Brev fra Sverrig

Promotionsfesten i Upsala 31. Maj 1900.

- - - Og saa skinnede Solen, klart og varmt over den smukke lille Universitetsby, der laa med sine mange gammeldags Bygninger, sin nyrestaurerede Kirke med dens stolte Taarne knejsende mod en ren, blaa Himmel - alt indrammet af Birkens og Løn­nens lyse, lette Løv, et vidunderligt smukt Sommerbillede efter mange Dages Regn og Kulde. Feststemning var der over Byen fra den tidlige Morgen, Kanonsalut og Klokkeringning, Flag og pyntede Mennesker. Præcis Kl. 12 aabnedes Universitetets Døre og under Melodi af Mendelsohns Marsch af En Skærsommernatsdrøm vandrede Proces­sionen, ført af 15 Bannerbærere, ind i den af et elegant Publikum tætbesatte Aula. - Først kom de højere Avtoriteter, dernæst det teologiske, der­næst det juridiske, saa det medicinske,

tilsidst det filosofiske Fakultet, efter­fulgt af officerer af det uplandske Re­giment i fuld Uniform. De indtog deres Pladser paa Gulvet midt for Talerstolen, bag hvilken Kor og Or­kester var anbragt paa Tribunen, der indtager den vestlig Del af Aulaen; alle Filosofidoktorerne bar paa Brystet en større og en mindre Laurbærkrans, den større blev senere af Promotor med megen Omhu trykket paa den nykreerede Doktors Hoved, medens de juridiske og medicinske Doktorer paasattes en høj, spændebesat Hat; 25 saadanne Hatte var opstillede paa et Bord ved Promotors ene Side og de respektive Diplomer laa paa et Bord ved hans anden Haand.

Der var 2 Bannere for Sangfor­eningen og 13 for de forskellige Lands­dele (Nationer), og de 15 Bannerbærere, valgte blandt de yngste Studenter, med blaa og gule Skjærf, de hvide Huer paa under hele Ceremonien, tog sig udmærket godt ud, opstillede ved hver sin Pille i den store pragtfulde Aula, der er holdt i mørkeblaat, dekoreret med gyldne Egeblade og Lavrbærgrene. Den er meget stor, den rummer ca. 2000 Mennesker, er kuppelformet med Ovenlys, saa Solen fik Lov at bidrage sit til Festen ved at lade sit straalende Lys gøre alt endnu mere glimrende. Festen begyndte med en Indledningstale af Universitetets Rektor, Profes­sor Alin, der i et langt Foredrag ud­viklede Promotionens Historie i de henrundne 18 Aarhundreder, siden den første Gang fandt Sted i Januar Maaned 1608, omtrent med de samme Skikke som nu; 110 Promotioner har siden fundet Sted, og nu forstaar de Svenske at dyrke Laurbær i saa stor Mængde, at de promoverede ikke be­høver at tage til Takke med andre Blade i Stedet for de rigtige Laurbær­kranse, som de tidligere maatte, paa Grund af „det,nordlige Klima”. Efter Talen blev Viktor Rydbergs dejlige Promotionskantate (Musik af Josephson) afsunget af et Kor af Damer og Herrer, Soli af Frk. Thulin og Fru Afzelius og en Hr. Borgstrøm, hvis Stemmer klang prægtigt i det høje, store Rum; derefter kom den højtide­lige Promotionsalut, der foregik til dæm­pet Musik af Haydn. Promotor for det juridiske Fakultet, Professor Blomberg, udtalte, efter at have paasat sig selv Doktorhatten, den latinske For­mular, paasatte Ringen og Doktor­hatten paa 6 Hædersdoktorer og l (virkelig efter aflagt Prøve udnævnt) Doktors Hoved; det foregik med høj­tideligt Ceremoniel, afsluttet med en kort Lykønskningstale til de nye Doktorer. Derefter steg det medicinske Fakultets Promotor, Professor Grev Mørner, op paa Katederet, og gennemgik samme Ceremonier, men paa en ret humoristisk Maade og med en me­get smuk Lykønskningstale til de 6 Jubeldoktorer, de 5 Hædersdoktorer og de 4 Doktorer, som havde taget Doktorgraden tidligere, hvoriblandt fandtes den første kvindelige medicin­ske Doktor, Frk. Stecksén. Der var vist hende den udsøgte Opmærksomhed at give hendes Doktorhat en lidt anden Form, saa den mere lignede en Dameridehat; og derved passede bedre til hendes Fremtræden og ikke var saa misklædende, som den høje, stive Hat vilde have været. Som Midt­punkt for sin Tale gav Grev Mørner et latinsk Citat, der vel nærmest maatte oversættes som: „Skabningen maa ikke anse sig for Naturens Herre uden ved at holde fast ved dens Love og Under­kaste sig dem,” en Formaning om Yd­myghed til de lærde Doktorer, som jeg vil haabe, at særlig den kvindelige maa lægge sig paa Hjertet. En Banebryder maa stræbe at gøre sit Liv endnu renere, ædlere og værdifuldere end et Almindeligt Menneskes, hun maa stadig huske paa, at hun skal være og er et Eksempel til Efter­følgelse. Hermed var Doktorhattens Rolle udspillet, og nu kom Turen til Lavbærkransenes, idet Professor Alin, efter at have fastgjort sin egen, paatrykkede 6 tilstedeværende filosofiske Hædersdoktorer Krandsen, hvoraf en var Kommunelærer, i Stockholm, den bekendte Mineralog Flink, som 7 Gange har været i Ural og baade der og i Island og i Grønland gjort minera­logiske Studier. Ogsaa Maleren Grev Rosen var mellem de filosofiske Dok­torer, og Billedhugger Börjeson; begge er kendte i Danmark gennem deres skønne  Værker. 14 Doktorer, som tidligere havde taget Doktorgraden, kreeredes derefter - og blandt dem Frk. Lydia Wahlström, der i sin sorte Dragt med sin stateligt Skikkelse, den grønne krans om det mørke Haar, tog sig særdeles godt ud mellem sine Her­rer Kolleger, hvem de grønne Kranse just ikke klædte, skønt der var dem iblandt dem, der syntes at tro det! Professor Alin sluttede med en latinsk Tale, heldigvis forholdsvis kort - og saa blev sidste Del af Kantaten og et Kor af Oratoriet Elias (Mendelsohn) afsunget. En Bøn og Tak til Herrernes Herre, holdt af Dekanus ved universitetet, klædt i lang Silkekappe, sluttede med, at hele Forsamlingen staaende afsang „Vor Gud han er saa fast en Borg^” - og mægtigt og højtideligt løftede Morten Luthers gamle Salme sine Toner i det høje Rum.

Doktorerne vandrede saa i sluttet Række ud paa den store brede Trappe, hvor Publikum trængtes ved Siderne for at faa det bedste Overblik ud over den foraarsfriske Stad og den opmarscherende Studenterprocession, der kom for i Sang og Tale at bringe de „unge” Doktorer, - den ældste var vel sine 80 Aar, eneste nærværende Jubeldoktor, Dr. med. Sjöstrand, Halmstad, den yngste, Dr. philosophiæ Fryxell, Karl­stad, sine 28 Aar gammel - deres Hyldest.              

De svenske Studenters Sang er alt­for velkendt og berømt i Danmark til nærmere at behøve Ros, og enhver kan tænke sig, hvor godt den lød i den skønne Sommerluft, og hvor smukt det hele tog sig ud i det klare Sol­skin. En frejdig ung Studentertale besvaredes af Biskop Ekman (formodes

at blive Sverrigs Erkebiskop), hvis Ord gentoges og ligesom forstærkedes i Ekko fra den lige over for liggende Dom­kirkes Taarne, varme Ord, som øn­skede de unge, at de maatte naa at sætte den allerbedste Krans paa deres Livs Arbejde - den uvisnelige, der ikke længer kun er et Symbol. -

Med vajende Faner drog saa Sang­foreningen af Sted og Sangen døde bort i det fjerne.