« Tilbage til søgeresultaterne
Førsteforsøg
Karen Bramson: „Den unge Frue” og „Mands Vilje”.
Forfatterinden af disse to Skuespil synes ikke at have rigtig Forstand paa Mandfolk. Ask, den mandlige Hovedperson i det sidste Stykke, skal være Videnskabsmand; han er Professor ved Universitetet, og sætter alt, først sin huslige Lykke, siden Livet til paa en Idé, som han mener vil lyksaliggøre Menneskeheden, den nemlig ad kemisk Vej at lave Brød, direkte af Jord. Herom konverserer han ethvert Menneske, der dumper ind i hans Stue; han kaldes en Fantast, men er kun en Karikatur. Den unge - i Virkeligheden 40aarige - Frues Mand og voksne Søn er lutter Ynkelighed, begge modne, til at sættes under Formynderskab og ganske interesseløse. Anderledes med de fire Kvinder, som figurerer i Stykkerne. De er baade opfattede og skildrede med virkelig Følelse. Selv over den gamle Frue, der er en ondskabsfuld Heks, falder der et Glimt af Forstaaelse, da hun bryder ud i Klage over alt det onde, hun selv har døjet i sin Ægtestand. Og at den unge, der nu uden at røre sig ser paa, at den gamle af en Fejltagelse tager Gift, at hun, som Manden siger, engang har været „en livsglad og herlig Kvinde”, at hendes Stemme, der nu som hun selv er haard og tør, har været blød og klangfuld, det tror man, og forstaar, at der er gaaet noget godt til Spilde. Hver især belyser disse fire Kvinder egentlig Ægteskabsproblemets Vanskelighed for den moderne Kvinde. I gamle og mere prosaiske Tider betød Griftermaal en Virksomhed for Kvinden og med Virksomheden fulgte den Værdighed og Glæde, som hører Arbejdet til. Nu er Arbejdet for mange indskrænket til et rent Minimum, og jo mere ægte Kvinde en Hustru er, jo mere hun samler sit Væsen i „den store Følelse”, des mere er hun ogsaa udsat for Skuffelse og Sorg. Kun een af de fire har haft Energi nok til at redde sig ud af sit uheldige Ægteskab; men hun tænker mærkværdig nok ikke paa andet end paa at komme ind i et nyt. For dette virker hun med en Aabenhed og Ugenerthed, der - lige som Sproget paa enkelte Steder i den lille Bog - smager mere norsk end dansk.
Om hun er ment ironisk, eller Forfatteren virkelig selv tror, at uden for Ægteskabet er „Repertoiret” for en Kvinde indskrænket til Toilette og franske Romaner, det fremgaar ikke tydeligt af Bogen. Men det er heller ikke det væsentlige; og selv om den i det hele kunde være skreven med mere Kunst, synes det dog, som om Forfatteren har noget paa Hjerte, har Sympati og Forstaaelse for, hvad der leves og lides i vor alt andet end lykkelige Tid.
Det gælder overhovedet om de mange debuterende Forfatterinder fra de senere Aar, at de skriver med meget mere Ærlighed og Uforbeholdenhed, derfor ogsaa med mere virkelig Personlighed, end en tidligere Tids literære Kvinder, som jo ogsaa jevnligt skjulte sig under et mandligt Pseudonym. Og det er glædeligt, at vore Forlæggere synes at have Øje herfor og ligefrem at opmuntre denne Side af Kvindesagen. Man maatte blot ønske, at de vilde udstrække denne Interesse ogsaa til Oversættelsesliteraturen. Der cirkulerer saa megen tarvelig Stads i Læsekredse og Lejebiblioteker, mens vi mangler Oversættelser af saa fortrinlige Romanforfattere som George Elliot og Humphrey Ward, ikke at tale om en Mængde virkelig egenartede Skribenter som den engelske George Egerton, den afrikanske Olive Sehreiner, den amerikanske Mary Wilkens, den tyske Ebner Eschenbach
m. m. En Del af denne Literatur er oversat paa Norsk, og i denne Nyskandinavismens Tidsalder kunde dette vel være tilstrækkeligt; men som forholdene nu er, synes det dog, at før vore egne Forlæggere tager sig af dem, vinder de ikke almindelig Udbredelse hos os.
