« Tilbage til søgeresultaterne
En kvindelig Professor i Tyskland
Den, der har læst Sophus Müllers udmærkede Bog om „Vor Oldtid” (og det er en Bog, alle danske burde kende) vil have lagt Mærke til, at blandt de Specialforskninger, der særlig henvises til i Anmærkningerne, forekommer ret hyppig Forfatternavnet J. Mestorf. Men at dette Bogstav „J” betyder „Johanne”, og at den ansete Arkæolog er en Kvinde, det er der maaske dog ikke mange, der ved. Maa vi da for „Kvinden og Samfundet” præsentere en kvindelig Videnskabsdyrker, der ikke blot har erhvervet sig en udmærket Dygtighed og et anerkendt Navn, men som tillige har vundet en Stilling, hvor hun har fuld Anvendelse for sine Kundskaber og af Staten har faaet den Hæder og Anerkendelse, som en mandlig Videnskabsdyrker vilde kunne vente.
Frk. Johanne Mestorf er født 1829 i Braurstedt i Holsten, hvor hendes Fader var Læge, og gik i Skole i Itzehoe. Som Voksen besøgte hun Sverrig, hvor hun fik Interesse for nordisk Oldforskning, og opholdt sig derpaa flere Aar i Italien, hvor hun studerede Arkæologi og Kunsthistorie. Frk. Mestorf var altsaa dansk Undersaat, men der forlyder intet om, at den danske Regering nogensinde fandt, at den havde Brug for hendes udmærkede Kundskaber. Det er sørgeligt at skulle sige det; men da Preusserne blev Herrer i Holsten, varede det ikke længe, inden de fik Øjnene op derfor. Allerede i Aaret 1873 blev Frk. Mestorf ansat ved Musæet for Oldsager i Kiel, og da Direktøren døde, blev hun Musæets Direktør. Det var første Gang, siger de tyske Kvindeblade, at en Kvinde fik en saadan Stilling i Tyskland; og det var den preussiske Kulturminister v. Gossler, som var rede til at give Stillingen til en fuldt ud kompetent Personlighed, uanset at det var en Kvinde.
Siden den Tid har Frk. Mestorf arbejdet med stor Dygtighed; hun har udgivet flere betydelige Værker, ligesom hun ogsaa har virket meget til at vække Interesse ude omkring i Befolkningen for Indsamlingen af Oldsager. Hun er Medarbejder af flere videnskabelige Tidsskrifter og Sekretær i Foreningen for Anthropologi.
Da hun i 1899 fyldte 70 Aar fik hun Titel af „Professor”
Vi er vant til her i Danmark at se ned paa Tyskernes Frisind og særlig mener, at de er langt tilbage med Hensyn til Vurderingen af Kvinderne og deres Arbejde. Her har vi et Eksempel paa, at de er langt foran os. Thi vi har saa vist ogsaa i Danmark Kvinder, der gennem et langt Liv har lagt en enestaaende Dygtighed for Dagen, men den danske Regering har ikke vist, at den mente, Staten kunde have Brug for en saadan Kvindes Kundskaber, eller at Ærestitlen „Professor”, der ogsaa hos os gives for fremragende Fagdygtighed, kunde gives for kvindelig Dygtighed.