« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Plejebørn.
For et Par Aar siden blev jeg en Morgenstund vist ind i Kontoret i et af Frelsens Hærs Redningshjem. Jeg Var ikke alene i Værelset; en lille Person trissede om derinde; denne lille Person var iført nogle mærkelige Klædet og talte som et toaars Barn, skønt det, som jeg senere erfor, var en femaars Dreng. Saa meget kunde jeg forstaa, at han kaldte mig „Moer”; jeg sluttede heraf, at han var i Forlegenhed for en saadan Slægtning, og sluttede ikke fejl. I Løbet af det følgende halve Aar lærte jeg ham og hans Levnedsløb nøjere at kende. Det giver Oplysning om, hvad ikke blot han, men mange smaa Plejebørn maa lide, selv om der ikke er Tale om saa alvorlige Mishandlinger, at Plejeforældrene bliver dragne til Ansvar herfor.
Erik er Søn af en norsk Pige, og han er født kort efter hendes Ankomst til Danmark. Hun tager her i Almindelighed den værste Plads, som Fæstekontoret kan byde, rejser fra Pladsen i Utide og tager en ny af samme Slags, helst paa en stor Herregaard. Hun mener, at man overalt gør hende Uret; det er vel heller ikke usandsynligt, at hun ofte har truffet paa Mennesker, der har benyttet sig af, at hun er en fattig, forladt og taabelig Stakkel. Hun har i Løbet af faa Aar foruden den omtalte Dreng født to andre Børn.
Den første Del af Eriks Levnedsløb lyder i Korthed saaledes: Sine første tre Aar tilbragte han hos en Husmand paa Sjælland; Plejeforældrene slog ham, saa han havde Saar deraf; derfor kom han til Moderen, som havde ham hos sig et halvt Aar i en af sine Pladser. Han kom saa til København og blev sat i Huset hos en Soldat i Frelsens Hær, Madam N.; hun var ikke god imod ham, derfor tog en af de ledende i Frelsens Hær ham bort fra hende; han var da „beskidt, havde Utøj, og hans Klæder var pantsatte”. Han kom saa til Madam H. i Utterslev, som var god imod ham; men han kom derfra efter et Aars Forløb, fordi han var „urenlig”. Han tilbragte derpaa 3/4 Aar paa et af Frelsens Hærs Hjem. Siden var han i nogle Maaneder hos et Par unge Folk af Frelsens Hær; de vare gode imod ham, men vilde dog af med ham, fordi han var „urenlig”.
Se det er første Del af Eriks Levnedsbeskrivelse! Jeg mener, at det var godt, om man vilde agte paa, hvad der læses mellem Linierne i et saadant lille kort og „urenligt” Levnedsløb. Hvor mange Brødre og Søstre har ikke Erik i Kældere, Baggaarde og paa Kvistkamre!
Men saa anden Del af Levnedsløbet?
Der kom en Dag, da Erik vendte Ryggen til København for at rejse til sit nye Hjem, en lille Bondegaard, der gemmer sig i en Lavning et Sted mellem Jyllands høje Bakker. Det var en lang Rejse paa en stormfuld Efteraarsdag.
Undervejs havde han „et lille Uheld” og bemærkede da i en fortrolig Tone: „Det siger vi ikke til Moer”. Hvem han mente med Moer; vides ikke; men snarest har det vel været hans kødelige Moder, om hvem han siger: „Hun slaar allerhaardestl” Da han paa et Hotel i en Købstad havde været sammen med sine nye Plejeforældre en halv Times Tid, spurgte han paa en forsigtig Maade, om det var den nye Fa’er og Mo’er, og han slog sig straks til Ro, da han fik det bekræftet. Paa den lange Køretur ad bakkede, sandede Veje sang han jævnligt og raabte til Plejeforældrene paa Bukken: „Kender I den ?” Det var vist Sange fra Frelsens Hær, men han kunde hverken Ordene eller Melodien. Siden faldt han i Søvn, og det kom ham vist noget overraskende, da Vognen undervejs holdt ved en Smedje, og da hans Plejebroder, Smeden, bar ham ind til Lyset, fordi han ret vilde se sin nye Broder.
Da Erik endelig sildig om Aftenen havnede i en stor Alkoveseng i den lave Bondestue, som skulde være hans Fremtidshjem, følte han tydelig at Lykken smilte til ham; hvad mere er, den har smilt til ham siden. Hans Plejeforældre og deres voksne Børn finder slet ikke de mange Fejl hos ham som man fandt her, og han bliver opelsket uden at blive forkælet. Erik havde her Ord for at være en arrig Krabat; nu roses han for sit kærlige om end noget heftige Sind, hurtig til at angre, som han er, og til at sige „Du er da ikke vred, Fa’er?” Er der en Gang noget alvorligt i Vejen med ham, saa har man et ufejlbarligt Middel til at faa ham god igen; man behøver blot at nævne København og Muligheden af at sende ham tilbage hertil, da er han straks sønderknust. Saa stor er hans Ængstelse for denne Stad, at han ogsaa fraraader andre at komme hertil; da hans voksne Plejesøster alligevel vovede at gøre en Rejse herover, sagde han hende rentud, at hun nok vilde faa Smæk i København. For øvrigt er vistnok hans Plejeforældre ogsaa bange for at miste ham, saa der er Grund til at tro; at han i adskillige Aar kan faa Lov til at blive hos dem og til at tumle sig op og ned ad de stejle Banker, hvor Faarene nippe Græs, og i Engen, hvor Køerne staa tøjrede, hvor Bækken risler, ret en fornøjelig lille Bæk, ikke stor nok til alvorlige Ulykkestilfælde, men altid saa stor, at den frembyder saadanne interessante Muligheder som vaade Fødder og desl.
Atter i disse Dage har Aviserne meldt om en daarlig Kvinde, som uden Øvrighedens Tilladelse har haft smaa Plejebørn, der har faaet en slet Behandling. Jeg har erfaret at man gennem de mere udbredte kirkelige Blade temmelig let finder gode Hjem paa Landet til saadanne smaa. Jeg ved ogsaa, at forskellige Foreninger med Held arbejde herpaa; men jeg tror, det vilde være gavnligt, om vi alle vilde holde Øje med, hvad Uret, der sker med Plejebørn i vor Nærhed. Det er vist ikke altid let for dem, som ere beskikkede dertil, at komme under Vejr med, hvorledes Forholdene i Virkeligheden er.
Endelig maa det tilføjes, at selv om et fattigt Barn her vokser op uden egentlig at lide Nød eller Mangel, saa er dog Forholdene i et lille københavnsk Hjem som Regel ikke saa gode som Forholdene i et lille Hjem paa Landet. Udenfor det lille Hjem i Hovedstaden er Gaden med dens legemlige og aandelige Smuds, og Gaden er en slet Opdrager. Udenfor det lille Hjem paa Landet er Guds store Natur, og den er en Opdrager af første Rang.
K. K.
Vi yder ovenstaaende Opfordring vor varmeste Tilslutning, og vi oplyser, at Indsenderen, der har beskæftiget sig en Del med disse Forhold, er villig til, i den gode Sags Interesse, at give Raad og Vejledning til Folk, der ønsker at anbringe Børn i billig Pleje paa Landet. Vedkommendes Navn og Adresse kan faaes ved Henvendelse til
Redaktionen.
