« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Beskyttelsens forjættede Lande
V
(Forts. fra Nr. 24).
Mrs. I. R. Mac Donald ønskede lige Ret for Mand og Kvinde, men troede tillige paa Nytten af særlige Beskyttelseslove for Kvinden. De som modsatte sig disse syntes ikke at kunne skelne imellem gode Love for Kvinden og daarlige Love for Kvinden. I Lighedens Navn var der udrettet store Ting for Kvinden, der før var berøvet Kontrollen over sin Formue, Formynderskabet over sine Børn m. m. Men ved Loven om Arbejdsbeskyttelse var Kvinden bleven Indehaver af en god Ting, som Manden savnede. Mrs. Blatch syntes at finde det humoristiskt at tale om Mænd, døende af Mangel paa saadan Beskyttelse, som bevarer Kvinden. Taleren kunde ikke dele hendes Opfattelse, vilde heller ikke formaa Kvinder til at frigøre sig fra disse Love og saaledes lade dem dø, men da hellere, i Lighedens Navn, forlange at de udstrækkes til Mændene.
Som Grunde imod Beskyttelse af Kvinden blev der altid fremhævet, at Arbejdsgiverne deraf vilde bringes til at benytte Mænd i Stedet for Kvinder, og at det altid var bedre at have Arbejde under slette Betingelser end slet intet. Taleren troede ikke, at man vilde finde denne Paastand bekræftet af Kendsgerningerne.
Ogsaa Taleren havde studeret Miss Brooke’s Tabeller, men havde ikke faaet det samme ud deraf som Mrs. Blatch, hvis Paastande var egnede til at vildlede Kongressen. I Virkeligheden udfærdigedes den første Beskyttelseslov for Børn i England Aar 1802, imens Beskyttelse af Kvinden først indførtes 1842.
Beskyttelse er i sig selv god. Ved den højnes Arbejdernes Livsforhold i det hele, og dette maa være Maalet for hver social Reform.
Mrs. Charles Mc. Laren havde forgæves ventet paa at høre en Grund, hvorfor Loven, der regulerer Kvindens Arbejde, ikke skulde udstrækkes til Mændene i samme Fag. Mrs. Sidney Webb sagde, at dette var ikke bleven gjort paa Grund af Mændenes Dumhed. Taleren troede, at det snarere kom af deres Snuhed. Endnu et Eksempel derpaa var, at de havde faaet Mrs. Sidney Webb til at føre deres Sag her og til at friste Kvinder med at forlange Indskrænkninger for Kvinder, som Mændene ikke vilde underkaste sig.
Der var een forskel mellem kvindeligt og mandligt Arbejde, og det var: det vellønnede Arbejde for Mænd, det slet lønnede for Kvinder. I alle vore Hjem, var det Mænd, som polerede Sølvtøjet og Kvinder, som skrubbede Gulvet.
En kongelig Kommission havde for nylig indberettet, at „de af Loven befalede Indskrænkninger for Kvinden var allerede gaaet vidt nok, maaske for vidt”. Taleren var forbavset over, at man her skulde forhandle om Indskrænkninger for Kvinden. Var man da ikke kommen for at befri hende for de Baand, som Lovgivningen allerede havde lagt paa hende? Taleren haabede, at man paa en kommende Kongres vilde forhandle om Udvidelse af Kvindens Arbejdsfelt og om Midlerne for hendes Faguddannelse.
Miss Emma Broke, Forf. til det nævnte Værk om Arbejdslovgivningen, beklagede meget de Udtalelser, der kunde vække den Forestilling, at man var her for at bekæmpe Mændene, og ønskede at henlede Opmærksomheden paa en Grundsætning, der ofte glemtes. Det var, at Lovgivningen, til det heles bedste, maa være berettiget til at indskrænke Individets Frihed. Dette var Hovedbetingelsen for de sociale Fremskridt. Rigtigheden af dette Princip ophævedes ikke af de mindre gode Grunde, som Mændene kunne fremføre for Indskrænkning af Kvindens Arbejde.
Komtesse Gertrude Shack havde en Gang troet, at særlige Beskyttelseslove for Kvinden var til Velsignelse for hende, men det var de arbejdende Kvinder selv, der havde lært hende, at det ikke var Tilfældet. Taleren havde tilbragt fem Aar i East End *),
havde levet midt imellem Arbejderne og set Forholdene med egne Øjne - haabede nu at man for saa vidt man ønskede de arbejdende Klassers Vel, ikke vilde forlange særlig Beskyttelse for Kvinden. For Tiden var Kvinden halvt Slave, halvt Engel. Gid hun maa blive betragtet som Menneske og behandlet som saadan. I Stedet for at lave Indskrænkninger for Kvinden, burde man støtte og organisere hende. Der var tusinde Kvinder, der tjente deres Brød ved at sælge deres Legeme. Disse var ikke strafværdige, det var Hungeren, der drev dem, og Indskrænkninger paa Arbejdsfeltet vilde kun forøge deres Tal.
Miss Stewart Braun: Det var ofte nødvendigt at paakalde Lovens Hjælp for at formaa Arbejdsgiveren til at give sine Arbejdere passende Kaar. Dog var det ikke formaalstjenligt at svække Kvindens Modstandsevne ved at lægge Baand paa hende alene. Mrs. Webb havde sagt, at i Blyindustrien var Dødeligheden større blandt Kvinder end blandt Mænd. Dette var ikke at se stort paa Spørgsmaalet. Dette var heller ikke en Grund til at forbyde Kvindens Anvendelse i dette Fag, men snarere Anledning til i baade Mandens og Kvindens Interesse helt at sløjfe Systemet. Det var ingen Skam for Kvinden at arbejde i hvilken som helst sund og hæderlig Beskæftigelse, men den Beskæftigelse, der ikke var hæderlig og sund, burde ikke eksistere.
Mrs. Amy Hicks, Formand for Rebslagernes Fagforening sagde, at hun var for, hvad somme kaldte for Indskrænkning, hun for Beskyttelse af Kvinden. Selv Arbejder, og levende imellem Arbejdere, protesterede Taleren imod den krænkende Beskyldning, at Arbejderskerne i de af Loven regulerede Fag skulde være mere modtagelige for Gadens Fristelser. Tværtimod. Flertallet af faldne Kvinder - ja 80 % - udgøres af den Klasse, for hvilken der ikke findes lovlig Beskyttelse - Tjenestepigernes.
Taleren fordrede Beskyttelse - Beskyttelse for Liv og Lemmer. Det var bleven sagt, at East End’s Kvinder var imod Indskrænkning. De havde tværtimod i hundredevis forlangt den. Hvad var 1ste Majdemonstrationen andet? Sammen med Mændene forlangte Kvinderne her en 8 Timers Arbejdsdag, d. v. s. Indskrænkning i deres Arbejde.
Miss Clementina Black: Man havde ønsket at høre de arbejdende Kvinders Tanker om Sagen. Kun een - Mrs. Hicks - havde talt og hun var ganske bestemt for Beskyttelse. Taleren mente, at de slettest betalte Fag var netop de, hvor Kvinderne ikke var beskyttede - de Fag nemlig, hvor de arbejdede i Hjemmene Dagen lang uden Kontrol. Det maatte fastslaas som Regel, at først naar Arbejdstiden indskrænkedes begyndte Arbejdernes Kaar at højnes.
*) East End er Londons Arbejderkvarter,
