« Tilbage til søgeresultaterne
The Women's Institute
(Kvindernes Institut) i London.
Af Charlotte Norrie, f. Harbou.
II.
„The Women’s Institute” benytter 6 Værelser foruden Trapper og Gange, - der ikke er skallede, mørke Trækkanaler, men derimod veloplyste, velopvarmede, velmonterede, hyggelige Lokaler, hvor man kan gaa frem og tilbage og passiare, hvis man ikke har Lyst til at høre paa Musikken eller Forhandlingerne i Stuerne. Flere af Værelserne kan sættes i Forbindelse med hverandre, naar de spanske Vægge fjernes, og paa den Maade frembringes en Sal, der kan rumme hen imod 200 Tilhørere.
Om Formiddagen benyttes Lokalerne væsentligst til Kontorbrug, da „the Women’s Institute” har et almindeligt Oplysningsbureau (der søger at skaffe Oplysning om alt, undtagen rent personlige Forhold) og et Afskrivningskontor, der tillige uddanner Damer i al Slags Sekretærarbejde: Stenografi, Afskrivning, Maskinskrivning, Mangfoldiggørelse, Regnskabsføring o. l., og der er megen Rift om Adgang til denne Undervisning, da der i England er stærk Efterspørgsel efter veluddannede, kvindelige Sekretærer, hvis Arbejde betales forholdsvis godt.
Institutet har til sin Raadighed et Bibliotek paa ca. 2,500 Bind, der indeholder Oplysninger om de forskelligste Forhold vedrørende Kvinder, og som stadig forøges ved Gaver, Laan og Nyanskaffelser; efterhaanden samles Oplysningerne sammen og ordnes under forskellige Rubrikker. Disse Oplysninger tilvejebringes dels ved Institutets faste, vellønnede Personale og Elever, dels ved frivilligt Arbejde af Damer, der er særligt inde i de enkelte Spørgsmaal, - der udføres velvilligst meget ulønnet Arbejde for Institutet, endog af særlig uddannede Specialister.
De Foreninger, der har sluttet sig til „The Women’s Institute”, kan leje Lokaler til Møder, hvor der gives Beretning om deres Virksomhed, lige som enkelte Medlemmer til forskellige Tider holder Foredrag. Nogle af de betydeligste Foredrag udgives som Smaaskrifter.
Musikafdelingen lader afholde Koncerter og ordner ogsaa musikalske Underholdninger saa vel i filantropiske Øjemed som ved private og offentlige Festligheder.
Ved de Møder, Foredrag og Koncerter, der afholdes i Lokalerne, foranstalter Kunstafdelingen Udstilling af allehaande Kunstværker.
Medlemmerne kan gennem „The Women’s Institute” tilbyde og søge Beskæftigelse af enhver Art. Institutet anbefaler dog hverken Personer eller Institutioner; det skaffer saa nøjagtige Oplysninger som muligt og overlader Forespørgeren selv at dømme og vælge.
„The Women’s Institute” forbeholder sig Ret til at undslaa sig for at besvare en hvilken som helst Forespørgsel, og i saa Fald tilbagesendes det indsendte Honorar. Medlemmerne har Ret til uden Vederlag at stille indtil 12 mundtlige Forespørgsler aarlig; ønskes der skriftligt Svar, erlægges
6 Pence. Udenforstaaende kan ogsaa rette Forespørgsler til Institutet, men med disse Forespørgsler maa der følge 1 ½ Shilling.
Hvis Besvarelsen foraarsager betydelige Vanskeligheder og Udgifter, udarbejdes et Overslag, der tilstilles Forespørgeren, og der foretages intet yderligere Skridt for at tilvejebringe de ønskede Oplysninger, før Anmodningen herom er gentagen, og en Erklæring om at ville betale Omkostningerne er indsendt.
Regnskabsføring, Afskrivning o.1. udføres ogsaa for en Betaling, der bl. a. retter sig efter den vedkommende Sekretærs Dygtighed, Hurtighed og hele Uddannelse.
Medlemmerne betaler 20 Shillings aarlig, Foreninger 10 Shillings, og det blev tilbudt de fremmede Kvinderaad at slutte sig til „The Women’s Institute” paa sidstnævnte Vilkaar fra den 1. Juli at regne. Dansk Kvinderaad benyttede sig af dette Tilbud og har allerede flere Gange haft Lejlighed til at stille Forespørgsler, som er blevne besvarede paa den elskværdigste Maade.
Endelig besørger Institutet Forsikringer og Indkøb, ordner Foreningssammenkomster og Udflugter og søger paa enhver Maade at virke til Gavn og Glæde.
Jeg tror, at vi vilde være veltjente, om vi havde en lignende Institution herhjemme.