« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad Tiden fattes
Til Lykke for Menneskeheden findes der dog Personer i Samfundet, som aabent vover at udtale deres Overbevisning og saa at sige stille sig imod Strømmen, selv om det udfordrer et stort Mod og Tilsidesættelse af egen Bekvemmelighed.
En saadan Mand er Doktor Valfrid Vasenius i Finland, Modigt har han stillet sig i Opposition mod den Anskuelse, som var Dagens, Øjeblikkets, og paavist, hvor lidet Partipolitikens Lære stemmer overens med en højere Moral.
Som Ungdommens Lærer ved Universitetet og de finske Kunstskoler, som Forelæser ved Ferie- og Folkehøjskolekursus, har han haft et vidtstrakt Felt for sin Virksomhed. Men ogsaa til større Kredse er han naaet ud gennem sine Skrifter.
At ogsaa Kvinderne i deres Fremadstræben har en varm Ven i en Personlighed som Dr. Vasenius, er en Selvfølge.
I flere Tilfælde har han varmt forsvaret Kvindens Fordring at agtes som Menneske og frit faa Lov at virke som Medborgerinde i Samfundet.
„Hvad jeg har villet,” siger Dr. V., „er, at man ikke, som vor Magtpolitik gør, skal slingre hid og did for den tilsyneladende Fordels Skyld, tinge med sin Overbevisning eller hos Modstandere ringeagte, hvad man lovpriser hos Meningsfæller. Man skal handle konsekvent efter faste Principper.
Under min Virksomhed har jeg lært at elske vore store Digtere. Thi hos dem findes Orden, en fast Overbevisning og Mod til at drage Konsekvenserne af de Principper, man hylder.
Ved Sammenligning med dem staar det klart, hvad der fattes vor Tid. Det er Hjerte.
Man vil være saa fortvivlet forstandige, se Sagerne „nøgternt”, skyde alt ud, som hedder Principper. Men just derfor ser og tænker man ikke længere, end Næsen er lang; de forstandige bliver ulogiske, uforstandige, thi med Rette hedder det: „de store Tanker kommer fra Hjertet.”
Hvad er da Hjerte? Det er, hvad vi træffer hos Skjaldene: Samfølelse, Brodersind, aabenbaret i Arbejde for andres Vel. Det er det kristne Livsprincip, efter hvilket alle Mennesker er Brødre, og alt, hvad den enkelte har faaet, er et Laan, som han er skyldig at tilbagegive i Arbejde for sine Brødres Vel. Og til samme Resultat vil den moderne videnskabelige Opfattelse komme, blot man drager dens Konsekvenser ret.
Gaar man ud herfra, da løses Tidens brændende Spørgsmaal let nok. Udviklingen gaar sikkert og hastigt fremad. Samfundets Opgave bliver da at udvikle Samfølelsen og modarbejde Egoismen. Derfor skulde alle Forrettigheder afskaffes, thi de fremkalder paa den ene Side Egoisme, paa den anden Misundelse, begge: bristende Samfølelse.
Gør Kvinden ligestillet med Manden, giv Arbejderen samme Valgret som Kapitalisten, udjævn Uretfærdighederne i Ejendommens Fordeling, da slutter alle sig med Kærlighed og Interesse om det fælles Fædreland, da stiler alle mod at støtte og hjælpe hinanden i Stedet for, at de nu søger at skade eller i det mindste gøre hverandre saa megen Fortræd som muligt.
Dette er Maalet, men der er langt frem.
Kanske behøves der en ny Generation, inden den hjerteløse Forstandsmæssighed bliver udryddet. Derfor skal vi først og fremmest arbejde paa at opfostre denne nye Generation. Bort med alle Fornuftsøvelser uden Hjerte, sæt vore Skjalde i Højsædet i Stedet for Triangler og Kvadrater, lær Ungdommen at forstaa den store Opgave, som den i sin Tid vil faa at løse.
Men ogsaa vi, som kanske gaar bort, inden denne Reform er gennemført, vi behøver ikke at mistrøstes. Thi saa vel er det indrettet i Verden, at jo ufornuftigere, jo mere overmodige og voldsomme Fornuftens Mænd bliver, des mere opfordrer de Hjertets Repræsentanter til Protest, des mere lærer Menneskene at tænke og forstaa, - ikke „som de andre” eller som deres Organ prædiker, men som deres Samvittighed byder.
Derfor indretter jeg min Virksomhed efter to Principper, det ene formuleret af Runeberg, det andet af det Liv, jeg har levet:
„Det onde gaar af sig selv til Afgrunden, men det gode lever evigt i Lys,” og „Vær dig selv tro, men kun for saaledes bedre at kunne gavne andre.”
Efter det finske Kvindeblad „Nutid”.
