« Tilbage til søgeresultaterne
Om „den rette Kvindelighed”
Kampen, den lange, anstrængte, der skal skaffe os Kvinder Ret som Mennesker, er endnu ej ret begyndt, om der end er leveret Træfninger og Forpostfægtninger.
Med vor Krigsmagt staar det kun saa maadeligt til. Ingen Hærfører er valgt, ingen Generaler udnævnt; ingen Slagplan er lagt, ingen Faneed svoren, ingen Disciplin paabudt. Naar man en Aftenstund gennemvandrer vor urolige Lejr, da hører man vel megen forvirret og modsigende Tale; ofte lyder i Skumringens Stilhed ængstelige Raab, hvori mit Øre tydeligt fornemmer Ordet „Kvindelighed”. Sidst hørte jeg det her i Bladet*), hvor Pauline Aggersborg udtalte sin Frygt for, at vi under vor Kamp for Friheden skulde miste vort Særpræg, Kvindeligheden; og da Begrebet Kvindelighed nu virkelig er og stadig bliver mere og mere taaget, fandt hun det gavnligt i en særdeles dogmestærk liden Afhandling at paavise, hvad der efter, hendes Mening bør anses for den „rette” Kvindelighed.
*) Maj 1899.
Hvad er du da, o Kvindelighed, du eneste aandelige Smykke, vi hidtil har sat en Stolthed i at eje? - En herlig Statue. Af det skønneste græske Marmor, blændende gennemsigtigt i Lyset, varmt og blødt i Skyggen, har tusinde Kunstnere - tusinde Mænd - udmejslet din dejlige Skikkelse; og alle saa gav de dig de Træk, som mest havde fortryllet og inspireret dem hver især. Og i Slør paa Slør af dunkel Mystik blev du hyllet af mandlige Digtere og Sangere i Romantikkens Tider.
Skulde det da nu være nødvendigt for os Kvinder, som ere paa Vej ud i Kampen for Friheden, at gøre Holdt ved dette Monument og aftagende skjulende Slør, for at finde os selv? - Et rungende mandligt Latterkor vil hilse vor Bedrift, naar vi omsider faar den ulykkelige Kvindelighed nøgen frem i Solen; og det tør jeg sige for sandt: aldrig nogensinde vil hun efter den Tort genvinde sin gamle Højhed og Glans. - Derfor: rør hende ikke med vanhellig Haand, men lad hende staa som det, hun er, et skønt, historisk Mindesmærke.
Langt hellere maatte vi stræbe at naa saa vidt frem paa vor Udviklingsbane, at vi evne at rejse et tilsvarende Monument for den sande Mandighed. Det skylde vi Mændene!
Og lad os saa kun trøstig gaa frem ad Vejen imod vort retfærdige Maal, stolende paa, at hvis „Kvindelighed” er vort Væsens Kærne, da vil denne Kærne, hvis den er af det gode, ogsaa kunne spire, vokse og blomstre under Frihedens Sol, saa at i Fremtiden, saavel som nu, den rette Evindelighed altid naturnødvendigt vil være at finde hos de bedste Kvinder.
Maatte disse Ord berolige de ængstede Sind!
Gærne vilde jeg med det samme i al Søsterlighed bede P. A. at hun ikke gør Kvindeligheden og Kvindens Sag afhængig af de fem Mosebøger; ud fra dem kan jo den svagest begavede Mand frakende vor Stræben al Berettigelse. Desuden har vi aldeles ikke Raad til at udelukke af vore Rækker alle de alvorlige kristne Kvinder, som betænker sig paa at anerkende Mosebøgerne, for ikke at tale om Fritænkernes voksende Skarer, ligesaa lidt som vi bør gøre vor Ribbensherkomst gældende overfor Muhamedanerinder, Brahminerinder o. s. v. Som Kvindesagen er international, bør den være konfessionsløs; den staar bedst paa sin egen retfærdige Grundvold uden Støttestave og generende Paahæng.
Mariane Nielsen.
(Aarhus).
Ved forskellige sammenstødende Omstændigheder har denne Artikel henligget fra den tidligere Redaktions Tid.
