Børnene

Af Frøbels Breve, 1846.

„Jeg og to af mine Elever, Anna Hesse og Amalie Krüger, der ligesom jeg var i Besøg i Quetz, blev indbudne til Aabningen. af et Asyl i Zørbig for smaa Børn, for at vi skulde vise nogle af vore Lege og Beskæftigelser. Paa Aabningsdagen havde vel Forstanderen og andre af de for Planen interesserede Personer indfundet sig, men af de forunderligste Grunde mødte ingen Børn; der var kun to smaa, som vi fandt i Færd med at grave i en der­til indrettet Sandbunke. Hvad var der nu herved at gøre? - Noget maatte der dog ske. Jeg spurgte saa: „Er der da ingen Børn i Nær­heden?” - „Aa, der er Børn nok,” lød Svaret, „men blot ingen, der skal i Asylet”. - „Nu vel”, sagde jeg, „lad dem komme herhen. Jeg vil vise dem, hvad Børnene foretage sig i et Asyl, der er udviklet til Børnehave!” Og da det hed sig, at der skulde leges, havde der snart samlet sig saa mange Børn om os, at Stuen nu ikke mere var stor nok til Legen; saa lød det videre: „Lad os gaa ud i Slotshaven under de smukke, skygge­fulde Lindetræer!” - Og foruden en Skare legelystne Børn i alle Aldere indfandt der sig da ogsaa ikke blot Herrerne ex officio, men ogsaa et stort Antal andre voksne af begge Køn, navnlig af den lille Bys Honoratiores. Hvorledes vor improviserede Leg blev saa snart og almindelig bekendt, be­griber jeg ikke selv. Nok sagt, med et Antal af 50 Børn eller mere blev der til Glæde for gamle som for unge leget til henimod Middag. Uden at man mærkede det, fremførte jeg en Række Lege, der gik fra de simple Forøvelser over til de friere og mere sammensatte Lege og Bevægelser, søgte ogsaa, saa vidt Tiden tillod det, at bringe alt nærmere til Børnenes Forstaaelse gennem Ord og til deres Følelse gennem Melodi og Sang, hvad der forhøjede alles Glæde og gjorde den ligesaa tankerig som hjærtelig. Og mine Elever, der var øvede i Sang og Leg, bidrog til at forhøje det i sig selv velgørende ved en saadan Maade at lege paa. Just som jeg vilde til at slutte, traadte en alderstegen Mand med en ligesaa bedaget Morlille under Armen til og bad mig, om jeg vilde begynde igen helt for fra, fordi hans Kone, som var en stor Ynder af Børn og af Leg, ikke havde kunnet komme før.                                        

Da jeg paa Grund af Sagens Na­tur og den fremrykkede Tid ikke kunde tjene ham heri, saa opløftede der sig Stemmer, der sagde: Der er vel endnu mange især iblandt vor lille Bys Kvinder, som gærne havde væ­ret Vidne til saadanne Lege og Be­skæftigelser, men som dels ved Formiddagsarbejde have været forhindret i at være til Stede, dels slet ikke er bleven underrettede, om hvad der foregaar; skulde vi mon derfor ikke være tilbøjelige til at lege med Børnene endnu en Gang i Eftermiddag, det vilde sikkert være dem til Nytte paa flere Maader? Da mine elskværdige Hjælperinder samtykkede, gik jeg ind derpaa, og i Træernes Løvsal blev nu Bordene sat sammen til et tarveligt Middagsmaaltid, som mange af de Tilstedeværende tog Del i.

Nogle Timer gik hurtigt under de mangfoldige Meddelelser, som det hele fremkaldte, og før jeg anede det, var vi allerede paa ny omgivne af en Skare legelystne Børn, hvis Øjne straalede af Glæde; og atter indfandt der sig voksne for at dele Børnenes Glæde. Havde nu Antallet paa voksne og Børn allerede om Morgenen været stort, saa var dette Tal om Eftermid­dagen vokset til det dobbelte; thi For­standerinden for en kvindelig Arbejdsskole kom med alle sine Elever og bad mig, om de ogsaa maatte tage Del i Legen, Men hvor stor nu end Lege­stuen var, saa var den dog for lille til paa en Gang at rumme alle Børnene som legende; de maatte deles og traadte nu skiftevis ind i Legekred­sen. Dette gav igen Legen ny Inte­resse, idet der nu stadig ved hver ny Leg kom friske Kræfter til. Skønt vi lige efter skulde gaa næsten to Mil fra Zørbig til Quetz, saa endte Legen dog først sent. Ligesom i de allerede bestaaende Børnehaver havde jeg be­gyndt med en Indgangssang og sluttet med en Endrægtighedssang, saa at alle de tilstedeværende Børn og Voksne kunde faa et klart og sluttet Billede af det hele.”