Siden sidst.

I Folketinget. Finanslovens første Behandling i Tirsdags havde allerede længe før Tiden fyldt Tilhørerpladsen. Hr. Bojesen aabnede Talernes Række. Det var, som han i sin Veltalenhed havde taget Arv efter den nylig bortgaaede Grev Holstein, som han da ogsaa gav et Mindeord. Hans Tale var helt igennem præget af oprigtigt Ønske om Forhandling, og han sagde mange smukke Ord om alle de Forventninger, der i denne Samling knyttede sig til Socialreformer, og deri havde enhver af Partiet sit Ansvar. Højre var øjensynlig rørt. - Hr. Hørup var mindre heldig og udslettede den bløde Stemning, Bojesen havde frembragt. Derefter talte Hr. Scharling, som Højre altid gør, højtidelig og formanende overfor Oppositionen som overfor uartige Drenge, der har bedt om Forladelse. Skulde man tro den ærlige Vilje til at forhandle, som det lod paa B., hvad skulde man saa mene om H.s Tale. Skulde der være Alvor i Forhandlingen, maatte Arbejdsmaaden forandres. Ingen private Forslag, som først kunde ventes at faa realistisk Betydning langt ud i Fremtiden, maatte fremlægges. Finansloven maatte ikke komme til Forhandling saa silde, at den ikke kunde forhandles o. s. v.

Derefter havde man ventet Hr. Berg, men denne Gruppe stak da deres Tutein, Hr. Leth, ud, og efter at Tjeneren for fjerde Gang havde trippet med Vandglasset til den ærede Taler, var Medlemmernes Taalmodighed udtømt, almindelig Udvandring. Formanden blev nervøs, men da han løftede sine Øjne til den tætbepakkede Tilhørerkreds og saa med hvilken spændt Interesse de fremdeles lyttede til Forhandlingerne, blev han rolig. Derefter havde Hr. Berg, Hr. H. Jensen, Hr. Estrup Ordet i lange og saglige Taler, saa alt var vel ordnet; om det saa var Stemningen, var den arrangeret, idet det høje Ting vel vidste, at alles Øjne var fæstet paa det.