« Tilbage til søgeresultaterne
Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde
Minna Canths Noveller.)
Ved A. J,
- Saa længe I ikke har smagt noget bedre. Saa længe I endnu, - forlad mig, befinder Jer paa et saa lavt Stadium og er saa lidt udviklede.
- Om Udviklingen bringer Livslede, saa er det bedre at forblive uudviklet.
- Sig ikke det, svarede Agnes noget livligere. Selv om jeg skulde lide dobbelt saa meget, som jeg gør, vilde jeg endda ikke bytte med Jer. Gud fri mig!
- Det er jo udmærket altsammen, - lo jeg, jeg vilde ikke heller bytte med Dig.
Agnes maatte le.
- Det er mærkværdigt, hvor uforbeholdent Barndomsveninder kan tale med hinanden, hvor adskilte deres Veje end er.
- Du har forandret Dig aldeles utroligt, Agnes.
- Ja det har jeg. Man skulde ikke tro, at jeg var det samme Menneske som før, ikke sandt?
- I det mindste er jeg ikke i Stand til at sige, hvad Du har tilfælles med den Agnes, jeg kendte som Barn i Skolen.
- Hm! I den store Verden forandrer Livet Menneskene. I Morgen er jeg ikke den samme som i Dag, og i Overmorgen er jeg atter en anden. I er ens Aar ud og Aar ind.
-Det er ikke altid Tilfældet.
Jeg tænkte paa den. Forandring, som i de seneste Dage var foregaaet med Antti.
- Men hvordan skulde jeg nogen Sinde kunne stole paa en Mand, om hvem jeg vidste, at han aldrig i Morgen var den samme som i Dag?
- Et kedsommeligt Udtryk det der: „stole paa”. Stole paa! Hvorfor behøver man at stole paa nogen? Om et Menneske i Dag behager dig er det godt, og gør han det endnu i Morgen - des bedre. Om ikke, saa vend ham Ryggen og søg en anden. Voila tout.
Mens Agnes talte, var hun livet op, saa hun nu løftede Hovedet og vendte sig mod mig. Ogsaa hendes Øjne havde faaet et livligere Udtryk.
- Men hvad vilde du sige, Agnes, om nogen, som du syntes om, uden videre vendte dig Ryggen?
- Som jeg syntes om?
Hun sagde dette med en mat, ligegyldig og overlegen Tone, og sank tilbage i sin første slappe Tilstand.
- Det kan jeg virkelig ikke sige, thi saa vidt jeg mindes, har jeg aldrig syntes om nogen.
- Men om du nu kom til at synes om nogen ?
- Saa skulde jeg ogsaa vide at holde ham fast.
- Det kunde vel alligevel hænde, at han kunde forelske sig i en anden ?
- Umuligt, det er utænkeligt.
- Du er ung og køn nu, men Tiden gaar.
- Hvad er det?
Tjeneren bragte Agnes et Brev. Hun rev det op.
- Aah! Hun lo.
- Hør, Lisi - sagde hun, da Tjeneren var gaaet, og hun lo paany. Jeg blev nysgerrig.
- Fra hvem var Brevet?
- Fra din Mand.
- Ja saa.
Mine Kinder brændte.
- Han kan ikke mere være min Ledsager. Han er uventet bleven forhindret. Skulde du mulig vide, hvad Slags Forhindringer det er?
- Han har ikke sagt mig noget. Hun lo vedvarende.
- Hvad ler du af, Agnes?
- Af ingenting. I er saa hjertelig naive.
- Jeg forstaar ikke, hvad naivt du ser i dette.
- Denne Historie morer mig. Hvad vil du sige, om jeg bliver her?
- Hvad jeg vilde sige? Jeg vilde sige? Jeg vilde pakke dine Klæder ud igen. Ikke videre.
Hun lagde sine Hænder bag om Hovedet og saa smilende op i Loftet.
- Det skulde more mig.
- Hvilket?
- Et lille Eksperiment.
Mit Hjerte bankede. Jeg forstod, hvilket Eksperiment hun mente. Hun lo endnu.
- Han er bange ? Han har mærket Faren og nu vil han flygte.
Jeg sagde ingenting. Hun vendte sig imod mig.
- Ved du, hvem jeg taler om?
- Om Antti, tænker jeg.
- Netop! Du bliver vel ikke fornærmet?
- Ingenlunde.
- Hvad vilde du sige, om du saa ham her for mine Fødder?
- Hvad skulde jeg sige?
Min Strube sammensnøredes, saa jeg næppe kunde tale.
- Om jeg i alt Fald kunde faa Bugt med ham?
Hun smilede, saa op i Loftet, mens hun begyndte at gynge med Fødderne.
Men Spændstigheden slappedes, Øjnene mattedes, Fødderne ophørte at gynge og Ansigtet antog atter det overmættede, ligegyldige Udtryk.
Jeg betragtede hende fra Siden og ventede paa hendes Beslutning, mens jeg laa paa Knæ foran Kufferten.
- Skal jeg pakke ud igen?
- Nej, kære Lisi, lad dem ligge. Det er ikke Umagen værd. - Jeg ved ikke. - Det er bedst, jeg rejser min Vej. Egentlig forstaar jeg slet ikke, hvorfor jeg kom hertil.
(Fortsættes.)
