« Tilbage til søgeresultaterne
Amerikanske Skolevenner
Det var i 1887. Sporvognen havde bragt mig ud i stadig mere landlige Omgivelser i Bostons Yderkanter. Fra det Hjørne, hvor den satte mig af, maatte jeg arbejde mig op ad en lovlig stejl Bakke, men snart sad jeg i en lille tarvelig, men hyggelig Villa overfor en lille gammel Dame med hvide Haar og Skæg paa Hagen. Hendes Slægt hørte til det gamle, bostonske Aandsaristokrati. Hendes Skrifter havde virket vækkende paa mig allerede i min grønne Ungdom; og jeg var spændt paa at se, om det personlige Indtryk vilde svare til, hvad jeg havde tænkt mig.
„De ved”, sagde ,hun, „at min Søster efter sin Mand fik den største, pædagogiske Arv at løfte, som er tilfalden nogen amerikansk Kvinde. Men mens han havde rejst en Folkeskole over hele vort mægtige Land, valgte hun at lodde Sindet, Evnerne og Anlæget hos nogle faa Børn for at skabe bedre Undervisningsmetoder. Hun og jeg holdt Skole for ganske smaa Børn uden at tage mindste Hensyn til vedtagne Reglen De ved, at vi opfandt Børnehaven uden at kende noget til Frøbel; og de forstaar, at det maatte virke overvældende paa os at se alt det, vi under vor Skolepraksis havde udpønsket, sat saa fint og sindrigt i System af den store, tyske Pædagog. Jeg blev en lidenskabelig Frøbeldyrker og havde snart om mig en Flok af unge, troende Apostle for denne Sag. En af dem var et helt Geni. Hun var ikke blot en født Pædagog - elektriserede ethvert Barn, der kom i Nærheden af hende -, men hun syntes ogsaa at være født Frøbelianer. Systemet sprang fuldt færdigt ud af Hovedet paa hende, blot man rørte ved det. Men hvad hjalp al vor Begejstring og Tro. Vi kunde dog ikke røre Stene. Vi kunde til Nød faa en lille Kreds af rige Folk til at sende os deres Børn; men det var jo de fattige, vi vilde have fat paa; det var Gadeungerne med de dumme, stive Fingre og de stive, dumme Øjne, vi vilde forvandle til lærvillige og opvakte smaa Menneskebørn, som de var skabt til at være.
„En Dag stod Emma Marvedel for mig med skinnende Øjne og udstrakte Arme. „Farvel”, sagde hun, „jeg kan ikke blive her længere. Tror du, at jeg vil gaa og blive gammel og graa som du selv uden at kunne gøre andet end skrive og tale for døve Øren! Jeg ved, at jeg kan kalde friske Spirer frem i Tusindvis hos disse Børn; og saa skal jeg se paa, at det altsammen visner og dør, trampes ned! Jeg gaar mod Vest, saa langt til jeg finder Mennesker, der forstaar at bruge mig”. Hun rejste til Kalifornien, hvor man aldrig havde hørt Frøbels Navn; og nu er hun i Spidsen for et helt Net af Folkebørnehaver i San Francisko, vel den største Virksomhed, nogen amerikansk Lærerinde har naaet”.
„De troede ikke, Boston var saa evropæisk! Jo, desværre, vore østlige Byer ere gamle og ikke altfor lydhøre overfor nye Ideer, ikke meget varsomme i Brugen af unge Dygtigheder. Men slet saa galt som i Evropa er det dog heller ikke; og nu skal De høre, hvordan vi alligevel fik Børnehaver i Boston. En af vore rige Kvinder er Datter af Professor Agazzis og har arvet hans Kærlighed til Folket og Interesse for Folkeopdragelse. Fra det Øjeblik, hun forstod, hvad en Folkebørnehave kan være for en By, hvorledes den tager Børnene, mens de endnu leve i Uskyldighedsstanden, og vender deres kraftigste Instinkter til det gode og nyttige, fra det Øjeblik besluttede hun, at de fattige Børn i Boston skulde i Børnehave. Hun oprettede først en, saa en til, stadig flere. Hun havde tænkt, at naar man saa Institutionen i Virksomhed, vilde Kommunen adoptere den. Dette slog aldeles ikke til; man lod som man hverken kunde høre eller se; men hun kunde ikke opgive det engang begyndte Værk, hun satte baade sin Formue og sine Kræfter ind paa det. Og nu endelig, ti Aar efter at hun aabnede den første Børnehave, overtager Kommunen alle hendes Skoler og fuldstændiggør dem, saa at ethvert Barn i Byen kan komme til at nyde godt af dem.”
Den gamle Dame havde talt sig varm, mens jeg sad og grundede paa, hvor i Alverden jeg før havde mødt denne Skikkelse, der forekom mig saa bekendt. Det store Hoved, Kappen, der gled bagover og af og til maatte hales op med et lille Ryk, de rummelige Lommer, der var stoppede fulde af alskens Papirer - var det paa Bostons Gader, jeg havde truffet hende eller ved nogle af de mange Kvindemøder? Nej, vist ej, det er jo i Henry James’ vittige Roman „Bostonianerne”, at hun fremstilles, lyslevende som hun sidder der. Han gør i denne Bog tykt Nar af de bostonske Fremskridtsdamer, og jeg hørte senere, at han virkelig havde benyttet den udmærkede gamle Pædagog til Model for sin „Frøken Fugleøje”. Men det er en ren Karrikatur, han giver af hende, et Menneske, hos hvem den almene Sympati har udvisket ethvert personligt Træk endogsaa af Ansigtet. Han haaner lige til hendes Fattigdom og Tarvelighed, hendes gode Hjerte, det, at hun hellere vil frelse et Menneske end pynte sit Værelse med Malerier og Blomster. Hvor kan en Mand gøre sligt?*) Lige meget! den Barnelykke, der blomstrede op i Boston, San Francisko og utallige andre store, amerikanske Byer, taler højere end hundrede Bøger. Og man maa prise det Land lykkeligt, der har mange Skolevenner som den fattige Miss Peabody og den rige Mrs. Shaw.
