« Tilbage til søgeresultaterne
Et Forbud
(Sluttet.)
Og nu forekommer det ham, at han hører det le. Hans korte Ben nægter pludselig at gøre Tjeneste, vil ikke mere med. Franzko gør endnu kun nogle Spring. Heksen har ham fat, leger med ham som Katten med Musen. Hun er bagved ham, over ham, ved Siden af ham, strækker Hals, hendes runkne Kind strejfer hans Arm, og hun ser ham nedenfra op i Ansigtet. Og Dødens Haand griber efter ham, han føler den iskold paa sin Nakke. Aa, de Negle! . . . de stikker ham i Ryggen . . . Slangehovedet er der ogsaa, ruller foran hans Føder .... spiller med Tungen efter ham ...
Videre, videre med Gysen, Stønnen, Graad ....
Solen staar højt paa Himlen, mørkt rager Skoven op mod den hvidglødende Horizont, og enkelte Lys straaler dirrer gennem Løvet .... Oh, naadige Lys! Det har kastet sit Skin henover Egen. Det glider over dens Stamme. Han ser det hellige Billede. Det straalende Lys og Hovedet af den velsignede Guds Moder lyser Trøst og Forbarmelse ind i hans fortvivlede Hjerte. Og det himmelske, skønne Ansigt hilser ham i Møde. Her er jeg, kom til mig.
En største og sidste Anstrengelse. Franzko folder Hænderne og nærmer sig.
Heksen har nu gjort, det værste hun har stødt en Kniv i Brystet paa ham. Bloddraaberne perler paa hans Læber ....
Men det er jo godt, det er Befrielsen. Heksen er borte, og han ser - herlige Vidunder! - den hellige Jomfru bøjer sig ned mod ham. Smilende bøje hun sig mod ham, breder den blaa Kjortel ud, og Barnet trykker sig, idet det synker sammen, mod dens bløde Folder.
En overjordisk Salighed fylder ham, Himlen aabner sig, og med Englene jubler han: „Hil være Dig, Maria, Du er fuld af Naade.”
Milenka kom hjem i rette Tid, stillede Krukken paa sjn gamle Plads og gik stolt ind i Fattighuset
raslende med Smaaskillingerne i sin Lomme. Hendes første Spørgsmaal galdt Franzko.
„Er den dumme Dreng her endnu ikke? Han har sikkert ladet sig snappe, og de har slaaet hans Krukke i Stykker, og nu vover han sig ikke hjem.”
Hun ventede en Stund, saa gik hun ud for at lede efter ham.
Allerede langt fra saa hun ham. Han laa paa Jorden ved den store Eg. „Dovne Knægt!” raabte hun og løb hen til ham og puffede til hans udstrakte Ben. „Op med Dig!” . . . Ordene døde paa hendes Læber, gysende veg hun tilbage, med vidt aabne Øjne stirrede hun paa ham, og pludselig følte hun som en Svien i dem. Han rører sig aldrig mere, det er forbi med ham . . . . Og han havde altid gjort alt, hvad hun vilde, og havde holdt af hende og beundret hende . . . . „Franzko! vær ikke død!” skreg hun pludselig.
Men han var død, hun vidste det, hun plejede jo at gaa ud og se alle, der døde i Landsbyen. Næsten alle havde haft et fredeligt Udtryk, men ingen et saa stille og fuldt af Lyksalighed. Det ligefrem straalede fra hendes lille Vens gennemsigtige, blege Barneansigt. Hans Hoved hvilede i det høje, bløde Mos som paa et rødt Bolster. Men det var ikke Jordbær, som farvede Jorden, det var Blod
