Et Forbud

„Til Pinse tager jeg Tjeneste i Wolitz”, sagde hun igen en Gang med samme Stolthed, som havde hun sagt: „Jeg tager til Kroning”. „Det er allerede afgjort altsammen. Jeg skal have 45 Kr. om Aaret og en ny Kjole, og 15 Kr. har jeg allerede, og 5 kan jeg endnu tjene i Aar ved Jordbærplukning”.

Til Held for Fattighuset var Jord­bærrene det Aar lykkedes vidunderligt, og der var rigelig Afsætning for dem ved Badestedet P. en Fjerdingvej bag ved Wolitz.

Skoven vrimlede af besøgende fra Landsbyen, og derved øgedes daglig den Skade, der blev tilføjet Plantnin­gerne og Vildtet. Det værste Uvæsen dreves paaviselig af Fattighuslemmerne. I sin barnlige Uskyld nedtrampede Senioren de unge Plantninger og Franzka gjorde det af Dovenskab for at spare sig en Omvej. Man fandt ynkelig dræbte Harer og Raadyr i Fælder, som - derom var der kun en Mening - Hyrden havde stillet.

Forstembedet i Wolitz, som Skoven hørte ind under, var hidindtil blevet røgtet af en godmodig Overførster der lukkede sit ene Øje for Landsby­beboernes Uvæsen; det andet var han for lang Tid siden kommet af med ved en Krybskyttes Skud.

Efter den gamle Herres Død traadte hans Søn ind i hans Plads, gjorde Ende paa det milde Regimente og begyndte at føre en energisk Kamp for hvad der var Ret.

1ste Forordning lød: Ingen maa længere komme i Skoven uden Tilladelse. Denne kan imidlertid indhentes af enhver Fattig paa Forstkontoret. Den gives i Form af en nummereret Blikplade.

2den Forordning: Med Undtagelse af tørre Grene, Jordbær og Svampe maa intet bæres bort fra Skoven.

Begge disse Forordninger vakte umaadelig Latter. Hvad ? Man maatte ikke længere uden Tilladelse færdes i Skoven?  I Mands Minde havde alle Folk betragtet den som deres Plejemoder, og som deres Forlystelsessted. Den havde skaffet dem Brændsel, ja af og til en Steg, og Hø og Græs til deres Kvæg. Den havde været elskendes Mødested og Krybskytters Glæde. Og hvad den havde været, det skulde den blive ved med at være. Det faldt ingen ind at bryde sig om de nye Forordninger. Naar de høje Herrer fik at se, at de forgæves ulejligede sig med deres Forbud, saa vilde de nok opgive det. Det vakte umaa­delig Forbavselse, da de første Af­straffelser paafulgte; et Læs Hø blev beslaglagt og Tyven ført for Retten.

Spotten forvandledes pludselig til Forbitrelse; den Skade man hidtil ved Uagtsomhed og Kaadhed havde til­føjet Skoven, foraarsagede man den nu af Trods og Ondskab. Alle For­maninger og Advarsler forblev uænset. Da greb Forstembedets Styrelse til den strængeste Forholdsregel: lod alle Blikplader erklære for ugyldige og forbød alle Landsbyens Indvaanere at betræde Skoven. Da nogle Jord­bærplukkere ogsaa handlede imod denne Befaling, blev Bærrene kastet bort og de, der havde plukket dem truet: Hvis I kommer igen vil oveni Købet Krukkerne blive slaaet i Stykker.

Krukkerne slaaet i Stykker? Alle Helgener! det skal de bare prøve paa, de Slyngler de Menneskefjender! Der gives jo dog en Distriktsret, som tager fattige Folk i Beskyttelse mod de

Djævle i Forstembedet!

Alle Stedets kloge Hoveder raadede til at lade Distriktsretten være udenfor Spillet;  Den ene Krage hakker ikke Øjnene ud paa den anden, en Ret lader ikke den anden i Stikken. Det bedste vil være at holde sig i Ro en Stund. Den ny Overførsters Iver vil nok lægge sig, og vi vil faa gode Tider igen.

„Nej! ikke holde sig i Ro! ikke give efter, ikke et Øjeblik!” Det var den træge, flegmatiske Franzka, som raabte det, og naar hun først kom i Oprør lod hun sig ikke let berolige igen. Hun foreholdt Fattighuslem­merne al den Forurettelse og Haardhed, de havde maattet døje af Lands­byens andre Indvaanere, og svor højt og dyrt paa, at de skulde være de sidste, af hvem hun vilde tage noget Raad.

Senioren sad paa den lille Bænk ved Huset og saa med Undren op paa hende.

„Hun kan snakke”, sagde han i den højeste Grad af Forbavselse til Milenka, som stod lænet mod Døren og med Opmærksomhed og stor Ny­delse betragtede det sjældne Syn, som Franzka i Vrede frembød.

Endnu samme Eftermiddag skete der noget uhørt.

Franzka tog Lergryderne fra det kolde Komfur og erklærede, at nu vilde hun gaa ud i Jordbærrene. Gik nogen med var det godt, gik ingen med var det ogsaa godt. Hun vidste kun én Ting: enten kom hun tilbage med Gryden fuld af Jordbær, eller ogsaa kom hun uden Gryde, og i saa Fald havde hun slaaet den i Stykker paa Opsynsmandens Hjærneskal, naar han vilde tage den fra hende. Efter nogen Tøven besluttede Hyrden sig til at følge med hende. Deres Tilbagekomst blev i Fattighuset afventet med navnløs Spænding men beredte en sørgelig Skuffelse; thi Franzka havde ikke kunnet udføre sin Heltedaad. Ganske rigtig var hun bleven overrasket, ganske rigtig var den Smule Jordbær hun havde plukket bleven heldt ud og Gryden slaaet i Stykker - den eneste, som Fattig­huset i Øjeblikket havde! Den anden var sprungen ved at koge Kartofler. Skrigende, grædende, skældende for­talte hun det, og Senioren spurgte med godmodig Nysgerrighed: „Gaar Du nu til Retten?” Til Retten? Aa gamle Æsel! Det var jo netop det, de høje Herrer ønskede; Opsynsmanden, som havde grebet hende, Vikukal, Søn af den gamle Heks, havde ogsaa bekræftet det for hende.

Det løb koldt ned ad Ryggen paa Senioren, da hun udtalte det Navn, og Franzko trykkede sig tæt op til sin Moder og skjulte sit Ansigt i hendes Kjole.

(Fortsættes.)