Et Forbud

Milenka udstødte en høj, fræk Latter, og han smækkede med Pisken efter hende. Hun dukkede sig, Franzko fik Slaget, der galdt hende, og som efterlod en rød Stribe ned ad hans Ansigt fra Øret til Munden. Det gjorde ingen Indtryk paa ham, ogsaa han lo.

„Aa, Milenka, han havde nær ramt Dig.”

De løb videre, og den gamle Mand, der ikke kunde forlade sin Ko, skældte efter dem.                                           

Og nu var de i Skoven. Ja, det var sandt, Milenka kendte de bedste Steder. Man behøvede kun et Kvarterstid at gaa opad imellem de høje Bøge og Elletræer, og saa var man paa Stedet, hvor der var hugget ud forrige Aar, og hvor Træstubbene nu stod tilbage. Alt groede i den gode Skovbund, Fingerbøllets Blomsterkalke med deres vekslende Farvepragt, Bulmeurten med sine tætte Blade,   det kamplystne Pigæble, der pralede som et lille Træ, og for deres Fødder skin­nede det rødt:   Jordbær, lutter Jord­bær!  Man  behøvede kun at bukke  sig for at faa Hænderne fulde. I et Nu er  baade den brune Krukke og den med Rosen mere end halvvejs fyldte med Bær.                                    

Milenka kaster et hurtigt Blik paa Franzkos Høst, rejser sig pludselig, griber med begge Hænder hans Krukke og tømmer den ud i sin saa at Jord­bærrene taarner sig højt op, og vælder ned paa alle Sider.                     

Han knæler paa  Jorden, ser op paa hende med Forfærdelse: ”Milenka, Milenka, hvad gør Du?”

Hun sætter Krukken paa sit Tørklæde, som hun har taget af Hovedet, knytter de fire Hjørner sammen; løfter det op og løber bort derfra. Franzko gør intet Forsøg paa at følge hende, han ved, at han ikke kan følge med, hun er hurtig som et Raadyr.  Kun skrige kan han og skrige gør han ogsaa af alle Kræfter: „Milenka, Milenka!  Stygge Tyv!”   Men snart gribes han af et frygteligt Vemod; hans Vrede slukkes  „Milenka, kære Milenka!  Forbarm Dig over mig! Kom tilbage! kom tilbage Mi­lenka!”  I alle Smertens og Ømhedens Tonearter gentager han hendes Navn. Hun hører ham ikke, hun er borte, har bestjaalet og forladt ham.

Hvad skal han dog gøre? han har aldrig før Været ved Badestedet har aldrig solgt Jordbær der, det har hans Moder altid besørget. Fortvivlet kaster han sig paa Jorden og græder Qg hulker over sig selv, over Milenka, over sin Ulykke og over hendes Slethed. I stride Strømme løber Taarerne ned ad hans Kinder, han forekommer sig selv ubeskrivelig fattig og bekla­gelsesværdig. Men stadig grædende og hulkende begynder han dog nu at opsamle de spildte Jordbær, be­gynder ogsaa at plukke, og Bærrene synes at formere sig, de myldrer formelig frem under hans Fingre, raaber ligefrem til ham: Pluk os! Pluk os! Det er som i Æventyret, som i Drømme. Et Par Skridt videre - og det bugner af Jordbær saa store som Hasselnødder. Om saadanne Jordbær ved ikke en Gang den forræderiske Milenka noget, kun han alene. Hans Stolthed, hans Trods vaagner; hun skal heller ikke faa noget at vide om dem, han vil intet sige hende, han behøver hende slet ikke, skal nok faa sine Jordbær solgt uden hende. Han tørrer med Ærmet de sidste Taarer af Ansigtet og græder ikke mere, fordi han ikke vil græde mere.  Men han har ingen Magt over den vold­somme Hulken, som stødvis hæver hans smalle, indsunkne Bryst, det varer ved og tager Vejret fra ham. Han maa holde op, rette sig op paa Knæerne, løfte Hovedet .... Al­mægtige Gud! .... Som knust syn­ker han i samme Øjeblik sammen. . . . . Der staar den lille, gamle Jæger Slamek med de krumme Ben og det gustne Ansigt, han har en Hund i Snor, og den er ogsaa gammel og halv blind og snøfter og snuser rundt paa Jorden, men giver ingen Lyd fra sig. Lydløst er de kommen. Franzko har vel selv angivet dem, i hvil­ken Retning, de skulde søge, da han ude af sig selv raabte paa Milenka. Jægeren kaster et Blik paa Drengen og ser saa bort. At være rørt er just ikke hans Bestilling. Dog maa han tænke: hvilken Ynkelighed! og ham lader jeg løbe!

Da lyder et Skud og straks efter endnu et ....Overførsteren er i Skoven, jager i Wolitz Distriktet.   Der er ingen Sandsynlighed for, at han kommer herover, men blot ved den Bevidsthed: Han er i Skoven! farer en Gysen ham gennem Marv og Ben. Slamek bliver pludselig af Sten, bli­ver en Pligtens Mand fra Top til Taa. Der er givet strenge Befalinger og allerede et Par Gange har Slameks nærmeste Foresatte beskyldt ham for at være ligegyldig i Tjenesten. Saa bukker han sig ned, tager Krukken, løfter den højt i Vejret, slynger den af al Magt til Jorden Og træder paa Skaarene. „Mærk Dig det,” siger han. Barnet stønner: „Hr. Jæger, Hr. Jæger, jeg har ingen Skade gjort!” Jægeren brummede noget uforstaaeligt i sit forpjuskede Skæg, som bæver lidt, og gaar sin Vej.

Franzko ligger ubevægelig paa Jor­den. Ufravendt betragter han Skaa­rene, som ligger foran ham.

Som et Lyn farer det igennem hans Hjerne: Heksen. . . Hvad vil Heksen sige, naar hun om Aftenen savner sin Krukke paa Hylden?

Alt andet, hans Sorg over Milenkas Forræderi, hans Glæde over sit Finderheld, hans Fryd over sit voksende Mod, alt er glemt - alt opslugt af en eneste forfærdelig Følelse - Dødsangst. Hvad vil Heksen sige ? Hun ved naturligvis straks, hvem der har taget hendes Krukke, ellers var hun jo ikke nogen Heks. Gud i Himlen! tilsidst ved hun det jo, gør sig det klart . . . Oh Gud, hvis Jæ­geren blot ikke havde traadt Skaarene i Stykker, havde Krukken maaske væ­ret til at gøre i Stand.

(Fortsættes.)