« Tilbage til søgeresultaterne
Sophie Bruun: ”Hyld og Humle”
Naar man læser dette Debutarbejde, saa føler man, at der i Forfatterinden banker et ikke almindeligt menneskekærligt og varmt Hjerte. Hvor er det dog ualmindeligt blandt vore kvindelige Forfattere i denne Tid! Med faa Undtagelser er det kun Sanseligheden, Flirten og de løse. Forbindelser, der tales om. Her derimod føler man, at Frøken Bruun virkelig har noget godt paa Hjerte, noget hun absolut maa have sagt, en ægte Trang til at meddele sig til sine samtidige. Hvor er til Eks. ikke „Mødre” en lille, nydelig Fortælling, grebet ud af Livet! Især er den forvænte Doktorfrues Refleksioner, medens Heralda overøser sit lille, forsømte Barn med kærlige og ømme Ord, tilforladelige og naturlige.
I „Døden og Brændehuggeren” - dette ofte behandlede Emne - synes det, som Forfatterinden mangler en vis Form for sine Tanker, og hun viser her en Del Ubehjælpsomhed, saa Læseren kun ser det, hun vil have frem, i en Uforstaaelighed og Taage. „Kammerjunkeren” er maaske lidt usandsynlig, skønt der er noget stemningsfuldt over Billedet, og i „Kaptajnens Datter” gives der en nok saa naturtro Beretning om den Løn, en ung jævn, men hæderlig Kvinde faar ved at være tro mod sin Barndoms- og Ungdomsven.
I „Den Dristige” og „Den høje Mand” føler Frøken Bruun sig lige som mere klar over, hvad det er, hun vil have frem, og i ”De to Søstre” - med Strofer og Klang fra Folkevisetonen - har hun givet en interessant Fortælling. Hun viser dog især i „Den Dristige” en stor Tankerigdom og poetisk Evne, og denne smukke Beretning turde være den bedste i Bogen. Man kommer ved den let til at Flytte Tanken hen paa H. C. Andersens „En Moder”, skønt det der er en mægtig Moderkærlighed, der dikterer Handlingen, medens Audacia (den dristige) handler i sin overvældende Menneskekærlighed for alle dem, der lever i den Stad, hvor hun har hjemme.
Denne Fortælling har overordentlig skønne Punkter.
Forfatterinden røber ogsaa næsten gennem hver Side af sin Bog en frisk, velgørende Begejstring over Naturen, og hun faar ofte Lejlighed til at give tro Billeder af denne. - De muntre Fortællinger i Bogen er „Rekreation” og „En Kærlighedshistorie”. Den sidste er især meget fornøjelig og rørende gengivet, og Forf.s absolute Evne til at fange de komiske Sider af Livet, kommer her fuldt ud til sin Ret. Ogsaa den fynske Dialekt tumler hun med stor Routine.
Det vilde være glædeligt, om Frøken Bruun med sine vrimlende Tanker og Evner og med sit Talent om Bord, i en større Fortælling vilde vove sig ud paa en længere Fart, hvor Bølgerne slaar højt op om Skibets Sider.