Kvindernes Ø

Medens jeg holdt Børneskole i Hvidding, fik jeg Indbydelse fra Pa­stor Bertelsen paa Manø, som jeg kendte, til at besøge dem sammen med Pastor Sørensen fra Vester Ved­sted. Det var en Mandag Morgen i Juni Maaned i smukt Vejr, at vi be­gave os paa denne højst ejendomme­lige Tur. Man maa omtrent køre l Mil i Havet, og kan kun foretage Turen i Ebbetiden, og i godt Vejr. Skulde Vejret slaa om, medens man er paa Øen, Vinden vende sig, og Vandet stige, da kan man blive nødt til at opholde sig derovre i flere Dage. Kl. 9 om Morgenen holdt Vognen for Døren; det var en meget høj og stor rødmalet Fjælevogn, med 2 Agestole, men Plads til 3 - en saakaldt Manøvogn, thi med en almindelig Vogn kunde Turen ikke gøres, da Vandet kunde gaa ind i den. Ad en Stige kom vi op i den meget høje Vogn. Præsten, Fruen, den yngste Søn og jeg, Kusken sad der i Forvejen. Vi kørte lige ud i Havet; Vejen var afsat med høje Ris, der stod temmelig langt fra hinanden; i Taage eller Halvmørke vilde man ikke kunde se fra det ene Ris til det andet. Vandet var ganske lavt og laa som et brunt Tæppe over den snehvide Sandbund, hvor blegrøde Muslingskaller undertiden laa skyllet sammen i smaa Bunker. En Maage vadede hist og her i Vandet, og dens Spejlbillede viste den meget stor. Vi kørte til min Forundring mod Nord, lige mod Klitterne ved Sønderho paa Fanø, medens Manø ligger en del syd­ligere. Da vi kom til Dybet, som er det farligste Sted, gik Vandet Hestene over Knæet; det var en temmelig lang Strækning. Naar Vandet er inde, kan Skibe sejle her. Derpaa drejede Ku­sken til venstre, og vi kørte nu lige mod Manø, som herfra viste sig me­get større end naar man fra Land saa den. En stor Del af Øen hen­ligger ubebygget; det er „gamle Manø”. Tidligere boede alle Øens Beboere der, men i den store Flod 1600 og nogle og 30, gennembrødes Klitterne, og Havet fejede det hele bort. Klit­ter, Kirker og Husene, alle Beboerne og Kreaturerne. Kun 3 Manøboere undgik Døden; de vare om Morgenen den Dag Ulykken skete, kørte i Be­søg til Vester Vedsted.

Da Floden var forbi, vendte de tilbage, og bosatte sig paa den mod­satte Ende af Øen, i en lille rund Dal, helt omgivet af høje Klitter, det er „ny Manø”, hvor alle Øens nu­værende Beboere bo samlede, med Kirken og Præstegaarden som Cen­trum. Vi kunde se Byen længe før vi naaede Øen, over gamle Manø. Det saa ud som var den omgiven af Skær; men det var Klitterne med den høje Marehalm, der svajede for Vin­den. Øen har 300 Indbyggere, men hvad der giver den sit ganske ejen­dommelige Præg er, at man kun ser Kvinder. Alle Mændene ere paa Søen, ofte i Aarevis paa de lange Rejser, og Kvinderne besørger i deres Fraværelse alt Mændenes sædvanlige Arbejde, foruden deres eget. De pløjer og saar, de høster og bringer Kornet og Høet i Lade, ja, de tær­sker Kornet om Vinteren. De murer og maler selv Husene, ja, de fisker. - Naar Mændene kommer hjem, be­stiller de slet ingen Ting, men gaar i Besøg og holder fuldkommen Ferie, til de igen skal afsted paa de lange Rejser.

Da vi kom ind i Byen var det paafaldende at se, hvor lyse, nykal­kede og nymalede alle Gaarde og Huse vare; de saa ligefrem pyntelige ud, den eneste Gaard, der saa noget for­falden og forsømt ud, var Præste­gaarden. Inde var den meget hygge­lig. Efter at have spist en solid Frokost skulde vi i Kirke, da Pastor Sørensen skulde tage Pastor Bertelsen og Frue til Alters. Der kom nu en ung, høj, slank, sortklædt Manøpige ind i Stuen, med en sort Voksdugs Taske i Haanden. „Maa jeg fore­stille dem vores Degn og Kirkesanger Khristine, der har arvet Embedet efter sin Fader”, sagde Pastor Bertelsen. Derpaa talte han med sin feminine Degn om Salmerne og hvad der ellers kunde være, og vi gik alle til Kirken der var lys og vel vedligeholdt. Kir­ken var omtrent fyldt - af Kvinder. Gamle og unge Koner og Piger, kun 3 gamle hvidhaarede Mænd sad i den nederste Stol.

Præsten læste selv Indgangsbønnen i Kordøren, og saa begyndte Salme­sangen. De brugte Kingos Salmebog, men Melodierne var meget ældre; de sang efter en katolsk Koralbog fra Middelalderen. Det er noget aldeles enestaaende, og den Kirkesang glem­mer jeg aldrig. Kristiane sang for; hun havde en udmærket Stemme, og de forunderlige fungerede Melodier sang hun med forbløffende Sikkerhed.

Der var underlige Tremulanter, de mærkeligste musikalske Zirater, men ikke alene sang hun dem sikkert og smukt, men hele den kvindelige Me­nighed var saa sammensungen, at man vanskelig skal høre Mage til den Kirkesang.

Om Eftermiddagen spadserede vi i Klitterne, der var bevoksede med de smukke mørkerøde Klitroser, for­uden at der fandtes mange fine og sjeldne Smaablomster iblandt. Udsigten over Havet, der laa blankt som et Spejl, var dejlig, og en og anden Sejler saas i det Fjerne. Hele Slesvigs Vestkyst, belyst af Eftermiddags­solen tog sig smukt ud; men man følte sig saa langt, langt borte fra den øvrige Verden.

Vi aflagde Besøg i en af de store Gaarde; Ejerinden var Enke, og hen­des Søn og Svigersøn var nylig døde i Pernambuk af den gule Feber. Alt i dette Hus tydede paa Velstand. At det var et Sømandshjem saa man straks, da der paa Væggene hang flere Billeder af Skibe, ligesom der var opstillet Koraller og meget andet som Sømændene plejer at føre hjem med. En mærkelig Prydelse saa jeg her. Under Loftet var trukket lange Snore i mange Rækker, hvorpaa var trukket udpustede Søfugleæg af mange forskellige Farver og Størrelser.

Manø Pigerne er høje og slanke, med et meget alvorligt tilbageholdende Væsen, faatalende, men behagelige i deres Fremtræden. Deres smukke Ejlandsdragt, som de kalder den, har de unge aflagt, de bærer nu Fastlandsdragten. En Datter af den Enke vi besøgte, kom senere over i Præstegaarden, iført den smukke Ej­landsdragt, som hun havde taget paa at fornøje mig; men ellers bærer de den ikke.

Da vi henad Aften kørte hjem over „gammel Manø”, saa vi 2 mærkværdigt udseende Skikkelser hurtig komme over Marken, og forsvinde bag Klitterne; de bar meget korte Skørter, lange Træskostøvler, et broget Tørklæde bundet om Hovedet, og hver havde en stor flad Kurv paa Ryggen. Det var Manøpiger, der skulde til Havs at fiske.