« Tilbage til søgeresultaterne
Veltalenhed
Et herværende Ugeblad har fornylig indeholdt en Artikel betitlet „Veltalenhed”, som sikkert er -
bleven læst med megen Forbavselse og har vist ogsaa fremkaldt mangt et maskulint Smil. Den bragte nemlig den overraskende Oplysning, at det, der i Hovedsagen hindrede Kvinderne i at gøre sig gældende ved Siden af Mændene var deres Mangel paa Talegaver, deres manglende Evne til at udtrykke sig. Forfatterinden anbefaler derefter for ramme Alvor Kvinderne, at øve sig i den ædle Talekunst, helst fra tidligste Ungdom. At indstudere deres Ord med passende Gestus med Hænder og Hoved, ret som Komedianter. Hentende sine Eksempler fra gammel Tid, anbefaler hun dem, at holde deres første Foredrag for Skovens Træer, i Mangel deraf kan en Stalds Heste eller Køer ogsaa være et passsende Auditorium til at begynde med. Intet Under om man forbavses.
Fra Nord til Syd, fra Øst til Vest, har det fra Arilds Tid været et velbekendt, men ubestridt Faktum, denne Kvindens forbløffende Ord-Rigdom. Og saa fremkommer pludselig i Slutningen af det nittende Aarhundrede den bestemte Erklæring, at Kvindens Svaghed ligger i hendes manglende Ordforraad og hendes mangelfulde Evne til at sammensætte Ordene. Kan være det passer for enkeltes vedkommende, maaske naar Hjertet er altfor fuldt, men det maa absolut regnes som Undtagelser.
Hvis Nordevropas Kvinder (i Følge Forfatterinden, har det nemlig alle Dage været særlig sløjt med disses Tungefærdighed) ikke havde været overvældende oratorisk begavede, saa var Jerrolds: „Mrs. Caudles Gardinprædikener” vist næppe bleven til. Denne Satires Fremkomst kan vist godt regnes at være et fuldgyldigt Bevis for, at selv mangen stiv, flegmatisk Englænder er druknet i den Syndflod af Ord, der er strømmet fra hans kvindelige Omgivelsers Læber. Men Spøg til Side.
Den Vej, som samme Artikels Forfatterinde anviser at være den rette Vej for Kvinderne til Ros og Magt, turde det sikkert vise sig at være farlig at følge. Det vil ikke blive ved svulmende Tirader eller ved kunstlet, snørklet Tale, at Kvinden skal vinde Forstaaelse og Opmærksomhed. Det er ikke Mangel paa Ord, men det er de kvindelige Ords Mangel paa solidt Indhold, der som oftest hindrer dem i at trænge igennem. Kvindens bristende Evne viser sig i Mangel paa Logik, i Overfladiskhed i Ræsonnement og Glemsomhed overfor den paagældende Sags vigtigste Punkter, det, som det kommer an paa. Det er disse Kvindens Mangler, som særlig træder saa tydeligt frem i Diskussion, hvad enten den føres mundtlig eller skriftlig. Dertil kommer deres uheldige Tilbøjelighed til at gaa uden om Sagen, naar de har vanskeligt ved at klare sig, i Stedet for at komme til Bunds i Sagen, selv komme til at forstaa og derved vinde Forstaaelse. Hvis Kvinderne trænger til Raad og Vejledning for at fremme de eventuelle Sager, der ligger dem paa Hjerte, da vilde det sikkert være bedre at raade dem til Tænkning end til Tale. Bedst om de beherske deres nervøse Temperament saa meget, at de giver sig Tid til grundig at gennemtænke enhver Sag eller ethvert Forhold, inden den forebringes Offentligheden. Staar Sagen den paagældende selv fuldstændig klar i alle sine Enkeltheder og Konsekvenser, og fremføres de i velordnet logisk Rækkefølge, saa kan ganske simple ligefremme Ord vist godt gøre det Sunde, fornuftige og praktiske Tanker behøver ikke at emballeres i kunstigt, uægte Flitter, men vil bedst kunne forstaas og gouteres i original Aftapning.
Lær ikke Kvinderne at tilstræbe en paataget Affektation, som er en ren Vederstyggelighed i alle fornuftige Menneskers Øjne. Men bevar fremfor alt Naturligheden.
