« Tilbage til søgeresultaterne
Arbejderkvindernes Møde om Fabrikloven
Fru Berg Nielsen var ikke kommen til Stede for at belære de arbejdende kvinder om, hvad de skulde eller ikke skulde - vi er vel alle enige om at ønske det bedst mulige ud af dette Lovforslag, - men hun vilde gerne høre de tilstedeværendes Mening om en Barselforsikring, hvor t. Eks. Arbejderskerne gav l Kr. om Aaret, Fabrikanten det samme og Resten blev garanteret af Staten. Fabrikherrerne er ved Lov tvungne til at tegne Ulykkesforsikring for deres Arbejdere - saa denne Ordning kunde nok tænkes gennemført. Formentlig kunde der da opnaas en Hjælp af 50 Kr. Mener man at kunne være tjent med dette?
Er der endvidere nogen Fabrikarbejderske, der arbejder mere end 10 Timer? Hvis ikke, er der da nogen som helst Mening i det Forslag, er der Beskyttelse i det?
Bliver Arbejderkvinderne ikke meget mere udnyttede med Hensyn til Lønnen end med Hensyn til Tiden? Var det da ikke rimeligere at rette Bestræbelserne paa at højne Lønnen: samme Løn for samme Arbejde som Manden. Men dette kan Fagforeningerne gøre. Og det er enhver Arbejderskes sociale Pligt at melde sig ind i sin fagforening. Taleren nærede Frygt for, at Beskyttelse med Hensyn til Tiden vil forsinke Fordringen om samme Løn for samme Arbejde, at denne Lovs Forbud skal reducere os til en Arbejdskraft af 2den Rang.
Fru Anna Larsen (Korsetsyerskernes Form.) ønskede - som alle de kvindelige Talere - Grændsen for Børnearbejdet sat til det 14. Aar. Vort Skolevæsen bliver stadig forbedret, men hvorledes skal Børn, der overbebyrdes med Arbejde, faa Udbytte deraf. Hvad angaar § 7 og det fremsatte Forslag om Forsikring, som Kvinderne selv skal betale - saa maatte det dog være nok saa rimeligt, om det var Staten, der traadte til. Det maa dog være daarlig Økonomi - ogsaa for Staten - at baade Mødre og Børn bliver Svæklinger.
Fru Christensen bragte nogle Oplysninger om et Natarbejde paa Nørrebros Papirfabrik, som fremkaldte Forbauselses-Udbrud selv fra denne Tilhørerkreds. Her arbejder man til Tider i 12 samfulde Nattetimer uden nogen som helst Spisetid - tilmed i Lokaler, der er opfyldt med Støv og Uddunstninger fra Papirmassen og faar herfor - 160 Øre. Kun hvis en Lov forbyder dette, bliver det forandret; der vilde rejse sig en Storm af Indignation, om Kvinderne sagde, at de ikke vilde arbejde i 12 Timer - man vilde tro, de var gale. Kvinder, der arbejder under saadanne Forhold, træder ikke frem for Offentligheden, gaar ikke til Møder, de gaar kun hjem for at sove, passe Hjemmet og saa begynde igen. De fleste er gifte Koner. (En Stemme: „organiser Jer!”) Det har vi begyndt paa, men det er vanskeligt under saadanne Forhold.
Fru Lycinka Hansen udtalte Tilslutning til en af Fru B. Nielsen fremsat Tanke om, at rejse en Agitation for den nævnte Forsikring – men vel at mærke kun for at opnaa Statshjælp. Arbejderkvinderne har nok at betale til af deres lille Løn. Med Hensyn til en anden af Fru B. Nielsen fremsat Ytring om Kvindesagen vilde Taleren fremhæve, at „indenfor vort Parti har vi ingen Kvindesag, Kvindernes Virksomhedsomraade som Arbejdersker er ikke bleven indskrænket, vi staar Last og Brast med Mændene, thi vi har en fælles Fjende i Kapitalen. Vi hørte før, hvorledes Kvinder bliver budt 160 Øre for et aandsfortærende Arbejde i 12 Nattetimer, det er paa høje Tid, der bliver gjort noget. Vort Arbejde gaar ud paa, at hæve vor Energi og vor Aandskraft og derigennem naa frem til, at Arbejderkvinderne bliver tænkende Væsener.”
Endnu flere Talere hævdede med stor Styrke, at det maatte blive Statens Pligt at yde den Erstatning uden hvilken Paragraf 7 ikke blev Beskyttelse - paa dette Punkt er ingen Vaklen, - andre fordrede alle Arbejderkvinder - ikke blot Fabrikarbejdersker - dragne ind under Fabriklovens Bestemmelser; derefter kom Forhandlingerne stærkt til at strejfe - Kvindesagen.
Fru Berg Nielsen værgede sig imod at ville Mændene til Livs - men det var lidt underligt at høre, at Arbejderkvinderne vilde have Lov til at staa udenfor Kvindesagskampen - „de kan jo ikke staa udenfor, de staar tvertimod midt i den. Er det dog ikke enhver Kvindes Agt, at naa frem imod den gode Løn og den kortere Arbejdstid ? Vi kan staa hinanden bi -, ikke imod Mændene, disse er mangen Gang bedre Kvindesagsvenner end Kvinderne, men som Venstre og Socialdemokratiet staar hinanden bi i Kampen mod Reaktionen. Vi kan agte og respektere hinanden og vi kan lære at holde sammen, men vi skal ikke selv sætte Skel imellem os i Overklasse og Underklasse.”
Hertil gav særlig Cigararbejdernes Formand, B. Nielsen, et skarpt Tilsvar : „ Der kunde være enkelte Kvinder, der, som Fru B. Nielsen, havde Forstaaelse for Organisationens Betydning og Medfølelse for deres arbejdende Søstre, men i det store og hele saa var Kapitalistkvinderne næppe synderlig forskellige fra Kapitalistmændene. Hvor var disse Damer henne under sidste Sommers store Kamp? Og hvorledes er det nu pludselig blevet saadan, at de staar sammen med os? Vi vilde virkelig være glade, om det var Tilfældet, thi dersom Kapitalistdamerne staar sammen med Arbejderne og Arbejderkvinderne, saa skal vi nok faa Krammet paa Kapitalistherrerne. Men vi hører ikke til samme Klasse. Hvor kan vi anse disse Damer, - der sidder hjemme og arbejder for Lommepenge ved at underbyde de virkelige Arbejdere - for at høre til os? De gaar ikke sammen med os i en Fagforening for at støtte os ved at hæve Lønnen.”
Endnu flere udtalte sig i samme Retning, men Frk. Andrea Nielsen maatte da gøre Hr. Nielsen bekendt med, at han havde Uret, naar han mente, at ingen bedrestillede Kvinder havde stillet sig paa Arbejdernes side under sidste Sommers Kamp. Baade „Dansk Kvindesamfund” og „Kvindelig Fremskridtsforening” havde været meget virksomme for at samle ind og støtte Arbejderkvinderne.
Om Fabriklovforslaget vekslede Folketingsmændene Jensen-Søndernp og Christensen, Aalborg nogle Repliker.
Fru Olivia Nielsen og flere hævdede overfor Jensen-Sønderup, der havde udtalt det ønskelige i, at Interessen for Afskaffelsen af Børnearbejde var dikteret udelukkende af Hensyn til Børnene og ikke med den Tanke ved Siden, at det vilde komme Kvinderne tilgode, - at Kvinderne ogsaa maatte yære berettigede til at tage økonomiske Hensyn, naar vi nu vitterlig ved, at mange afskediger Kvinder og tager Børn i Stedet.
Hertil føjede B. Nielsen et Eksempel fra de sidste Dage. Der var stillet Anmodning om Lønforhøjelse paa en Cigarfabrik, Svaret lød: „saa tager vi Drenge i Stedet.”
Sluttelig foreslog Frk. Andrea Nielsen følgende Resolution, der enstemmig vedtoges:
„Arbejderkvinder, forsamlede til Møde den 7. Marts 1900, udtaler, at kunne billige det Forslag til Lov, indgivet af Indenrigsminister Bramsen til Folketinget, om Beskyttelse af Kvinder og Børn, beskæftigede i Fabriker, med den Forudsætning, at en Beskyttelseslov for alle Arbejdere snarest maa kunne ventes gennemført, da Kvinderne efter den foreliggende Lovs § 5 vil blive afskaarne fra forkellige Haandværk. Endvidere ønske vi Kvinderne beskyttede, som angivet i § 7, dog med den bestemte Fordring, at der ydes disse Kvinder økonomisk Hjælp, ikke Fattighjælp, i ovennævnte Tidsrum.”
Hermed har da Arbejderkvinderne givet et saa utvetydigt Svar, at det ikke kan misforstaas. Og dette Svar vidner om at danske Arbejderkvinder er saa vidt fremme i Udviklingen, at de ikke blindt følger enhver „Anvisning”, men er i Stand til selv at tænke og tale og veje Grundene for og imod. Arbejderkvinder og Kvindesagskvinder er enige om, at ønske det bedst mulige ud af det foreliggende Lovforslag, og nu begge Parter har talt ud, viser det sig, at om de store Hovedspørgsmaal er der ingen væsentlig Uoverensstemmelse, et Vidnesbyrd om, at disse Parter er nærmere ved at forstaa hinanden end man egenlig har troet. Et Resultat, som der er al Anledning til at glæde sig over.
