« Tilbage til søgeresultaterne
Den litterære Strid
Pastor Schacks 4de Foredrag havde til Emne: Henrik Ibsens sidste Bog og Edvard Brandes’s Anmeldelse af samme.
„Et af Tidens mest brændende Spørgsmaal: Forholdet mellem Liv og Kunst har Ibsen behandlet i sin sidste Bog, men dennes væsentligste Betydning bestaar dog i, at den er Digterens Selvbiografi.
Her tales ikke om et Menneske, der vaagner op til nyt Liv, men der vises, at Livet er mere end Kunst, at det er en Brøde, der hævner sig, at svigte Livets Krav.
Kunsten maa tjene Livet, ellers virker den fordærveligt paa baade Kunst og Liv.
G. Brandes har i sin Tid fremhævet - som en Ros for Ibsen - at „han var Digter og ikke andet”. Men dette er jo netop Ulykken. Den sande Digter maa først og fremmest være et sandt Menneske.
Saaledes siger Irene til Rubeck (i Ibsens Bog): „Du har dræbt din Sjæl, modellerer derefter Dig selv i Bod og Bekendelse og mener dermed Regnskabet opgjort.”
Ibsen har her modelleret sig selv i Bod og Bekendelse, han er gaaet glip af Livet. Men det er Vidnesbyrd om Karakterens Slaphed og Sløvhed. Ibsens Misforhold til Idealet er det skæbnesvangre Punkt i hans Liv. Ibsen har haft aabent Øje for, at han skulde vie Idealet sit Liv, men han svigtede: valgte at bruge Idealet i Stedet for at tjene det. Han ofrede sig for Riget, Magten, Æren, og - Lykken veg fra ham. Idealet blev ikke den samlende Magt, hans Kunst er omstridt over al Verden. Som Rubeck over for sit Kunstværk maa ogsaa Ibsen sige: det skal, skal, skal være Mesterværk.
Liv er Grøde, Vækst, Glæde, Haab, men nu finder han sig til rette med Livet ved at betragte sig som en død, der vaagner og ser, at for at vinde Magten, har han ofret Livet.
Edvard Brandes har brugt dette Stykke som et Led i sine Bestræbelser for at demoralisere det danske Folk.
Han var kommen i en kedelig Stilling, havde gjort det klart for alle, at naar han nævnte Ordet Elskov, var det ensbetydende med Liderlighed, havde faaet en Bog henregnet til Bohemelitteraturen. Der var kommen en Plet paa hans i Forvejen ikke særlig fine Navn. Saa anmeldte han Ibsens Stykke i „Politiken”. Den lyriske Begejstring paa sine Steder i denne Anmeldelse kan tydes som en snild Manøvre.
Det er dog ikke den Edvard Brandeske Anskuelse, Henrik Ibsen har gjort sig til Talsmand for. Flere Punkter viser tydeligt dette. Hvad der for Irene var dødbringende, var det Ord af Rubeck : dette har været en velsignet Episode i mit Liv. Irenes Elskov var af den Art, at den gjaldt for Livet, hun gav hele sin unge levende Sjæl. Men det passer ikke i den Brandeske Livsanskuelse. Damerne fra Natkafeen forlanger ikke saa meget, og hvem mistænker dem for at ville give deres Sjæl - eller at have en Sjæl at give. „Jeg skulde født Børn, rigtige Børn, det var mit Kald” - siger Irene. Det passer heller ikke til Brandes’s Ideal. Hans Kvinder stiller ikke Krav om Børn - snarere anser de det for en Ulykke - om Børn skulde bringe Forstyrrelse i deres Liv. Godsejeren (i Ibsens Bog) er derimod den gode typiske Repræsentant for Brandes’s Elskov.
Men det har aldrig været Ibsens Mening, at Irenes Kærlighed skulde sættes i Klasse med hans.
Om det derfor er Dumhed eller en snild Manøvre, der ligger til Grund for Brandes’s Anmeldelse, kan der maaske tvivles paa; - Taleren var tilbøjelig til at helde til den sidste Anskuelse, med mindre Brandes udtrykkelig vilde hævde den første.
I sin Anmeldelse har Brandes en Slutningspatos om „aandelig Skidenhed”, hvormed han mener hele den Opposition, der har rejst sig mod en Litteratur som „Ungt Blod” - „Troskabsprøven” og „Damen fra Natkafeen”.
Er det ikke mærkeligt, at dette kan staa i et Hovedstadsblad og blive læst af et stort Hovedstadspublikum? Mon den store Del af Københavns Befolkning virkelig har tilegnet sig samme Syn paa Litteraturen? Det er dog pjanket at ville lade sig spytte i Øjnene.
De, der vil være med i Arbejdet for at hæve Niveauet, maa dog aabent og ærligt bekæmpe dem, der sænker det.
Henrik Ibsens Stykke synes at vidne om, at vi staar ved et Vendepunkt, som kan blive skæbnesvangert. Ibsen er kørt fast. Grunden er Misforholdet mellem Kunst og Liv, naar Digteren ikke længer vil tjene sit Folk, Kunsten ikke tjene Livet.
Den morderne Skønlitteratur har været en Virkeliggørelse af de Grundlinier, Søren Kirkegaard har draget „Enten-eller”.
Sidst kommer nu den berømteste af alle Dekadencedigterne og beviser den æstetiske Livsanskuelses Afmagt: den kan ikke bære Livet, ad den Vej kommer vi ikke frem.
Hvor gaar da Vejen ud af alt dette?
„Enten” har bevist sin Afmagt til at bære Livet, „Eller” viser som Hovedemne hen til Ægteskabet.
Det er et Særkende ved den moderne Litteratur, at den angriber Ægteskabet, men den indrømmer det ogsaa. Folk gifter sig, og Forfatterne gifter sig. Men er det da ikke underligt at angribe, latterliggøre og forhaane en Institution, men ikke at gøre noget for at faa denne Institution afskaffet. -
Det er jammerligt.
Der er to Veje at gaa. Enten at afskaffe Ægteskabet og faa alle Forhold gjort „private”, - hvad dog vilde være noget nyt i alle Lande, eller ogsaa at arbejde paa at skaffe Ægteskabet den Ære og Anseelse, det hidtil har haft. Der synes nu ikke at være nogen Stemning for at faa det afskaffet, der er intet Forslag fremsat derom.
Men det bliver nu en Hovedopgave for den ædle Del af det danske Folk at faa den sædelige Bevidsthed - paa hvilken et Folks Liv beror - sat i Højsædet - mens E. Brandes og Dekadencedigterne endnu en lille Tid kan more sig med at slaa i Stykker.
Den Ungdom, der er noget ved, vil samle sig der, hvor Fremtiden og Fremskridtet bor.
I den Digtning, der har Ibsen til sin bedste og E. Brandes til sin vistnok simpleste Repræsentant, ender Heltene gerne som Selvmordere. Det er symbolsk.
Det Folk, der varigt slutter sig til en saadan Livsanskuelse, vil ende paa samme Maade.”
