« Tilbage til søgeresultaterne
Et Forbud
Hyrden vilde blande sig i Samtalen, men Franzka bød ham tie. Han skulde skamme sig den Pjalt, den fejge Hund! Hun vilde kun gærne vide, hvorfor han egentlig var gaaet med hende! Ikke et Bær havde han plukket, og han var stukket af for Opsynsmanden, som en Hund med Halen mellem Benene.
„Gaar Du nu hen og klager?” spurgte Senioren igen.
Hun rystede paa Hovedet. „Nej!”
„Hvorfor dog ikke?”
Fordi Heksesønnen netop havde sagt til hende: Gaa kun hen for at klage, gaa! Vi ønsker intet hellere saa skal vi faa at se, hvad der kommer ud af det for Retten. „Ja det sagde han. Aa, den Heksesøn! Aa den fejge, lumpne Hyrde!”
Hun stønnede, hun hulkede, stødte Franzko fra sig og gik ind i Kammeret, hvor hun kastede sig paa Sengen. Milenka havde ikke sagt et Ord, kun hørt til i største Spænding. Over hendes bevægelige Ansigt gik der som smaa opblussende lysglimt, Lutter listige, gavtyveagtige Indfald. En Stund stod hun lyttende, Senioren og Hyrden havde sat sig paa den lille Bænk foran Huset, og inde fra Stuen hørte man Franzkas høje Snorken.
„Nu er det godt, kom nu, nu skal vi gøre noget, hviskede Milenka til sin Legekammerat. „Kom med, vi skal gøre det bedre, vi er kloge, de andre er dumme, aa saa dumme!” Hun tog Franzko ved Haanden og gik med ham ad Landsbyen til, ganske langsomt, saa længe de kunde ses af de to gamle, men da de først var udenfor deres Synskreds stadig hurtigere og hurtigere. I Landsbyen løb de fra Hus til Hus, fra Dør til Dør og raabte i en Slags Takt, saa det klang som en vild Sang: „Jordbærplukning forbudt! Opsynsmændene slaa eders Krukker itu! Tag Eder i Agt!” Der var en formelig Jubel i hendes Stemme. Med triumferende Henrykkelse forkyndte hun sit sørgelige Budskab. Folk kom ud af Husene og saa efter hende, som hun styrtede af Sted og skreg op, fulgt af sin Drabant Franzko, Som kom hostende og haltende efter.
En sand Ynk var den Dreng! Postbudets tykke Kone blev staaende midt paa Gaden med hele sit Knippe stjaalet Brændsel paa Ryggen og raabte: „Gaa hjem, Franzko! Du har jo ingen Vejr!”
Hun ærgrede sig ikke engang over, at han ikke hørte efter; en menneskelig Rørelse greb hende. Hans Trøje hang i Laser, de frynsede Sækkelærredsbukser naaede ham kun til halvt ned paa Læggen paa det korteste Ben og til Knæet paa det længste. En Skjorte havde han aldrig i sit Liv haft paa Kroppen. Og saaledes vil hans Moder lægge ham i Kisten, ja, hun er saamænd i Stand dertil! Postbudets Kone foresætter sig, naar Knægten dør, hvad der jo snart vil ske, da at skænke ham en af hendes yngstes udvoksede Skjorter.
Børnene havde endt deres Runde og nærmede sig nu et uhyggeligt Omraade, der, hvor Heksen Vikukalka boede, nogle hundrede Skridt fra Fattighuset. Ude fra saa hendes Hytte meget forfalden ud, men skulde i det indre skjule store Rigdomme. Det paastod Folk i det mindste; og hvorfor skulde det ikke være sandt, Vikukalka kunde jo besværge Djævelen! Hvor mange havde ikke set hende, naar hun sad paa Tagryggen og hviskede sine Besværgelsesformler. Hvad hun sagde kunde man ikke forstaa, men hendes Tale maatte indeholde noget frygteligt; thi enhver, der hørte den sagte Mumlen af de hemmelighedsfulde Ord, blev greben af Rædsel. Endnu for et Par Aar siden turde man slet ikke kalde Heksen for Heks, saa blev hun vred og gjorde Kvæget eller Kornet Skade. Nu turde man sige, hvad man vilde, thi hun var ganske døv.
Milenka blev staaende. „Se, hvor hun ser nysgerrig ud!” sagde hun. „Duer er alle frygtelig nysgerrige, selv naar de er Hekse og alligevel ved alt. Men vent nu skal vi have Løjer med hende!”
I et Anfald af ubetvingeligt Overmod traadte hun ganske tæt hen til Gærdet og raabte: „Forbudt! Forbudt!- Jordbærplukning i Skoven er forbudt! Hvis I alligevel skulde have Lyst dertil, saa maa I betvinge den!”
Hv------ad? Vikukalka strakte sin brune, tynde Hals ud, saa at den blev uhyggelig lang.
„Hv - - - ad ?” og Milenka sprang et Skridt tilbage og efterrabede hende.
„Hvad? - et gammelt Fad! Der sidder tre Kællinger derpaa og ved ikke hvad! Jeg vil da ikke skrige mig hæs for Jer. I er saa døv som en død Gaas!”
Aa, hvor rædsomt og ubegribeligt; det havde den døve Heks hørt. Hendes Ansigt fortrak sig i Raseri. „Gaas?” hvislede hun. „Gaas? Din Skarns Unge!” Og en Haglbyge af Ord raslede ud af hendes tandløse Mund. Lutter Eder, sikkert lutter skændige, gudsforgaaende Eder i Heksesproget,
Franzko rystede over hele Kroppen, Skrækken lammede ham.
„Løb!” raabte Milenka. „Jesus, Maria, lad os løbe!”
Igen var hun foran, og igen kom han stakaandet efter. Og pludselig var der noget som fløj over Hovedet paa ham hen i Hovedet paa Milenka. Det var Riskosten, som Heksen havde slynget efter hende, og som fik fat i hendes Haar, filtrede sig ind i det og slæbte et Stykke Vej efter hende.
Franzko havde hele Natten forvirrede Drømme, og var dødtræt, da han næste Morgen stod op;
aller helst lavde han lagt sig straks igen; men det taalte Milenka ikke. Hun var i sit aller muntreste Humør, og han skulde ogsaa være munter. Hun tog sin bedste Kjole paa, fordi det var Søndag, og løb om og huserede i Huset, „som stukket af en Tarantel”. Aabenbart havde hun en eller anden Streg for. Foretagelseslyst lyste ud af Øjnene paa hende.
„Den gode Gud maa vide, hvad hun nu har for”, sagde Senioren virrende med Hovedet, tog sin Rosenkrans Op af Lommen og begyndte at bede.
(Fortsættes.)
