« Tilbage til søgeresultaterne
For den modnere Ungdom
Skiftende Emner, Fortællinger og Vers af Anna Erslev.
En fordringsløs Bog, skiftende ogsaa med Hensyn til Værdien af sit Indhold, men overalt præget af Forfatterens Dannelse og fine Tænkemaade. Snart er det et gammelt, romantisk Sagn som „Madonnas Kaabe”, der viser, hvorledes Kærlighed og Fromhed kan forvandle den stygge, foragtede Blomsterpige til en fornem og smuk Dame. Snart en simpel Virkelighedsskildring - det bedste i Bogen - der beskriver en gammeldags Tvangs- og Arbejdsanstalt. Ogsaa her foregaar der et naturligt Mirakel: Moderkærligheden omdanner den vilde Pige, en af Anstaltens Stamgæster, til et roligt og ordentligt Arbejdsmenneske. Det er overordentlig kønt fortalt, og der er ikke ringe Humor i Skildringen af den haarde Inspektør, der vogter saa omhyggelig over sit strenge Ydre, at han endog narrer sine egne Børn og hellere end at vise nogen Blødhed, selv stjæler den Tamp, der skulde udføre hans Ordre. Der er ogsaa et morsomt „ Kærestebrev”, en sympatisk Skildring af „Ellens første - mislykkede - Bal”, et „sprogligt Kuriosum”, der som flere af Bogens Smaastykker vistnok vilde egne sig godt til Oplæsning i mindre Kredse.
Lidt for barnligt selv for Ungdommen synes de helt ud humoristiske Stykker som Æventyret om det lykkelige Ægtepar (en Sko og en Støvle) og „Landsorger”.