« Tilbage til søgeresultaterne
Hr. Peter Nansen og de unge Kvindetyper
Et post festum.
Idet jeg gaar ud fra, at sent er ikke altid for silde, tillader jeg mig at fremkomme med nogle faa Bemærkninger om de unge Kvindetyper i Hr. Peter Nansens Bøger. Da „Breve fra Rusåret” og „Julies Dagbog” i sin Tid udkom, fremkaldte de Beundring hos mange, paa Grund af det smukke Sprog, og - Væmmelse hos andre. I „ Politiken” hævedes Forfatteren naturligvis til Skyerne, og efter „Maria” kulminerede det.
For kort Tid siden - den 28. Februar - læste man saa i „Politiken” Hr. Peter Nansens Protest mod Pastor Schack, der i sit Foredrag, efter hans Mening, indirekte havde angrebet hans Dyd og saaret hans Blufærdighedsfølelse(!). Paaberaabende sig sine „kristeligt og kirkeligt ivrige Venners” Indignation, pegede han overlegent paa nogle Citater af „Breve fra Rusåret”, og trak sig saa tilbage med en god Samvittighed, - som en forfulgt Uskyldighed! Men har den store Digter og Kvindekender ikke selv gjort sig skyldig i fejlagtige Fremstillinger, naar han, som i „Julies Dagbog”, „Breve fra Rusåret”, „Maria” o. s. v. („Guds Fred” vil jeg slet ikke tale om, da den er lauter Affektation) - fremstiller de unge Piger om levende nutidsbilleder, Typer paa unge Københavnerdamer vel at mærke fra de gode Kredse - med et godt Hjem i Ryggen, med en fin Natur - (den ene er en hvid Hind”, den anden en bly Mimose) - men med Tanker og Lyster som de simpleste fruentimmer. „En sød ung Pige”, som hun kaldes i, „Breve fra Rusåret”, om end lidt raffineret og provinsiel, vilde aldrig kunne føre et saa kynisk Sprog, som Forfatteren lader hende gøre i et Brev til sin Forlovede, Studenten, hvor hun hentyder til Fremtiden. Det er psykologisk urigtigt; thi en sød ung Pige kan ikke saa pludselig slaa om og blive fræk. Hun er jo ingen Tøjte.
I „Julies Dagbog” ligesaa. Saa beskeden og poetisk, som Julie er (hvilket „Blomstersprog” hun fører, naar hun skriver til sin „Ven”) kan hun ikke paa én Gang synke saa dybt, at hun mister al Stolthed og Agtelse for sig selv, - saa hurtigt falder Englene ikke. Men Hr. Nansen kender Kvinderne; han forstaar dem, - ja. Bohemerne.
Det er meget beklageligt, at ingen ung Pige at det gode Selskab forlængst har gjort Hr. Nansen opmærksom paa disse fejltagelser. Mange Kvinder har dog i de sidste Aar været saa bange for at blive forurettede, - miste nogle af deres lovlige Rettigheder; hvorfor saa ikke holde paa deres moralske Ret til ikke at slaas i Hartkorn med de moderne Forfatteres Demimonde-Veninder?
Om nogle af alle de unge Mennesker, i hvem disse Bøger gaar som varmt Brød, vilde spørge os, før de dømmer efter disse Ungpige-Skikkelser, vilde det Være bedst for dem selv. „De er alle ens!” er der mange, som siger. For disse vilde det være godt, om der foran i adskillige af de moderne Forfatteres Bøger stod som i „Breve fra Helvede”: „De svage Hoveder og da svage Hjerter skulle tage sig i vare for at læse mig”. Og af de moderne Forfattere skulde mange skrive sig bag Øret, at det gaar med deres egne Oplevelser ligesom med Drømme: det er ikke altid saa morsomt for andre, at høre dem beskrevne.
