« Tilbage til søgeresultaterne
„Vor Tid”
Det lysegule Hefte bliver svært savnet af de Venner, det i sin korte Levetid har forstaaet at vinde. Hver Ugedag bragte det os Bud om et eller andet af de store Samfundsspørgsmaal, der ryster vor Tid i dens Grundvold, og for hvilken det saa energisk søgte at lukke vore Øjne op.
Med Vemod erfarer vi, at Tidsskriftet er gaaet ind, fordi det ikke kunde bære sig, fordi det, som Red. oplyser os om, kun havde 7 til 800 Abonnenter.
Man har svært ved at forstaa, at et Tidsskrift som dette, med dets saare aktuelle Indhold, dets billige Pris og dets af gode, kendte Navne sammensatte Redaktion, ikke skulde kunne samle mere end 7 til 800 Abonnenter om sig - tilmed, naar det var det eneste af sit Slags i Danmark.
I Reglen staar vi jo ligesaa blinde overfor den Omvæltning af det bestaaende Samfund, der forberedes i de store Lande, som det franske Samfund for noget over 100 Aar siden stod overfor den store Revolution, der nærmede sig. Men det er ikke blot det.
Der var noget, der manglede „Vor Tid” og uden hvilket ingen Røst nu til Dags kan gøre sig hørt: det forsmaaede at benytte Reklamens Stortromme. Det vilde virke alene ved Sandhedens egen Magt. Men ak, Sandhedens Stemme kan nu om Stunder ikke gøre sig hørt for Markskrigergøglet, endsige vække Menneskene op af deres ligeglade Døs.
Og saa havde „Vor Tid” en anden stor Fejl. Det saa altfor stort paa Tingene. Dets Opfattelse var grundet paa en altfor bred almenmenneskelig Basis uden - Partiuniformen.
I en Tid, som ikke erkender en absolut Sandhed, maa Sandhederne nemlig kun føres til Torvs i Partikostume. Som „Vor Tid” at forudsætte en Sandhed, uafhængig af Partikontrol, det er det rene, skære Vanvid eller som man ogsaa benævner dette abnorme Fænomen - Idealisme. Og den Slags Vanvid gør man lettest uskadelig ved at tie den ihjel.
Vi tror dog, at „Vor Tid” af en lille, men stadig voksende Flok, vil blive saa stærkt savnet, at det gule Hefte inden ret længe vil begynde sin Oplysningsgang igen. Indtil det sker, siger vi Tak for, hvad det allerede har skænket os.
