« Tilbage til søgeresultaterne
Tilskueren
Det fortræffelige Tidsskrift bringer i sit Aprilhæfte mer end een Artikel som synes at have Ærinde til dette Blads Læsere. Endogsaa det skønliterære Bidrag, en Oversættelse efter Maeterlinck er et Slags Indlæg i Kvindesagen, som jeg dog ikke skal gaa nærmere ind paa. Ligeledes skal jeg blot anbefale en interessant lille Artikel af Vald. Vedel „Digt og Liv”; den er aabenbart fremkommen i Anledning af Pastor Schacks Foredrag, og den udvikler et Synspunkt for Skønliteratur, som sikkert vil være nyt for mange.
Mere direkte griber et Par af de andre Artikler ind i Diskussionen. Saaledes skriver Hr. Emil Meyer om „Fabriksloven og Kvinderne”. Som bekendt er Forf. for Loven. Ligesom Minister Bramsen gaar han ud fra Uligheden mellem Kvinder og Mænd. Kvinder ere politisk umyndige, og deres Fagforeninger ere svage, derfor maa Loven regulere deres Arbejde. Ud fra dette Standpunkt kan man dog ikke vente, at de, der arbejde for Kvindernes Myndiggørelse og Ligestilling med Manden skal favorisere denne Lov. Som tidligere meddelt her i Bladet, har man ogsaa paa Ny - Zeeland efter Indførelsen af Kvindernes politiske Stemmeret fra officiel Side erkendt, at der var Grund til igen at ophæve Beskyttelsen.
Selvfølgelig ønsker Forf. kun godt over Kvindernes Selvstændighedsbestræbelser. Han indrømmer, at der er et Hul at fylde i Loven med Hensyn til Godtgørelse til Barselkvinder for den tvungne Uvirksomhed, og han henviser til Undtagelsesbestemmelser for de Kvinders Vedkommende, som ved Lovens Gennemførelse vilde blive kastede ud af deres Erhverv. Han oplyser, at Forbudet mod Natarbejde i Tyskland saa langt fra har stanset Tilvæksten af kvindelige Lønarbejdere, at tværtimod en Del Bedrifter har været nødt til af denne Grund at ansætte flere Kvinder.
At det vil gaa saaledes over alt, kan man nu vel ikke stole paa. Kvinderne konkurrere jo ikke alene med hinanden indbyrdes, men ogsaa med Mændene. Og i det hele - er en slig Lov ikke en halv og en udemokratisk Forholdsregel ? Dersom det er nødvendigt for Slægtens Sundhed, at de fremtidige Mødre ere i Seng fra 10 til 5, skulde man saa ikke give en Beskyttelseslov mod at den højere Klasses unge Døtre danse deres Nætter bort og dermed ødelægge deres Sundhed? Det er jo dog langt mere dem end Arbejderskerne, der saa ofte nu til Dags komme til kort overfor Moderens første Pligt mod sit Barn, den at give det en sund og nærende Die.
At samme Virkning kan have forskellige Aarsager ses, naar man sammenholder Hr. Meyers Artikel med en anden i samme Hefte, „Hjemmets Opløsning” af Fru Nina Bang, der som man husker ogsaa er „Beskyttesesmand”. Et af Hr. Meyers vægtigste Argumenter er Kvindens Afhængighed af Husarbejdet, men denne mener Fru Bang, at Udviklingen vil ophæve. „Naar alt det, vi trænge til: Klæder, Renlighed, Middagsmad og anden Mad besørges i det store saa ere vi jo alle, baade Mænd og Kvinder, naar Arbejdstiden (Tiden for det faglige Arbejde) er forbi, fri Mennesker og Fritiden virkelig Fritid”.
Hvad Forfatteren af denne overmaade velskrevne Artikel vil vise er „at det ny Hjem, der langsomt hæve sig op af det Kaos, hvori den kapitalistiske Produktion har bragt alle nedarvede Livsformer, det er ikke et Hjem, der maa betragtes højst som et nødvendigt Onde, men det er et Hjem paa et højere Udviklingstrin end de gammeldags”. Han giver i denne Hensigt en fortrinlig Skildring af den Omvæltning, som ingen kan være blind for foregaar rundt om os, idet Storindustrien tager Arbejdet ud af Hjemmene og derved tvinger Kvinderne til at følge med, tvinger ikke blot Tjenestepigerne, men ogsaa Husmødrene til at blive Lønarbejdere.
At Udviklingen dog ikke skrider frem i saa ubrudt en Linje, som Forf. antager, det fremgaar blandt andet af den Oplysning i Hr. Meyers Artikel at naar Arbejderens Indtægt er tilstrækkelig til Familiens Underhold viser der sig hos den gifte Kvinde en Tilbøjelighed til at gaa bort fra Fabriksarbejdet, hvilket særlig er bevis for Englands Vedkommende, men og saa gælder andre Lande. Det er vel ogsaa noget, som først skal erfares om Storindustrien virkelig vil fortrænge al Husflid fra Hjemmene. Den stærke Udvikling i Skolerne af Sløjd og Husholdningslære, som er kommen til os fra Storindustriens Centrer, Tyskland, England og Amerika, peger i anden Retning. Og hos os viser det sig ude paa Landet, at den lille Bedrift, Husmandens, ikke blot kan tage det op med den store, men ogsaa formaar at tilgodegøre sig Storindustriens Fordele gennem Andelsforretninger uden derfor at tabe sit Særpræg. Viser ikke dette sidste, at de vilkaarlige Linjer, Beskyttelsen drager for Udviklingen, ingenlunde altid er Fremskridtslinjer?
Som Forf. rigtig bemærker, retter Udviklingen sig imidlertid ikke efter hvad den ene eller den anden af os tror og ønsker. Og heldigvis er der Opgaver nok, som vi kan arbejde paa uden at tvivle. En af de mest nærliggende glæder det os at se fremhævet af Fru Bang, nemlig Folkebørnehaven. Naar hun siger at vi intet tilsvarende har hos os, ser hun imidlertid ganske bort fra Asylerne, der dog har sat mange gode Kræfter i Bevægelse, og som tage Børnene hele dagen, hvilket Børnehaven ikke gør. Men sløjt er det unægteligt, at vore Asyler nu i snart to Menneskealdere har forholdt sig ganske ligegyldige overfor Frøbelianismen. Jeg glemmer ikke det triste Syn, jeg en gang saa i et af Byens bedste Asyler: 70 smaa Børn med Hænderne foldede paa Ryggen, disse Hænder, der burde været i travl Beskæftigelse med at ælte i Sand og Ler, at tegne og male, at klappe og dunke hinanden i Løjer, og Leg. Dersom det ikke snart bliver anderledes, dersom Asylbestyrelserne ikke formaa at omdanne Institutionen, vil Fru Bang og hendes Meningsfæller faa Ret i, at kun det offentlige kan magte en Sag som denne.
