« Tilbage til søgeresultaterne
Fagskolen for Linnedsyning
For nogen Tid siden blev der i Kv. og S. stillet en Forespørgsel til ”Fagskolen for Syersker” (Kjolesyning) og „Fagskolen for Linnedsyning”, hvor vidt de var beregnede paa at uddanne Syersker til Selverhverv, og samtidig spurgtes der, hvorfor de ikke opfordrede deres Elever til at indtræde i Fagforeningen.
E. M. svarede paa førstnævnte Skoles Vegne, og dette Svar kan i alle Henseender underskrives af „Fagskolen for Linnedsyning”s Bestyrelse (dog bedes særlig bemærket, at det kun er en Skole - som altsaa hverken i den ene eller den anden Retning kan paatage sig nogen Indflydelse paa Elevernes. Stilling i Fremtiden). At der ikke straks kom direkte Svar paa Forespørgslen, var begrundet paa Formandens og to andre Bestyrelsesmedlemmers Fraværelse.
Det er meget beklageligt, at Syerskerne stiller sig saa tvivlende over for Skolen - dens Formaal er at oparbejde Linnedsyningen i Danmark ved for en billig Betaling at give Kvinder Adgang til faglig Uddannelse i Linnedsyning og derved skaffe dem Mulighed for at opnaa større Indtægt. I Følge alle sagkyndiges Udtalelser er det jo netop Manglen paa faglig Uddannelse, som forhindrer Kvinderne i at tjene lige saa meget som Mændene.
Giver Skolen Overskud, skal dette anvendes til Fripladser og anden Hjælp til ubemidlede Elever.
Skolens Afgangsbevis gives kun til fuldt uddannede Elever, som maa sy et Svendestykke. De hidindtil færdig uddannede Elever har straks faaet af det bedst betalte Arbejde her i Byen og er stærkt efterspurgte.
I Aarsberetningen, som udkommer en Gang i Maj Maaned, vil der blive gjort Rede for Skolens Arbejde og Erfaringer i det forløbne Aar.