« Tilbage til søgeresultaterne
Arbejderkvinderne har talt
I Onsdags afholdt de kvindelige Fagorganisationer Møde i „Kæden” for at udtale sig om det Bramsenske Fabrikslovforslag. Mødet var fra Begyndelsen meget svagt besøgt, men efterhaanden indfandt sig dog en antagelig Tilhørerkreds. Man skulde dog ventet en større Interesse for dette Lovforslag blandt de ca. 11,000 organiserede Kvinder, end de her lagde for Dagen.
Frk. Andrea Nielsen bød velkommen og udtalte blandt andet, at naar Arbejderkvinderne først nu halvtredje Maaned efter Lovforslagets Fremkomst havde indbudt til Møde, skønt der netop var udtalt Ønske om at høre Arbejderkvindernes Mening - saa var dette særlig begrundet i, at det var dem bekendt, at andre Kvindeforeninger vilde afholde Møder, og de havde da haabet, at der fra disse var fremkommet Forslag, som kunde være en lille Rettesnor for dem. Dette var ikke sket, men nu var det ønskeligt, om der kunde fremkomme en fuldtonig, enstemmig Mening fra Arbejderkvinderne paa dette Møde.
Fru Anna Johansen blev enstemmig valgt til Ordstyrer og gav Ordet til Fru Lycinka Hansen, der gav en Skildring af Arbejderbevægelsens Historie, indtil der nu ogsaa bliver spurgt om Arbejderkvindens Mening: „Lær Slaven at tænke, og han er ikke Slave længer.” Kvindeorganisationerne hos os er ikke saa store, som ønskeligt var, men der er dog udført et respektabelt Arbejde. Først da Kvinderne blev en Magt, blev de en Faktor, som Forretningsherrerne maatte regne med. - Men Børnene stod udenfor Lov og Ret, de kunde ikke protestere mod Udbytningen.
- Det har derfor vakt stor Glæde, at der er fremkommet Forslag om at hindre denne Udbytning. Alene i Cigarfabrikationen arbejder 1942 Børn mod 2339 voksne.
Om dette Børnearbejde behøves ingen Diskussion, at det baade er moralsk forkasteligt og Synd, at Børn skal arbejde paa denne Maade, kan vi alle være enige om.
Kvinderne kan ogsaa trænge til al den Beskyttelse, de kan faa. Det er rigtigt og humant, at de skal beskyttes, „den ved bedst, hvor Skoen trykker, som har den paa.” Det er dog ganske naturligt, at der kan rejses den Indvending, om det ikke vil skade os - dersom vi skal udsættes for at miste vort Arbejde. Men Fabriksherrerne kan ikke kaste os til Side og tage Mænd i Stedet; - ja, var vi blot nogle Hundrede, - men vi er saa mange, saa man maa regne med os, - og bliver Børnearbejdet forbudt, vil det komme Kvinderne til gode og rigeligt opveje, hvad der muligt kan mistes paa den anden Side.
Hvad Paragraf 7 angaar, da maa Kvinder ogsaa regne med det økonomiske Hensyn, fordi det er absolut nødvendigt for dem. Hvad skal der blive af en fattig Kvinde, som intet har og ikke maa arbejde? Man har nævnt Sygekasserne, men saa skal Kvinderne jo selv betale; Fagforeningerne er nævnte, men det er ogsaa en forkert skulder at lægge Byrden paa, Fagforeningerne er tilstrækkeligt engagerede i Forvejen.
Staten maa træde til. Vore Rigsdagsmænd maa huske paa, at skal denne Lovbestemmelse blive til vort Gavn, da maa der ydes Hjælp, ellers vil det forringe den gode Virkning, som skulde følge med Loven.
Vi er glade ved dette Lovforslag - ikke fordi det er Idealet, men fordi det tager Sigte paa at ændre Forholdene til at blive bedre, end de nu er, en Begyndelse, der kan efterfølges af andre Fremskridt, et lille Frø, der kan spire og vokse til Gavn og Glæde for os alle.
Fru Olivia Nielsen holdt sig udelukkende til Paragraf 7 og udtalte, at Kvinderne i „Kvindeligt Arbejderforbund” var fuldt tilfredse med denne Paragraf, naar den faar en Tilføjelse om Erstatning, men uden denne Forudsætning vil det ikke blive Beskyttelse, kun at tage det ene Onde bort og give det andet i Stedet. Mange vil være henvist til Sult og Nød, thi mange bliver svigtede af Mændene netop i det Øjeblik, de trænger til Hjælp.
Der maa derfor stilles en Ændring til dette Lovforslag, saa det virkelig kan blive til Beskyttelse.
(Sluttes i næste Nummer.)
