« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne
I Begyndelsen af det Herrens Aar 1900 har „Nordlyset” fra forskellige Lande og Tider samlet sammen til en Pragtbuket, som under ovenstaaende Rubrik rækkes os, stakkels Evadøtre. Se blot!
„Kvinden er Naturens elskværdigste Fejlgreb. - Cowley.
Kvinden er en Konsonant, som man ikke kan udtale uden Manden. - G. von Hippel.
Kvinder er Engle i Kirken, Djævle i Huset og Aber i Mandens Arme. - Gammelt fransk Mundheld. Kvinden er Husets Nøgle. – Fransk Ordsprog.
En eneste Kvinde kunde beskæftige en Mand i Tusind Aar. - J. Michelet.
Kvinden er et Folk for sig selv. - Norsk Folkevise.
Alt kommer fra Gud, kun ikke Kvinderne. - Italiensk Ordsprog.
Bland Falskhed, Stolthed, List, Dovenskab, Erobringslyst og Nid - og I har en Kvinde. - Boileau.
Alle Kvinder er ens - det er kun Forholdene, der er forskellige. - Alphonse Karr.
Der findes i Verden kun to smukke Ting: Kvinden og Rosen - kun to gode: Kvinden og Vinen. Græsk Filosof.
Af alle vilde Dyr er Kvinden det farligste. - Kirkefaderen Krysostomos.
Kvinden er i bedste Fald en Modsigelse. - Pope.
Gud angrede, at han skabte Manden; men han har aldrig fortrudt, at han skabte Kvinden. - Malherbe.
Paa Kvindens Næse ser man straks om hun er varm eller kold. - Tysk Ordsprog.
Er hun stor, saa er hun doven,
Er hun liden, saa er hun ond,
Er hun smuk, saa er hun skinsyg. - Italiensk Ordsprog.
Kvindeaand er let som Søndenvind. - Baskisk Ordsprog.
Enten tænker Kvinden paa ingenting eller hun tænker paa noget andet. - Alexandre Dumas fils.
Det jordiske Paradis findes paa Hestens Ryg, i Legemets Sundhed og ved Kvindens Hjerte. - Arabisk Ord
Manden er Hovedet, men Kvinden er Halsen, som vender Hovedet hvorhen den vil. - Tysk Ordsprog.
Bladet har tydeligt gjort sig Umage for at samle sammen saa mange Giftplanter og Sodomasæbler, der har været til at opdrive, og har ikke forsmaaet endog de af Seklernes Støv afblegede og tilhyllede. Med aabent Blik for Modsætninger er hist og her ogsaa en af de gode Urter tilsat, og de gør selvfølgelig al den megen Ukrudt end mere synlig.
Til dette vil vi blot sige, at naar vi virkelig fortjener disse Blomster, er det paa høje Tid, at vi ser at forbedre os for ikke ogsaa at forgifte den gode, stærke, rene Halvdel af Menneskeheden - den, der efter det italienske Ordsprog alene stammer fra Gud. Og vi vil tilføje, at naar det af Mændene indførte Afhængighedssystem har vist sig at bære saa slemme Frugter, er der al Grund til at prøve det modsatte - altsaa Frigørelsen.