« Tilbage til søgeresultaterne
En Hverdagshistorie
Hvad der under Forhandlingerne om Understøttelsesbidrag til Børn, fødte udenfor Ægteskab, blev stillet i Udsigt, nemlig ad Lovgivningens Vej ogsaa at skaffe Underhold til fraseparerede Koner og Enker er blevet hilst med Tilfredsstillelse og Glæde af mange. Paa samme Tid som jeg tillader mig at udtale Ønsket om, at det ikke vil vare længe, inden vore Lovgivere faar en saadan Lov i Stand, vil jeg for „Kvinden og Samfundet”s Læsere fortælle en Livshistorie - en af de mange, mange, desværre - om, hvordan en frasepareret Kone kan være stillet i Kampen for Tilværelsen.
For en Del Aar siden var der i min Bekendtskabskreds en mindre Embedsmands-Familie, hvem vi ofte kom gammen med. Uden at være just et Ideal af et Hjem var det dog et godt, hyggeligt Hjem. Manden lagde alle sine Evner i dette Hjem og han havde megen Sans for Hjemmets Hygge. Det var en rigtig Husfader, noget stræng vistnok, et og andet kunde nok tyde paa, at han sad inde med en god Del Brutalitet.
Efter 14-15 Aars Ægteskab kom Fristelsen der i Huset i Skikkelse af en køn Tjenestepige og Manden faldt aldeles - haabløst - for denne Fristelse. Det var frygteligt at se, hvordan Hjemmet opløstes. Konen, der altid havde været af en lidt smaalig Karakter, trættedes og kivedes med Manden Dagen lang, uden dog at faa Energi nok til at faa noget forandret. Hun gjorde alle til sine fortrolige, og trods alle Advarsler blev Resultatet det, at Manden maatte søge sin Afsked.
Det smukke Hjem opløstes, de gode smukke Ting stilledes til Auktion, og der indkom en latterlig lille Sum. Med denne drog Familien til København og begyndte en Forretning, men ukendt som de var med Livet i en stor By og med Forretningsforhold varede det ikke ret mange Maaneder inden Forretningen gik overstyr og alle Pengene var tabt. Og saa var Nøden der. Manden tog hele sin Energi sammen, - og han vilde noget, han havde aldrig ligget paa den lade Side - men skønt han sled Brostene og Trapper baade tidlig og sent var det, som om alle Veje var lukkede for ham.
Konen var kun saa som saa, hun var ukendt med alt det Slid en Husmoder i saa fattige Kaar maa tage paa sig. De 4 Børn trængte til megen Pasning, Tøjet blev snart opslidt og der var næppe Penge til det tørre Brød. Det var en græsselig Tid for dem alle. Gamle Venner hjalp dem lidt, men lidt forslog ikke, der skulde meget til. Hvordan Samlivet mellem Mand og Hustru nu var, kan enhver tænke sig, og da et Aars Tid var gaaet, søgte hun Skilsmisse. Da kom der rørende, fortvivlede Breve om Hjælp. Hun, der havde tilbragt sin Barndom og Ungdom i et stort velhavende Købmandshjem og som havde bragt 6 -7000 Kr. i Medgift, stod nu som en halvgammel, udslidt Kvinde uden Eksistensmidler. Hun bad om Hjælp til at kunne købe en Symaskine, saa kunde hun faa Arbejde,
Linnedsyning, fra en Forretning; der var budt hende 20 Øre pr. Stk. for Damelinned. Skønt al Umage blev anvendt, vilde Vennerne ikke give hende disse Penge, Interessen kølnes hurtig, naar der trænges til Hjælp.
Tilsidst henvendte jeg mig til Bestyrelsen for et Hjælpefond og bad om et rentefrit Laan, men ikke heller dette kunde faas, da hint Hjælpefond var for ugifte Kvinder. Saa maatte den stakkels Kvinde henvende sig paa en Fabrik og bede om Arbejde og der maatte hun arbejde strængt 10-12 Timer daglig for l Kr. i Dagløn. Ved stadig at tænke paa denne Kvindes Skæbne er Tanken kommen op i mig om det ønskelige i et Hjælpefond ogsaa for gifte Kvinder. Jeg havde tænkt mig, at vi Kvinder burde danne et Søsterskab, et Hjælpefond for dem af os Skæbnen sætter ud af Ægteskabets Havn. og som saa maa sørge for sig selv og sine Børn. Jeg havde tænkt mig, at vi gifte Kvinder, og da særlig de af os, der er saa lykkelige at eje Paradis her paa Jorden i et kærligt, harmonisk Ægteskab, gav en Sum, stor eller lille efter enhvers Evne, til et Grundfond og senere et aarligt, Kontingent. Jeg er vis paa, at der saa vilde kunne raades over gode Midler, thi der findes jo - det er min Tro - mange lykkelige Hjem.
Vanskeligheden ved at faa et saadant Hjælpefond organiseret vilde jo dog ikke være lille, og derfor hilser jeg med Glæde den Udsigt, der er bleven stillet af Lovgivningsmagten, til at de ulykkelige fraseparerede Koner kan blive støttede i deres mangen Gang usigelig tunge Kamp for Livet.
