« Tilbage til søgeresultaterne
Haab
Hvad er Grunden til, at de unge i vor Tid er opfyldte af en uendelig Medfølelse for de smaa i Samfundet, at saa mange af dem gaar ud for at opsøge Stedbørnene i deres triste Huler, selv om der venter dem Lidelse paa Legeme og Sjæl? Hvad er Grunden til, at vi ej kunne forblive uvirksomme, hvor vi er, men maa skynde os at hjælpe, maa søge at redde, trøste, undervise, vække og oprette? Hvad er Grunden til dette?
Er det Aarhundredet hvis Børn vi er?
Er det det Hav af Mennesketanker, paa hvis Vover vi sejle?
Er det vore egne Lidelser, der tidlig vækker os til Bevidsthed om Lidelsen i Verden og fylde os med uendelig Medfølelse?
Hvem ved; men hvordan det nu ogsaa er - denne Medfølelse, disse for os hellige Ideer, de kredse med Blodet i vore Aarer, de er de Kræfter, der faar vort Hjærte til at banke, vore Hjærner til at tænke. De giver os Haab.