Faderen bad for Busken, og den fik da Lov at staa og blomstrede inde i Stuen.
Henriette begyndte i en meget ung Alder at nedskrive sine Tanker og Indfald, helst som Samtale mellem to eller flere. Det udviklede sig ofte til smaa Karakterbilleder, som hun foredrog eller agerede for Hjemmets Kreds; hun kaldte det Løjer, og saa vel Omegnens Børn som de ansete Familier, der ofte besøgte Thorup Strand, morede sig meget over de kvikke og ejendommelige Indfald. Først da hun en Gang i Aalborg havde set Komedie, gik det op for hende, hvad hendes Kald egentlig var, og hjemkommen derfra skrev hun sin første Vaudeville, og med sit kønne musikalske Talent satte hun selv Musik til Smaasangene, Hun havde et medfødt skarpt Blik for, hvad der var skævt og forkert; saaledes havde hun ofte undret sig over Datidens overdrevne Begejstring for alt, hvad der var udenlandsk, og hendes første lille Stykke var en Satire derpaa.
Under Titlen „Højt i Luft og dybt i Jord” eller „Maurertyrken” spilledes det først i Hjemmets snevre Kreds, senere for en større Tilskuerkreds, og efter almindelig Opfordring blev det senere opført i Løgstør og flere andre Steder.
Af Mangel paa Herrer spillede den unge Forfatterinde selv Elskerrollen. Stykket blev modtaget med udelt Bifald. Om dets senere Skæbne henvises til Esberns Skolehistorier, 3die og 4de Lørdagsberetning, hvor Forfatteren har omtalt det under Navn af Skolekomedie. *)
*) Det vilde være meget interessant, om der endnu levede en eller anden, der havde set dette Stykke i Jylland eller i en privat Familie i Hovedstaden, hvor det ogsaa opførtes.
Opmuntret ved den Lykke, hendes lille Stykke gjorde, skrev Henriette Nielsen en lille Novelle „Fanny” og sendte den til St. St. Blicher, idet hun bad ham gennemlæse den og sige sin Mening om den. Dommen lød meget gunstigt, han tilbød at udgive den med et Forord.
Det er vanskeligt at beskrive den Glæde, dette Svar vakte hos den unge Forfatterinde, og hvilke Forhaabninger, hun gjorde sig, men - Tiden gik - og hun hørte eller saa intet til „Fanny”.
Imidlertid var Carl Ploug paa en Rejse i Jylland Gæst i en Præstegaard. En Aften sad han paa sit Værelse og skrev, han vilde gemme det skrevne i Bordskuffen, trak den ud og saa et Manuskript, foran paa hvilket han kendte Blichers Haandskrift. Han læste det, syntes godt om det og skrev til Blicher for at faa nærmere Oplysning.
Blicher havde imidlertid været meget ked over, at han aldeles havde forlagt det ham betroede Manuskript. - Rigtig! det var i den Bordskuffe, han havde lagt det! hvor kunde han dog glemme det?
Hurtigst muligt fortalte han Ploug de nærmere Omstændigheder, og Ploug fik det saa udgivet med Blichers rosende Forord.
Kong Christian den ottende gjorde paa denne Tid en Rejse til Jylland og vilde opholde sig nogle Dage i Aalborg.
Amtmanden i Thisted, en Ven af Henriettes Forældre, og en af dem, der havde overværet Opførelsen af hendes lille Stykke, raadede hende paa det indstændigste til at søge Audiens, saa vilde Kongen, der saa ivrigt beskyttede Kunst og Videnskab, nok tage sig af hende; i Jylland kunde hendes Evner jo ikke faa den nødvendige Udvikling. Den unge Forfatterinde indsaa nok, at Raadet var godt og burde følges, men hun var meget bange for at fremstille sig for Kongen. Hun kunde godt skriftlig udtrykke sig, men mundtlig faldt det hende ikke saa let; hvad skulde hun sige? hvorledes skulde hun træde frem for Majestæten? - Hjemme havde man intet rigtig stort Spejl, som hun kunde se hele sin Person i, men Friis! de havde et. Hen til Pastor Friis i en af Omegnens Præstegaarde maatte hun og øve sig i at neje foran dens store Spejl. Der var nogle unge Døtre, som hele Livet igennem var hendes trofaste Veninder. De raadede og hjalp hende paa bedste Maade; det var jo en hel Begivenhed for Egnen. - Endelig havde hun da lært „at gøre sin Reverens”.
Dagen kom, Kongen tog venligt imod den frygtsomme unge Pige med den jyske Mundart, som aldrig ganske forlod hende. Han gav hende Tilsagn om en aarlig Understøttelse paa 400 Daler til Uddannelse. Nu var da Maalet naaet, hun skulde til København, dette forjættede Land, der stod for hende i en gylden Glorie; der var jo det kgl. Teater, der levede alle de store, som hun nu skulde gøre Bekendtskab med. - Paa den anden Side var hun ogsaa noget bange, hvem vilde tage sig af hende? Hun kendte jo i hele den store By kun to Mennesker! Kongen og den senere Læge Djørup, hvis Fader var Embedsmand i hendes Barndomsegn.
