« Tilbage til søgeresultaterne
Den litterære Strid
Pastor Schack holdt den 13. sit andet Foredrag i Koncertpalæets lille Sal, der var fyldt til sidste Plads. Emnet var: den moderne Skønlitteratur og Ægteskabet.
„Digterne ironiserer - og med Rette - over den prosaiske Opfattelse af Ægteskabet, gaaende ud paa, at er der blot en ydre Vinding i Udsigt, saa kan Kærligheden komme bagefter som han sagde Ole Nord i Stuen: det nytter ikke at begynde med Kærligheden.
I Modsætning til den aandløse, prosaiske Opfattelse staar den hyperromantiske, der svæver i Luften; de, der hylder denne, er dog daarligere stillede end Prosaisterne, da de ufejlbarlig vil falde ned.
Der er Skær, som Ægteskabet kan strande paa - selv om det er begyndt i Kærlighed - og det vilde være et fortjenstfuldt Arbejde at løse Knuden: hvorfor Kærligheden ikke under alle Livets Vanskeligheder og Tilskikkelser kan bevares. - Karakteren af de Angreb, vore Digtere retter mod Ægteskabet som livsvarig Forbindelse, viser dog bedre, hvorledes man nærmere vil hugge Knuden over.
Henrik Ibsen angriber ikke Ægteskabet, men han underminerer Tilliden til det. I „Kærlighedens Komedie” henviser han Elskoven til Ideernes, Fantasiens Rige, - men det lader den sig ikke nøje med og søger Plads i Virkelighedens Verden - men uden for Ægteskabet. - Nora i „Et Dukkehjem” etablerer en Dualisme som Hustru og Moder: opfylder ikke sine hjemlige Pligter, hvad ogsaa virker underminerende for Ægteskabet.
Drachmann, Garborg, Strindberg, Nansen o. s. v. retter deres Angreb fra et Slags idealt Udgangspunkt: Kærlighed er det ene fornødne, naar den er borte, hæves Forbindelsen. Resultatet er, at Ægteskabet i dets skønneste Skikkelse er forsvundet fra den nyere Digtning.
Garborg angriber i „Mandfolk” Ægteskabet ud fra en Forherligelse af Kærligheden: trofast Kærlighed, indtil Kærligheden slukkes, ærlig Tilstaaelse, naar Kærligheden er forbi
og Kvinden maa leve af sit eget Arbejde som hæderlig Kvinde, „ingen Handel” - siger han - men foreslaar jo hermed den for ham selv saa fordelagtige Handel, at han, skønt sin dobbelt saa store Fortjeneste, lader Kvinden være ene om at sørge for sig selv.
Mange har ladet sig daare af sligt. Man kan sige, at det er kønt - saa længe man forsager Brugen af sin sunde Fornuft. Tankegangen kan udtrykkes i to Ord: Taabelighed og Raahed. „Trofast Kærlighed, indtil Kærligheden slukkes.” Det skal være trofast Kærlighed! Endnu har man dog ikke faaet delt Kærligheden i to Slags: den trofaste og den utro Kærlighed. - Det hører med til Kærlighedens Væsen, at den er trofast: ikke at blusse op som Straaild og lige saa hurtigt slukkes igen, - men at den holder gennem alle Livets Tilskikkelser. Kærlighedens Ægthed hører sammen med dens Varighed. De kortvarige Følelser er ikke dybe, men den trofaste Kærlighed gaar saaledes i Dybden, at den kan bære baade Tidens og Livets Omskiftelser.
En Don Juan lover sikkert evig Kærlighed hver Gang, „indtil Kærligheden slukkes” og „ærlig Tilstaaelse, naar Kærligheden er forbi,” - og saa kan han jo i Følge Garborg gaa med Ære i sin Grav.
Det betænkelige ved denne Opfattelse er, at selv Don Juan kaldes trofast - en trofast Elsker - men at kalde trofast, hvad vi dog ellers mener, er troløst, det er, hvad vi kalder Taabelighed.
Naar Kærlighed er trofast, saa er den optaget i vor Vilje.
Paludan Müller har i Adam Homo peget paa, hvad Grunden var til, at Kærligheden i et Forhold, som var begyndt i Kærlighed - slukkedes; Svaret lød: fordi han var en Pjalt, uden Karakter, uden Vilje.
Er dette sandt, psykologisk rigtigt - eller er denne Bog paa et væsentligt Hovedpunkt forfejlet? Endnu har ingen herhjemme - ikke heller Brandes, antydet noget saadant.
Varighed og Holdbarhed hænger sammen med Viljeslivet, med Karakteren.
Hos Forfatterne er Trofasthed nu falden sammen med Utroskab, Kærlighed med Liderlighed - men med saadanne Vaaben kan der ikke bygges et Angreb mod en saa gammel og grundmuret Institution som Ægteskabet.
G. Brandes har sagt, at en Litteraturs Betydning bestaar i, at den sætter Problemer under Debat. Vi kan tilføje, at Værdien vil afhænge af, hvorledes man sætter dem under Debat, - om det gøres letfærdigt eller med Alvor og Dybde.
Man skal ikke dømme efter Digterens Angreb paa det bestaaende, det kan godt være berettiget, men man kan forlange to Ting: at han ikke ganske overser de nærliggende Vanskeligheder og berettigede Krav, som andre Mennesker ser, og at han mener noget alvorligt, søger en Løsning.
Litteraturen skulde gerne skrives af modne Mænd, der ved, hvad de gør.
De store, iøjnefaldende Vanskeligheder ved Problemet: hvorledes det skal gaa med Børnene, naar Ægteskabet afløses af kortvarige Forbindelser, kommer disse Forfattere ikke ind paa. Børnene er for dem en Biting, som de ikke ofrer nogen alvorlig Drøftelse. At Fremtiden beror paa, hvorledes Slægten bliver, falder dem ikke ind; Sjælsraahed, Overkultur og Barbari hænger paa det nøjeste sammen.
Det andet Krav, vi kan stille til Digterne, er, at de mener noget alvorligt med at sætte Problemer under Debat, søger Løsningen, at de derfor ikke blot stiler paa at ødelægge Ægteskabet - ikke at ville brutalisere Forholdet mellem de to Køn, men stræber at højne og forædle Forholdet.
Men spørger vi nu, hvad vore Digtere mener med deres Angreb paa Ægteskabet - ja, saa vil de og „Politiken” tage sig et billigt Grin: hvad vi mener? naturligvis mener vi ingen Ting - vi morer os bare med at slaa i Stykker.
Næppe nogen Sinde er der øvet et Hærværk mod de alvorligste Livsforhold paa en letfærdigere og ynkeligere Maade end den nu regerende Klikes Angreb paa Ægteskabet”.
