« Tilbage til søgeresultaterne
Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde.
Minna Canths Noveller.)
Ved A. J.
Jeg tav. Jeg kunde ikke andet end se paa hende.
- Se, se! sagde hun, du gør store Øjne.
- Nu ved jeg ikke mere, hvad vi skulde have tilfælles.
- Vær ikke saa højtidelig, kære Lisi. Jeg skal sige dig, hvad vi endnu har tilfælles. Ser du, vi vandrede begge paa gammel, tynd Is, og begge to skal vi om kort Tid synke ned i Dybet. Det, der skiller os, er blot det, at jeg ved det, men du ved det ikke.
- Agnes, hvor kan du tale om disse Ting paa denne Maade?
- Vi skulde vel hellere glemme disse Sager? Du kan ikke en Gang taale at høre Sandheden, stakkels Barn.
Er du saa vis paa Sandheden? Tænker du ikke paa, at ogsaa din Kundskab kan være mangelfuld?
- Lad os slutte, vi kommer ellers aldrig til Sagen. Vi har kun en Time til Skibet gaar.
- Fortsæt da.
- Vel, du spurgte, om jeg rejser alene til Italien. Jeg svarede: nej. Vil du vide, med hvem jeg rejser?.
- Ja.
- Det var just det, jeg vilde fortælle dig. Ser du, jeg har i Petersborg en god Ven, en rigtig god Ven, som elsker mig grænseløst.
- En Mand?
- Ja, naturligvis en Mand. Men hvorfor ser du saa ulykkelig ud, kære Lisi?
Hun lo ad mine alvorlige Miner.
- Bryd dig ikke om mig. Fortæl blot.
- Denne Ven er ufattelig rig har en meget høj Stilling. Han har for min Regning lejet en Villa ved Milano paa et overordentligt smukt Sted.
- Og det er med ham, du rejser? formaaede jeg endnu at spørge.
Agnes nikkede bekræftende og saa paa mig med et ubekymret Ansigtsudtryk.
Jeg grebes af tunge Anelser. Jeg mærkede som en tung Byrde paa mine Skuldre, under hvilken jeg var nær ved at segne.
Hun var jo dog min Barndomsveninde.
I dette Øjeblik saa jeg hende saa levende for mig som Barn i Skolen. Jeg saa de uskyldige mørkebrune Øjne, som altid med Tillid var fæstede paa Læreren. Var det den samme Agnes, jeg nu havde for mig?
- Naturligvis gifter I jer da?
- Noget Giftermaal kan ikke komme i Stand, thi han er - allerede gift.
- Og desuagtet?
- Desuagtet! hun smilede. Tænk nu paa, Lisi, hvad jeg før sagde. Vi to er ikke af samme Slags.
- Men, Agnes, er du lykkelig?
- Hvilket Spørgsmaal? Sig mig først, om du er lykkelig? Eller er overhovedet noget Menneske lykkeligt?
Nej! Jeg forsikrer dig, at det ikke er Tilfældet. Om nogen tilfældigvis tror at være det, kommer han nok snart til at forstaa, hvor meget han har bedraget sig selv.
- Ulykken er dog af forskellig Slags.
- Ingenlunde: I Bund og Grund er det nok det samme.
- Kære Agnes, forlad denne Mand! Rejs ikke med ham!
- Ønsker du hellere, at jeg bliver her? spurgte hun.
Jeg maatte slaa mine Øjne ned. Jeg skammede mig, thi hun forstod, at jeg ikke paa noget Vilkaar vilde beholde hende her.
- Her blev nok en Ballade, - lo hun. Jeg vilde uden Tvivl gøre alle eders mest udmærkede Mænd øre i Hovedet. Noget mindre kunde jeg ikke nøjes med. Og inden kort Tid ville jeg dog faa nok af den Leg.
- Kunde du ikke tage fat paa noget Arbejde, Agnes?
- Sandt at sige var det vel saadant noget, der foresvævede mig, da jeg besluttede at rejse til Finland. Men nu ved jeg, at det er mig umuligt. I den Henseende behøver jeg ikke at bryde min Hjerne mere.
Jeg kunde ikke sige et Ord. Agnes syntes ogsaa at være fordybet i Tanker. I det mindste antog hendes Øjne et ejendommeligt fraværende Udtryk, mens hun stirrede frem for sig. Hun rettede dog hurtigt Hovedet op, sukkede dybt og sagde:
(Fortsættes)
