Den danske Familieret

Denne Bog er udkommen i Slutningen af 1899 og omhandler saaledes ogsaa den ny Lov om Formueforholdet mellem Ægtefæller. Lovens § 11 foreskriver, som det turde være vore Læ­sere bekendt_, at:

Manden ikke uden Hustruens Sam­tykke kan afhænde, pantsætte eller paa usædvanlige Vilkaar eller for usædvanlig lang Tid overdrage Brugsrettigheder over fast Ejendom, om hvilken Adkomstdokumenterne oplyser, at den er indført i Fællesboet af Hustruen, eller afhænde, pantsætte eller kvittere Gældsbreve, Ak­tier, Policer, Sparekassebøger og deslige Dokumenter, som er indført i Fællesboet lydende paa hendes Navn. Under fast Ejendom maa henføres ogsaa Dele af en fast Ejendom og saavel Ejen­domme i Byen som paa Landet.

Herom udtaler Professoren sig saaledes:

,, Denne Bestemmelse giver Hustruen en forhen i vor Ret ukendt Medraadighed over en Del af Fællesboet, og ved dette første Forsøg i denne Ret­ning har Lovgiveren uden Hensyn til rent theoretisk Konsekvens anset det for rigtigt at drage positivt vilkaarlige Grænser dels for ikke at komme til at genere Manden for stærkt i hans økonomiske Virksomhed som Forret­ningsmand eller Næringsdrivende, dels for at ikke Trediemand skulde svæve i Uvished om, hvorvidt han turde indlade sig i Retshandler med Manden alene. Hustruens Samtykke kræves kun til Dispositioner over fast Ejendom. Gældsbreve og deslige Dokumenter, som af hende er indført i Fællesboet, være sig ved Ægteskabets Stiftelse el­ler senere, men ikke naar der er Tale om at raade over andre af hende ind­førte Ting saasom rede Penge, Skibe, Løsøre, Brugsrettigheder, og naar en til førstnævnte Klasse henhørende Ting er afløst af en under sidstnævnte Klasse hørende, f. Eks. naar en fast Ejendom eller en Aktie er gjort i Penge, er Hustruens Samtykke ikke nødvendigt for at raade over det saaledes erhver­vede. Men selv med Hensyn til faste Ejendomme, Gældsbreve o. desl., der er indført af Hustruen, kræves hendes Samtykke kun, naar Adkomstdokumen­terne oplyse, at den faste Ejendom er indført af hende, og naar Gældsbrevet er indført lydende paa hendes Navn. Der maa efter disse Udtryk lægges Vægt paa det formelle Punkt, den skriftlige Konstatering af Hustruens Ejendomsret i Indførelsesøjeblikket, hvilket ogsaa stemmer med det væ­sentlige Hensyn, der ifølge Lovens Motiver er taget til, at Forholdet kan være let kendeligt for Trediemand. Hustruens Samtykke til Afhændelse af en til Fællesboet hørende fast Ejen­dom maa derfor udkræves, naar hun før Ægteskabet havde Skøde paa den, selv om hele Købesummen først be­tales efter Ægteskabets Stiftelse og af fælles Midler. Har hun før Ægte­skabet betalt Købesummen men endnu ikke faaet Skøde, kan Manden uden hendes Samtykke hæve Købekontrakten eller borttransportere Retten efter den eller lade Skøde udstede til sig selv, men hvis han lader Skødet udstede paa Hustruens Navn, kommer § 11 til Anvendelse. Dette sidste kan der­imod ikke gælde, naar Manden for fælles (omend af Hustruen indførte) Midler under Ægteskabet køber en fast Ejendom og lader Skødet lyde paa Hustruen*), men han kan da frit raade over Ejendommen, naar han kan bevise, at den ikke er indført af Hustruen, og forudsat at han ikke ved Ægtepagt har paalagt sig et saadant Baand, som § 11 omhandler, paa sin Raadighed over Tingen. Naar den faste Ejendom eller Værdipapiret skyl­des Gave fra en Trediemand, vil det komme an paa, om Giveren udsteder Skøde paa Hustruens Navn eller over­leverer Værdipapiret lydende paa hen­des Navn. Arver Hustruen en bestemt fast Ejendom eller et bestemt Værdi­papir, vil Tillægspaategningen i Overensstemmelse med den sædvanlige Form lyde paa hendes Navn (udlægges til Fru N. N. i Ægteskab, med N. N.). Angaar Arven ikke en bestemt Gen­stand, kan Manden, der er raadig over Hustruens Arvekrav, fordre hendes Lod udlagt i rede Penge, hvis der er flere Arvinger, og kan saaledes forhindre, at Genstande af de i § 11. nævnte Arter udlægges til Hustruen, thi man kan ikke deraf, at Hustruen har en vis Ret, naar Adkomstdokumentet lyder paa hendes Navn, slutte, at hun har Ret til at bestemme, om det skal lyde paa hendes Navn eller ej **). Sær­ligt med Hensyn til Sparekassebøger bemærkes, at de kun undtagelsesvis lyder paa noget Navn, og at Lovgiveren derfor sandsynligvis har haft det sædvanlige Tilfælde for Øje, at de i Sparekassens egne Bøger er noterede paa Hustruens Navn. Den, der af en gift Mand vil købe en Sparekassebog, maa derfor skaffe sig Oplysning om, paa hvis Navn den er noteret, hvilket heller ikke vil være særligt besværende, da det dog i Almindelighed vil være nødvendigt for med Sikkerhed at kunne indlade sig paa Retshandler om Sparekassebøger.”

*)   H. Scheel.    53.  

**)   Jfr.  dog Munch-Petersen i U. f. E 1899.    411.